onsdag, september 20, 2006

30+0: Den næste i køen

Så er der kun en fjerdedel tilbage (plus/minus). Og barslen kan nu mere end skimtes, selvom jeg stadig er vildt utålmodig og virkelig misunder alle dem, der har 8 uger inden termin. Men pyt. Jeg har det jo godt på min arbejdsplads og har lov til at tage det hele i mit tempo.

Da jeg blev gravid var Monja laaaangt henne, Spirre og Line knapt så langt. De var dog som storesøstre for mig, og jeg fulgte/følger deres blogge/hjemmeside intenst. Det var rart, at have disse kvinder et skridt foran mig, og der var hele tiden noget jeg kunne se frem til.

Siden sprang MariaG og Frøkenhat ud som gravide og CS fulgte også hurtigt. De gav mig en eller anden form for sikkerhed. Pludselig var jeg ikke nygravid, men én som var længere henne end nogle andre.

Nu har Monja, Spirre og Line så alle født. Så den store dag er på en eller anden underlig måde rykket tættere på i min bevidsthed. Lige pludselig er det mig.

Ikke at fødslen skræmmer mig - så meget. Lidt gør den jo nok. Men det er vildt at tænke på at alt det her fører til et barn. Det er jo det vi har savnet så længe.

Samtidig er det så mærkeligt. Vi mennesker elsker jo at give ting og hændelser en "mening". Desværre er der bare ikke umiddelbart mening. Der er desværre stadig kvinder, hvis blogs jeg følger, som ikke er gravide, kvinder som har ønsket børn i meget længere tid end mig. Hvorfor skal jeg være i denne drømmesituation og ikke dem? Svaret er, at det er tilfældigheder, der afgør vores liv. Tilfældigheder der gør, at vi møder vores bedre halvdel. Tilfældigheder, der gør at vi tager den uddannelse eller får det job vi gør. Osv. Og indenfor fertilitetscirkusset oplever man virkelig hvor barsk og tilfældigt verden er skruet sammen.

Nå, det var egentlig slet ikke det jeg ville skrive om. Jeg ville bare fortælle, hvordan jeg nu for alvor føler at jeg er gået ind i den sidste del af graviditeten. Egentlig synes jeg at man burde dele graviditetsperioden ind i 4 dele (quatrimestre??), da 40 jo ikke rigtig kan deles med 3. Samtidig giver det nogle lidt bedre inddelinger. Første del er man træt og nogle har kvalme. Risikoen for ubehageligheder i form af det grimme a-ord er store her. I anden del letter generne, men man kan ikke se graviditeten, medmindre man virkelig anstrenger sig for at finde noget tøj, som kan fremhæve tilstanden, risikoen for det grimme er allerede nu minimeret. 3. del er dejlig. Her buler maven fint og de fleste gener burde være væk. Dog skal man virkelig passe på sin ryg og sine led. Og 4. del, ja, den kan jeg ikke rigtig udtale mig om endnu.

Jaja, jeg ved godt at det ikke passer på alle. "Ikke to graviditeter er ens", men det er da lige så tæt på som mange af de graviditetsbøger, jeg har læst.

Bortset fra det, nu har jeg jo fået efterforsket emnet. MANGE har ikke kvalme i graviditeten. Rigtig rigtig mange af dem, jeg har snakket med, har sagt "det havde jeg da heller ikke", når jeg siger, at jeg slap for kvalmen. Så det er altså noget pjat at man kan gå og føle sig mindre gravid når kvalmen "mangler" end man er, for det er præcis lige så almindeligt. Selv det sundhedspersonale jeg har mødt, har virket bekymret over at jeg ikke følte kvalme.

Men jeg er ikke sluppet for halsbranden. Puha. Nogle eftermiddage starter det, og jeg kan slet ikke få det til at gå væk før næste morgen (selv når jeg er oppe om natten er den der). Jeg har nogle pebermyntepastiller, men de lindrer kun kortvarigt. Mit næste udspil må blive mandler, når jeg får købt nogle. Det står flere steder, at det skulle virke. Og så er det nok også lidt sundere end pebermyntepastiller.

Nå, det var lidt løst og fast herfra. Så vil jeg slutte af med at håbe at der snart kommer nogle flere ind i køen. Det er ved at være længe siden, at nogle har sluttet sig til, og erfaringerne i blogland er at der typisk er 10-12 uger mellem hver ny graviditet (hvis de ikke klumper sig sammen), så kom i gang med nogle behandlinger så vi kan få et nyt BOOM.

5 Comments:

At 1:17 PM, Blogger LOK said...

Jeg vil da gerne være den næste i køen...Hvis jeg selv helt tilfældigt kunne vælge...

Har også hørt at mandler skulle være gode til halsbrand.

Knus Lok

 
At 3:34 PM, Blogger Frøkenhat said...

Nyd den sidste tid i køen - 10 uger kan hurtigt gå.

Lavede personligt brændte mandler i går - mest fordi jeg så en opskrift i et gammelt Isabellas-blad og blev inspireret. Men de var nu også meget gode mod den opadstigende mavesyre...

 
At 5:34 PM, Blogger GitteK said...

Mandler hjalp for mig

....og kakaomælk? (men det er jo heller ikke voldsomt sundt .....evt. 50/50 m. mælk)

 
At 9:39 AM, Anonymous Anonym said...

Balancid var fast inventar på mit natbord.

De sidste 10 uger begynder man at blive utålmodig. Kroppen og vægten generer en og man sover af h-til om natten. Ligger og vender og drejer sig og kan ikke finde ro. Tankerne kredser meget omkring fødslen og det lille barn og man kan blive meget indadvendt.

Alligevel er det en dejlig tid. Husk at nyde livet mens du venter. Gør nogen af de ting man ikke så nemt gør med et spædbarn. Gå i biffen, få dig lidt massage, ud og spise med kæresten...

 
At 12:19 AM, Blogger stubbornmom said...

Jo - mandler virker - den er god nok! Jeg spiste tonsvis i sidste trimester med Elias, og med Silje de sidste par uger af grav.
Så se at få dem købt, for fra nu af bliver det ------ ikke bedre, i hvert fald ;-)

Kram fra Stina

 

Send en kommentar

<< Home