Sikke det går

Junior har nu tage 450 gram på på en uges tid. Så det går bare storartet. Sundhedsplejersken var super tilfreds med ham - men han nåede også at give hende et blændende smil - charmetrold. Han er lige begyndt at smile, det er bare så dejligt!

Forældrene har det også godt. Jeg er meget forundret over at det er gået så nemt indtil videre. Jeg havde frygtet at Junior ville fylde så meget hos mig, at jeg ville være irriteret på min mand, eller ikke have brug for ham. Men jeg synes kun at jeg elsker ham endnu mere nu. Selvfølgelig er der situationer hvor vi kan være lidt kort for hovedet overfor hinanden, det kan nok ikke undgås med søvnunderskudet, men alt i alt føler jeg mig nærmest nyforelsket i min mand.

S(e)xlivet er jeg lidt bange for at genoptage. Jeg blev syet en del efter fødslen og tør slet ikke mærke efter dernede. Det er ikke lysten der mangler, men derimod modet og så selvfølgelig et tidspunkt hvor Junior sover og vi begge er friske.

Nå, jeg må løbe!