Absence makes the heart grow fonder

Det var egentlig ikke helt denne overskrift jeg havde i tankerne, men nu blev det sådan. Jeg har været væk fra min lille skat. Igen. Og hvor er det dog rædselsfuldt. Men samtidig lidt rart. Og rædselsfuldt at komme hjem og opdage at han endnu engang har lært noget nyt, uden at jeg var der til at se det første gang. Nu kan han trække sig op at stå f.eks. ved at hive i ryggen på sofaen.

Jeg havde fundet et spændende kursus, som jeg følte var meget relevant for mit arbejde, og spurgte min chef om jeg kunne tage på det selvom jeg var på barsel. Dengang tænkte jeg at Junior jo er stor nu og at jeg sagtens kunne være væk fra ham i to døgn. Men det er slet ikke sjovt.

Samtidig har jeg dog opdaget, at jeg nu har en ny styrke i mit liv. Undervejs på kurset skulle jeg fremlægge vores gruppes resultater, og mens jeg sad og gruede for det og sprogvanskeligheder osv, behøvede jeg blot at tænke på Juniors smil og så var jeg fuldstændig afslappet! Det er dejligt at vide at han ikke kun er et savn for mig, når jeg er væk fra ham, men samtidig giver mig glæde.

Det var også skønt at få trænet de små grå. Jeg vidste det faktisk ikke inden, men man kan sagtens have ammehjerne selv uden amning. Det handler vist bare om at verden bliver indskrænket (og samtidig udvidet) til "kun" at handle om baby. Og det er jo en berigelse i sig selv, men i bund og grund betyder det, at andre emner falder i baggrunden. Ammehjerne. Jeg er nu glad for at have haft denne generalprøve på tilbagevenden til arbejdslivet, og jeg kan mærke at jeg har masser af ideer til mit nye job, og masser af mod på det. Samtidig ville en del af mig dog ønske at jeg kunne gå hjemme til evig tid, eller i hvert fald indtil Junior starter i skole - eller gymnasium eller hvad det nu bliver til. Jeg er vist sindsyg. Men jeg ved at det bliver godt for os alle tre, når vi kommer ud i vores institutioner. Jeg ved at min mand glæder sig til at slippe for os. Eller også siger han det kun for at drille.

Det er fantastisk at opleve hvordan kærligheden vokser og vokser. Ikke så meget mig. Jeg tror at moderkærligheden var der fra start af, og jeg føler bare en bekræftelse på disse følelser overfor Junior. Men Didrik virker mere og mere forelsket i vores lille spire. Han nyder virkelig at tumle med ham, og faderkærligheden bobler lige under overfladen. Han er meget stolt af vores lille søn.

Og apropos lille, så er han stadig temmelig stor. Jeg har funderet over, hvorfor jeg sagtens selv kan kalde Junior for fed, eller Didrik kan gøre det, og jeg synes bare at det er sagt kærligt og uden fordømmelse, men jeg bliver så gal indeni, når min mor eller far siger til andre, at han er fed. "Solsikke, din søster siger at Junior ikke er fed, blot er stor og velproportioneret, men det passer jo ikke, han er fed". Så kan jeg ikke lade være med at nævne noget med vækstkurver som passer sammen, og at små børn ikke kan være fede med slet skjult vrede i stemmen. Men normalt bruger jeg det jo selv. Det er jo fuldstændig åndsvagt. Jeg må vist prøve at lade være med at dæmonisere mine forældre sådan. Måske er de ikke helt så slemme, hvis jeg ikke prøver at gøre dem slemme. Der er vist ikke meget tålmodighed på den front.

Nå, alt det rejseri har virkelig sat min liv i perspektiv. Resultat? Jeg er lykkelig. Helt godt gammeldaws lykkelig helt ind i knoglerne. En tanke på Juniors smil og jeg smiler selv. Jeg elsker vores nye hus og alle de muligheder det giver os i fremtiden, samt fremtidige legekammerater til min lille skat. Endnu vigtigere, så ved jeg at Didrik og jeg er the real deal, og det glæder mig at kunne give min søn det privilegium at vokse op i et hjem fyldt med kærlighed uden skjulte dagsordener og hadefulde forældre. Jeg har et skønt job som i hvert fald en del af mig glæder sig til at vende tilbage til. Og så alt det andet. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig mere i mit liv ligenu.