33+0: Fødselsforberedelse og træthed

Så begyndte en ny uge i graviditeten igår. I følge en af mine ugeoversigter vil man ikke forsøge at stoppe en fødsel, der starter nu. Den lille skulle veje 2200 g og være over 40 cm lang. Det er jo en hel færdig baby, der ligger derinde....

Ugen har blandt andet budt på fødselsforberedelse. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Det var lækkert at få en masse informationer specifikt omkring procedurene på hospitalet og også rart at få dem samtidig med min søde mand. Men jeg synes nu at jordemoderen var mærkelig. Hun gjorde i hvert fald ikke rigtig noget ud af at berolige os, nærmest tvært imod. Men hvad, hun er jo vant til fødsler så hun tænker nok ikke så meget over hvordan det kommer ud. Alt i alt synes jeg egentlig ikke at jeg lærte noget som jeg ikke har læst mig til i forvejen, men som sagt er det rart at det er specifikt for fødestedet og dejligt at føle at jeg ikke har misset en eller anden vigtig information. Derudover satser jeg på at det vigtigste er at min mand er "uddannet" så han kan huske alle detaljerne i kampens hede - jeg tvivler på at jeg selv er meget bevendt.

Jeg har haft nogle feriedage i løbet af ugen. DET har bare været skønt. Nu føler jeg endelig at jeg kun har ganske få dage tilbage på arbejdet (15). Og jeg nyder faktisk også at gå på arbejde igen, fordi jeg ser det mere som en hyggelig forteelse som jeg kun skal ud i ekstremt få gange. I går kom jeg endda til at tænke på at jeg da kommer til at savne mine kolleger. Men så kan jeg jo altid besøge dem! Mærkeligt som fokus skifter.

Ugerne ligner hinanden og alligevel er de allesammen forskellige. Jeg læser jævnligt tilbage i arkivet hos de andre, som har været gravide, til den uge jeg er i nu. Og sjovt nok virker det hele bekendt. Jeg tror egentlig at graviditeternes faser er mere ens end jeg oprindelig troede. At man følelsesmæssigt (og skavankmæssigt) følges meget godt ad, efterhånden som maven vokser eller fødslen nærmer sig eller hvad man nu ellers går op i.

Vi brugte en af feriedagene til at shoppe barnevogn. Så nu er den bestilt. Det føles rigtig godt! I øvrigt var det også i sidste øjeblik, da den skulle bestilles 6-8 uger før behovet var der. Men som vi talte om, hvis den ikke er klar dagen efter fødslen, så går det nok også.

Derudover kan jeg mærke et skift hos min dejlige mand. Han er meget mere interesseret i alt det praktiske og siger ikke længere bare "jamen, der er jo lang tid til". Så i går gennemgik vi min liste med babyting og han havde en masse gode ideer. Jeg har delt den op i "med på hospitalet", "de første dage hjemme" og "julegave". Indtil videre ryger det meste i kategorien "de første dage hjemme".

Egentlig synes jeg ikke at der er så frygtelig mange ting på listen. Og det undrer mig lidt, da jeg synes at have læst at man skal bruge en frygtelig masse ting. Men det hjælper selvfølgelig også at jeg har hamstret babypakker, så vi har lidt af det hele (en sut, sutteflaske osv). Derudover overvejer jeg slet ikke legetøj, da jeg regner med at det bliver kraftigt overrepræsenteret i barselsgaver (det vil sige, jeg regner da med at vi selv giver DJ en fødselsdagsgave i form af noget legetøj - men jeg har ikke planer om at indkøbe et lager af babylegetøj, specielt ikke når termin er så tæt på juleaften og han er det første barnebarn i en af familierne...).

Jeg skrev "træthed" i overskriften, da jeg nok nu må se i øjnene at en god nattesøvn er en saga blot og noget som jeg nok ikke ser igen foreløbig. De seneste par nætter har været ganske forfærdelige. Jeg falder fint i søvn omkring klokken 22. Så vågner jeg omkring midnat og skal tisse. Dernæst kan jeg absolut ikke falde i søvn igen. Lykkes det, så vågner jeg enten klokken 1 eller 2 og skal tisse igen (i nat BÅDE klokken 1 og 2) og endnu engang er søvnen langt væk selvom jeg er træt som et helt alderdomshjem. Jeg vender og drejer mig, for at finde en stilling at sove i, som både Junior og jeg kan acceptere. Halsbranden gør det heller ikke nemmere (hurra for Balancid - tak Rikke!). Derudover har min kære mand observeret at jeg snorker forfærdeligt, og han har en teori om at jeg rent faktisk vækker mig selv ved snorken. Kramper i benene er så lige prikken over i'et. Men det skulle egentlig ikke være en klagesang, for jeg er vanvittig lykkelig! (Hvis I spørger min mand, vil I også få at vide at jeg er blevet utrolig humørsvingende med hysteriske tudeanfald over de mærkeligste ting, men det er der ingen grund til at gå ind i her.)

Jeg er lykkelig. Jeg nyder at bære Junior under mit hjerte, og jeg glæder mig helt vildt til at se ham og holde ham i mine arme. Frygten er der stadig, men jeg kan ikke bruge den til noget fornuftigt. Jeg er nødt til at kaste hjertet i forvejen og glæde mig over vores utrolige held og vores lykke!