Moderskab

Til min post "Happy new year" skrev Rikke:

Eh, jeg kan da godt lige blive lidt misundelig over at så herligt og nemt moderskabet falder dig. Stort tillykke med det. Og godt nytår. Det bliver et rigtigt spændende år!

Det satte en masse tanker i gang: Har jeg pyntet på sandheden, eller falder moderskabet mig nemt?

Jeg havde faktisk ikke tænkt sådan på det, før Rikke skrev til mig, men ja, moderskabet falder mig åbenbart nemt. Og hvad skyldes det så?

Jeg har sat mig grundigt ind i hvad graviditet og småbørn var for noget inden jeg blev gravid. Der står mange steder at man skal stole på sig selv og sine instikter og at man som mor kendte sit barn bedst og skulle gøre hvad man følte var rigtigt. Det troede jeg ville være fjernt fra mig. Jeg ville helst have en manual eller i hvert fald følge andre menneskers råd. Men så banker virkeligheden på, og pludselig opdager jeg at ja, det ER mig, der kender Junior bedst, og det ER mig som ved hvordan han skal håndteres bedst. Sundhedsplejersken er for mig en jeg kan spørge om ting, men hendes ord er ikke lov, og hvis jeg synes noget virker, så ændrer jeg det ikke bare sådan uden videre.

Men hvor kommer denne sikkerhed fra?

Allerede under graviditeten var Junior meget virkelig for mig. Jeg passede på ham og følte ham som et barn. Da han så blev født var det bare fortsættelsen af dette forhold. Så på sin vis føler jeg at jeg har kendt mit barn i snart et år og ikke 1 1/2 måned som der står på fødselsattesten.

Vi havde en hård start med en dårlig ammeoplevelse, men jeg bed mine sårede følelser i mig og fokuserede på hvad der var bedst for Junior og mig og oplevede lynhurtigt at mit valg fik Junior til at trives. Og han trives stadig.

Derudover lod jeg Junior sove på mig i starten, da han slet ikke kunne lægges ned i sin vugge. Jeg var meget i tvivl om det var det rette at gøre, om jeg burde insistere på at han sov i sin seng. Men nu er jeg bare så lykkelig for at jeg lod ham have den tryghed, når nu det viser sig at han slet ikke var mæt og derfor var meget ulykkelig.

Så mine oplevelser indtil videre er at ja, jeg kan sgu godt finde ud af at være mor, og jeg har fået en utrolig dejlig, rolig og tryg dreng ud af det.

Og så er der selvfølgelig endnu en stor stor faktor. HELD. Jeg har været og er utrolig heldig. Mage til roligt barn skal man nok lede længe efter. Han er bare så sød. Han græder stort set kun når han er sulten. Der er selvfølgelig nogle problemer med maven, det kan åbenbart ikke undgås, men nu ved vi hvornår de optræder og hvordan han reagerer, og vi har også mulighed for at hjælpe ham lidt.

Det at han er så nem og glad betyder også at når han piver reagerer vi med det samme. Vi ved jo at han aldrig piver uden grund. Det betyder også at han aldrig når at græde længe, så han når aldrig at føle sig alene, og derfor græder han måske også mindre?

Men efter lange overvejelser er jeg nået frem til, at den vigtigste grund nok er, at Junior har lært mig at leve i nuet. Jeg lever ikke længere for den næste scanning, den næste ferie eller den næste weekend for den sags skyld. Hver dag med Junior er en gave. Og hver dag er en dag som aldrig kommer igen. Jeg nyder nyder nyder min lille baby. Hver eneste dag byder på nye glæder og jeg har slet ikke travlt med at de skal gå. Jeg glæder mig dog til han bliver større og mere selvstændig, så jeg har heller ikke travlt med at fastfryse tiden. Jeg nyder den bare.

Det er også første gang i laaaang tid at jeg ikke skal noget. Jeg skal bare stå op hver dag og tage mig af min lille familie. Jeg skal ikke performe og være alt muligt fantastisk. Der er ingen eksamener og ingen deadlines. Jeg har bare lov til at være. Jeg har aldrig haft sabbatår. Det var direkte fra skolen til gymnasiet til universitetet til jobbet. (Ok, jeg var arbejdsløs i 7 uger, men dem nåede jeg ikke engang at nyde, da jeg havde gang i iui og operation og jobansøgninger...)

Samtidig er jeg på et punkt i mit liv, hvor alting bare er perfekt. Kan jeg så være andet end lykkelig, og kan moderskabet så næsten opleves som andet end nemt? Der ER da selvfølgelig problemer. Det er drønhårdt og specielt søvndelen er hårdt at sluge for et inkarneret B-menneske som mig. Men jeg er ikke bange for at bede om hjælp, og da jeg har mange venner med børn jeg kan trække på, og ikke mindst nogle fantastiske svigerforældre, som virkelig hjælper meget, så er det også med til at hverdagen bliver nemmere.

At Didrik så er en klippe af dimensioner gør det jo heller ikke værre. Han er også vant til at tage sig af mig, da jeg grundet endometriosen har haft mange sygedage i vores tid sammen. Og det har også gjort sit til at jeg er så god til at bede om hjælp. Det betyder også at det er naturligt for Didrik at tage sig af os, og ikke bare holde på at det er mig, der har barsel, og ham som arbejder. Han tager helt klart også en stor del af slæbet herhjemme, og så er han også helt skudt i Junior.

Jeg har tænkt på om jeg fremstiller det hele så rosenrødt, fordi jeg ikke vil tillade mig selv fiasko. Når nu vi har kæmpet så længe for at få Junior ville det være oplagt at jeg ikke ville tillade mig selv at være andet end lykkelig, når nu det lykkedes, så det ville være en facade meget af det. Jeg har virkelig prøvet at føle efter, men nej, jeg tror ikke at det er årsagen. Jeg tror heller ikke at den ville gå særlig længe.

I dag skiftede jeg Junior, og bagefter hyggede vi lidt. Jeg sagde fjollelyde og han grinede over hele femøren. Det trak tårene frem i mine øjne. Glædestårer.