Barndommens gade

Jeg havde engang i tidernes morgen besluttet at denne blog ikke skulle handle om min egen barndom, men nu har jeg ligesom lettet lidt på låget, ved at begynde at skrive om mine forældre, og så kan jeg måske lige så godt få analyseret lidt videre på det. Hvem ved, måske kan jeg nå endnu længere, når jeg putter mine tanker på skrift og ikke nøjes med at tænke dem.

Til mit sidste indlæg bliver det foreslået at jeg forsøger at guide mine forældre lidt. Lade dem forstå at jeg gerne vil have at de får et tættere forhold til Junior. Men jeg tror faktisk at hunden ligger begravet lige her omkring. Jeg ønsker egentlig ikke at de får det tætte forhold. Eller dvs. det gør jeg måske nok, hvis det lå lige for, men jeg har absolut ingen intentioner om at investere mere af mig i deres liv. Koldt?? Måske.

Jeg har længe ikke rigtig for alvor kunnet forstå hvorfor min barndom har pint mig sådan. Hvorfor gå og føle sig ulykkelig til tider over noget, som er forbi, og som måske ikke var så slemt... Men så læste jeg en artikel i Mama, omkring at skælde børn ud. Og pludselig gik det op for mig at artiklen havde fuldstændig ret. Det er det samme som vold, at skælde ud. Det er nedværdigende, og børn har ingen mulighed for at kapere det. De har ingen forsvarsmekanismer, og når skældud'et så samtidig kører på "far er ikke sur, far er skuffet", så er et lille barn fuldstændig magtesløst.

For nogle år siden fik min lillesøster en depression. Vi talte i den periode meget om vores barndom. Vi har altid været allierede. Jeg har svage erindringer om to små piger, der sad og trykkede sig ind mod hinanden på deres værelse, mens faren skældte ud så det bragede og morens tårer kunne høres ind imellem. Og det er vi vel sådan set stadigvæk. Det der overraskede mig meget gennem hendes depression var alt det vi havde glemt (fortrængt formentlig). Hun havde tydelige erindringer om forfærdelige episoder, som jeg havde glemt alt om, og omvendt. Hun havde glemt ting, som jeg ikke troede at man kunne glemme. Så jeg ved i dag, at mine erindringer kun udtrykker dele af sandheden.

Lad mig eksemplificere min barndom. Da jeg skulle konfirmeres skulle jeg i kirke et eller andet antal gange. I en weekend havde jeg fået lov til at sove hos en veninde, og så var planen at vi om formiddagen skulle tage i kirke, min far ville møde os der, og jeg kunne så tage med ham hjem. Om morgenen finder vi dog ud af, at vi ikke rigtig har lyst til at tage i kirke. Så jeg ringer hjem i god tid inden, og fortæller min far at vi ikke tager i kirke, men jeg bare kommer hjem til samme tid som ellers.

Da jeg kom hjem var helvedet brudt løs. Jeg havde svigtet min far og blev skældt hæder og ære fra. Jeg kan stadig ikke se, hvad der var så forfærdeligt. Så kan jeg huske et ophold hvor min mor og jeg går med hunden, og min mor siger, at "ja, far overdriver jo lidt, men det bedste du kan gøre er at sige undskyld til ham". "Undskyld?!?!?! Jamen, for hvad? Jeg ringede hjem. Der er masser af tid til konfirmationen, vi når nok alt det kirkehalløj, og HVAD ER PROBLEMET EGENTLIG". "Jaja, det ved jeg godt, men jeg synes at du skal sige undskyld til far, så skal det hele nok gå".

Og så kan jeg huske at stå i døren til stuen og kigge ind på min far, som er rygende arrig. Jeg kan huske at gå hen over gulvet og mumle "undskyld", og at tårerne står ud af øjnene på mig, fordi jeg synes at det er så uretfærdigt at JEG skal undskylde når det er ham, der skaber en situation ud af ingenting. Min far forvandler sig til en glad og rar far. Tager mig på skødet, trøster mig (han tror at jeg græder fordi jeg er ked af hvad jeg har gjort), og så er alt godt igen.

Men hvad så i dag. Hader jeg mine forældre? Egentlig ikke. Og dog. Da jeg var lille syntes jeg at min far var ondskaben selv, nogle gange. Andre gange var han sød og rar, det gjalt om at kunne læse ham, når han kom ind ad døren. Min mor havde jeg medlidenhed med, fordi han også var streng overfor hende. Men idag har det hele vendt sig i mit hoved. Jeg har egentlig mest af alt ondt af min far. Han har fået en opvækst fuldstændig som den han har givet os. Og jeg VED at han elsker os, og på sin egen mærkværdige vis har gjort det så godt som han kan.

Min mor derimod er en anden sag. Jeg kan ikke forstå at man som mor bliver i et ægteskab som er så giftigt for ens børn og en selv. Men jeg ved godt hvorfor hun har gjort det. Min far har en fin stilling, har altid kørt fine biler, og vi har boet i fine huse. Hvorfor ødelægge alt det???? Så er det vel bedre at fortælle sig selv at alt er godt, så man ikke skal give afkald på sine materielle goder. Det er muligt at jeg fejltolker hende, men nu kender jeg hende efterhånden rimelig godt, og jeg er næsten helt sikker på at det er hendes bevæggrunde. Og det synes jeg er utrolig usympatisk. Jeg har ikke ord for alle de gange jeg har ønsket, de skulle skilles så jeg ikke behøvede at være sammen med min far hver dag. Alle de gange jeg har tænkt på at tage mit eget liv og skrive et selvmordsbrev, som kunne åbne deres øjne.... (Ok jeg var teenager, det er måske ikke så unormalt at flirte med sådanne tanker.)

Og hvad så nu? Mine forældre er sådan set ok at omgås, men ikke super hyggelige. Og jeg kan nok heller ikke rigtig ryste fornemmelsen af at være i et fængsel, når jeg besøger dem. Jeg ved at det er deres tab, hvis de ikke magter at få et godt forhold til Junior og os, og jeg ved at jeg kan klare mig ganske udmærket uden dem. Så på mange måder føler jeg mig meget afklaret. Jeg føler ikke at jeg bærer nag, men det kan selvfølgelig godt være, at det at jeg har skrevet dette indlæg er et bevis på det modsatte. Nå, det er vel sådan set lige meget. De får i hvert fald ikke lov til at formørke flere år, måneder eller dage af mit liv, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Og det har jeg jo heldigvis.

Nu er Junior vågnet fra sin lur. Han er lidt sløj i dag. Termometret viste 37,5 grader, så jeg er lidt spændt på, hvordan vi klarer dagen. Jeg er vist også lidt sløj. Har allermest lyst til at lægge mig ind under dynen med en god bog eller foran en eller anden serie i fjerneren.