torsdag, september 14, 2006

29+0: 2. Jordemoderbesøg

Så gik jeg ind i en ny uge i går og fik lov at besøge min søde jordemoder for 2. gang.

Det gik rigtig godt. Jeg havde skrevet en lang liste med spørgsmål om alt fra plukveer og bevægelser til halebenssmerter og fosterskøn. Hun var mig svar skyldig på nogle af punkterne, men har lovet at finde ud af det til næste besøg, som allerede er om 3 uger. Så nu skal vi åbenbart til at monitoreres lidt tættere, DJ og mig.

Så nåede vi også til den sjove del, hvor SF-mål, fosterskøn og hjertelyd skulle bedømmes. SF-mål er 27 cm (så min læge har vist været helt henne i vejret, men jeg kunne heller ikke genskabe hendes måling da jeg kom hjem). Det ligger præcis midt i kurven.

Hun skønnede Junior til at veje 1400 g, hvilket igen er gennemsnit for tidspunktet.

Hjertelyd var som altid dejligt at høre. Det er en sjov lyd, og man kan sagtens fornemme at han befinder sig i vand. Flot og tydeligt!

Så skulle hun også vurdere hvordan han ligger. Som forventet er numsen nedad. Jeg har hele tiden mærket fødderne lavt i venstre side, og det passer med at ryggen ligger i højre side og hovedet oppe øverst til højre. Jordemoderen mente, at han har god tid til at vende sig, men da jeg sagde at han hele tiden har været der, blev hun lidt mere bekymret og sagde, at det måske var hans foretrukne stilling. Men ingen panik endnu i hvert fald.

Alt i alt var det en dejlig og livsbekræftende oplevelse.

Mit haleben er begyndt at brokke sig igen. Jeg håber, at jeg kan holde generne på et minimum ved at passe ekstra på mig selv. Men nu er der under alle omstændigheder så kort tid tilbage, at det nok skal gå, hvad der end sker. Jeg vil dog forsøge at holde mig rask og rørig så længe som muligt, så den lille får de bedste betingelser.

Min søvn er også ved at være problematisk. Jeg vågner mindst en milliard gange hver nat. Egentlig føler jeg ikke at det er pga. maven, men det er det jo nok. Jeg har i hvert fald en ubændig trang til at vende mig, og jeg har svært ved at ligge rigtig godt. Jeg synes også hurtigt at det er for varmt og alt i alt er nætterne ikke særlig sjove. Jeg glææææder mig til jeg kan gå på barsel, så kan jeg nemmere få lidt søvn i løbet af dagen, og så ikke være så afhængig af min nattesøvn.

7 uger. Det er jo ikke alverden. Jeg har lovet mig selv (og den lille) at jeg ikke vil stresse. Jeg når det jeg når, og jeg skal ikke bruge de sidste 2-3 uger på at stresse rundt og forsøge at nå en masse. Hellere forklare min chef og mine kollegaer hvad status er på mine projekter, få ryddet op, og så drosle ned med god samvittighed. DJ er det vigtigste i mit liv, og hvis min arbejdsplads ikke har forståelse for det (det har den heldigvis) så er det jo nok heller ikke det sted jeg ønsker at arbejde i længden. MEN jeg er nu rigtig glad for min arbejdsplads. Jeg tror også, at de er glade for mig, og jeg møder utrolig meget forståelse, så jeg tror nok at det skal gå fint med de sidste uger.

3 Comments:

At 11:16 AM, Blogger LOK said...

Kære Solsikke

Det er slet ikke til at forstå at DJ allerede er blevet så stor. Dejligt at høre at han trives og følger kurverne.

Er bare så glad på dine vegne.

Knus Lok

 
At 1:13 PM, Blogger GitteK said...

ååårh hvor er det dejligt at høre at den lille solsikkekerne er blevet til en lille DJ...jaja det er jo ikke nyt, men alligevel ER det sgu da fantastisk!

Har du overvejet at snakke med en fys. om dit haleben, måske kan du få en pude eller noget?

Knus!

 
At 4:06 PM, Blogger Frøkenhat said...

Hold op, hvor er der ikke lang tid til orlov. Bliver dejligt for dig at kunne bruge al din energi på det vigtigste.
Dejligt at høre, at den lille trives - men der bliver jo også passet godt og kærligt på ham.

 

Send en kommentar

<< Home