Arbejde og pasning

I går fik jeg et meget venligt brev med en vuggestueplads til Junior om 2 måneder. Det er jo for så vidt meget godt. Men det gav altså også en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Nu skal vi snart ud i verden - hver vores vej. Jeg skal tilbage på min arbejdsplads, og han skal ud og lege med andre børn, og passes af andre voksne. Suk....

Men jeg vidste det jo allerede i tidernes morgen, da vi begyndte at prøve at få et barn: En dag bliver de så store, at de ikke længere skal hænge i deres mors skørt, og jeg havde aldrig planer om at blive hjemmegående husmor.

Jeg vil dog forbeholde mig retten til ikke at glæde mig, og til at nyde vores to måneder sammen i dette paradis, som jeg er så uendelig heldig at befinde mig i. Og mon det ikke fortsat bliver meget godt, bare på en anden måde?