mandag, januar 01, 2007

Happy new year!

Så blev det jul og nytår. Må nok indrømme at det er gået lidt hen over hovedet på mig. Dagene tager hinanden og de indeholder ikke meget andet end min fantastiske lille familie.

Der sker SÅ meget med junior for tiden. Han er blevet meget mere bevidst. Man kan have øjenkontakt med ham længe af gangen, og han er begyndt at smile. Det er bare det bedste i hele verden. Han elsker at blive puslet og det er som regel i den forbindelse at man kan få det dejligste babysmil. Åh hvor jeg elsker min lille skat.!

Jeg kunne skrive om Junior i timevis, men jeg havde også tænkt at denne post skulle handle om andet. S(e)x. Jeg blev meget beroliget af jeres svar på min seneste post. At alt skulle være helet og det bare er et spørgsmål om at komme i gang. Det gjorde vi. Faktisk da Junior var præcis en måned gammel, og jeg var meget overrasket over så godt det var. Der var ikke smerter kun lidt let ømhed. Vi var meget forsigtige, men senere er det lykkedes at gøre det lidt mere normalt uden at det gjorde ondt. Så det er helt fantastisk. Mærkeligt nok har jeg meget mere lyst end jeg kan huske at have haft længe. Måske det bare er fordi jeg er så lykkelig at jeg har ekstra meget appetit på livet?

En ting er sikkert. Moderskab er langt fra hvad jeg regnede med. Det er meget bedre!

Jeg havde forventet at det ville være hårdere. At der ville være frustrerende perioder hvor den lille bare græd og græd og jeg ikke kunne gøre noget. Det har der næsten ikke været. Og der har altid vist sig en forklaring når han har været ked af det. Jeg tror at vi har et meget nemt barn.

Jeg havde troet at små børn sov så meget at jeg uden problemer kunne indhente søvnunderskudet om dagen. Det er så ikke så nemt som forventet.

Jeg havde troet at Junior ville fylde så meget at jeg slet ikke havde overskud til min mand, men som nævnt ovenfor er det ikke tilfældet. Tvært imod er det så fantastisk at opleve hans glæde over vores dejlige søn, så jeg er kun blevet endnu mere forelsket.

Jeg havde troet at jeg ville elske min søn, men jeg havde ingen anelse om at det ville være så voldsomt. Jeg kan sidde med ham midt om natten, hvor han måske er utilfreds over at der er lidt gylp på vej eller han bare ikke vil sove, og smile fordi jeg er så forelsket i ham.

Jeg havde troet at det ville være hårdt arbejde at passe sådan en lille størrelse, men det viser sig bare at han pludselig er alt hvad jeg interesserer mig for, så pasningen falder naturligt.

Og så videre og så videre. Men alt i alt vil jeg sige at det er utrolig meget bedre at blive mor end jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig.

Nu er et nyt år i gang og min appetit på livet har aldrig været større end den er nu, så jeg er sikker på at det bliver et fantastisk år med mine mænd.

7 Comments:

At 11:53 AM, Blogger Spirren said...

Godt Nytår til dig søde....

Ja den ubetingede kærlighed til dette lille menneske er ubeskrivelig og så vildt.

Herhjemme kom vi først igang med s(e)x livet igen efter et par måneder. Men for pokker da, ventetiden var alle pengene værd :-)

Hvor er det dejligt at høre, at du er så glad for livet, og alt det det byder dig:-)


Stort nytårsknus

 
At 7:23 PM, Blogger Frandse said...

Hvor er det dejligt at læse at du bare er så glad og syntes det er skønt.

Super godt nytår

 
At 11:22 AM, Anonymous Anonym said...

Eh, jeg kan da godt lige blive lidt misundelig over at så herligt og nemt moderskabet falder dig. Stort tillykke med det. Og godt nytår. Det bliver et rigtigt spændende år!

 
At 1:43 PM, Blogger LOK said...

Eejj bliver lige lidt misundelig. Men hvor er det bare skønt at høre, det går så godt for Jer.

Godt nytår!!
Knus Lok

 
At 4:44 PM, Blogger Frøkenhat said...

Hvor lyder du glad. Skønt. Godt nytår til dig og familien.

 
At 5:52 PM, Anonymous Anonym said...

Hvor er det bare rigtig dejligt for jer :o)

 
At 9:37 PM, Anonymous Anonym said...

blablabla

 

Send en kommentar

<< Home