Moderskab vol. II

Jeg sad og læste lidt i mine gamle indlæg og faldt over et, jeg skrev da Junior var ganske ny om min holdning til moderskab. Nu er det vist på tide at reflektere over det igen.

Junior er meget mere selvstændig nu. Han kan stå selv op af ting. Han kan sidde uden problemer og derfra komme omkring ved hjælp af maven-møven, en smule kravlen og en hel del stædighed. Han har fået en lille tand, og er ved at øve sig i at bruge den. Han kan selv spise rugbrødsstykker, rosiner, sutte på skiver af nektariner og agurker, og næsten lide hvad som helst vi giver ham på ske. Han drikker flot af glas, når vi holder det, og har næsten fået styr på sin tudkop. Han pludrer løs, er begyndt at krable rundt, når han bliver skiftet, og han elsker at se sig selv i spejlet.

Kort sagt sker der sindsygt meget med Junior og han er slet ikke en lille baby, der sover i arm. Han gider faktisk overhovedet ikke at sove sammen med os længere, og sidde på skødet dur kun, hvis man tumler med ham.

Jeg synes at det er fantastisk. Han er stadig kærlig. Elsker at kysse, "næse" og kramme. Og nu virker det som om han er så bevidst om sig selv og sine omgivelser at han selv vælger at være kærlig. Det er SÅ skønt når han sender et af sine dejlige smil til én, og putter sit ansigt helt tæt til mit, mens han har et barylerglimt i øjet og helt sikkert tænker på at mors næse ville se pænere ud oppe i panden.

Jeg trives med at have en tumling!

Slangen i paradiset er mit temperament. Når Junior ikke lige gider at spise den mad jeg har lavet til ham, eller vil alt for tidligt op om morgenen, så har jeg desværre ikke meget tålmodighed med ham. Jeg synes helt klart at det er det, der er sværest ved morrollen. Han gør jo absolut ingenting for at genere mig, men det kan jeg godt føle og reagere på. Som regel har jeg den luksus at jeg kan overlade ham til faren og selv køle af. Så ser jeg hurtigt at det er mig, som er helt gal på den, og får omstillet mig, så jeg kan møde ham med et stort smil og alle bliver glade igen.

Der var en dag, hvor jeg var virkelig ked af det, og reagerede meget negativt. Jeg skulle tage en beslutning hurtigt, og var mildest talt meget oprørt. Det havde intet med Didrik og Junior at gøre, men de var hjemme, og jeg gik rundt i et småhysterisk anfald. Da jeg endelig faldt ned og smilede til Junior og havde fået taget min beslutning, så kommenterede Didrik at det var godt at mor var glad nu, for Junior var helt bekymret. Og ganske rigtigt, han var ikke godt tilpas ved at jeg opførte mig så dårligt. Han kunne tydeligt mærke at noget var galt, og var vel på en eller anden måde bekymret for om det havde noget med relationen mellem os to at gøre. Det var noget af en lærestreg! Jeg ønsker ikke at gøre Junior usikker, og slet ikke at lade ham tro, at han gør noget forkert. Så jeg prøver prøver prøver at tøjle mit temperament. Til mit forsvar vil jeg også sige, at det som regel er i pms-perioder at det ikke lykkes mig, og at jeg som regel har alverdens tålmodighed overfor Junior.

Måske det ikke gør så meget, at Junior kan se, at hans mor er et menneske med fejl? Ikke at det berettiger mig til at opføre mig forkert, men jeg behøver måske ikke at slå mig selv så meget oveni hovedet med de enkelte episoder?

En anden slange er vuggestuen og arbejdet. Jeg har ikke rigtig lyst til at sende Junior ud i verden og afbryde paradiset. Samtidig glæder jeg mig lidt til at se hvordan han tager det. Jeg tror at han kommer til at nyde at der sker så meget mere i hverdagen, men jeg tror at det bliver tomt at tage på arbejde og vide at de næste 8 timer handler det overhovedet ikke om Junior. Det er det, jeg frygter. Han skal nok glemme mig, men jeg kan ikke bare glemme ham 37 timer om ugen.

Men sådan har de fleste det jo. Og mon ikke at vi klarer det i fin stil? Jeg glæder mig bare over at se hvordan Junior udvikler sig dag for dag, og er så stolt af ham.

Men tilbage til moderskab. Jeg tror egentlig at jeg på nogle punkter er en atypisk mor. Junior er meget knyttet til sin far, farmor og farfar. Jeg har slet ikke monopol på ham. Og det synes jeg er fantastisk! Jeg tror på at hans liv er rigere, fordi han har 4 mennesker så tæt på sig, i stedet for 1 eller 2. Samtidig ER jeg hans mor, jeg synes bare at der skal være plads til at andre kan give ham kærlighed og stimulere ham, for det er meget tydeligt at vi er 4 meget forskellige mennesker og at han nyder samværet med os alle. Han er en meget social lille fyr, og det er bare så skønt at han ikke kun vil sidde i mors skørt og kigge ud på verden, men at han er der. Klar til at hive sig op af den første den bedste radiator i sine stærke arme, og en af dagene lykkes det nok også. Jeg beundrer hans gåpåmod og stædighed, som sjældent kammer over i hysteri, når noget ikke lykkes.

Jeg har været væk fra ham. Det var ikke sjovt, mens det stod på, men jeg er stolt af at sige, at jeg havde 100 % tiltro til Didrik. Jeg tænkte ikke et sekund at Junior havde det værre fordi jeg ikke var der. Jeg ved at han ikke på nogen måde har lidt overlast, og jeg ved også at jeg i mit job uværgeligt vil være nødt til at rejse fra tid til anden, og om jeg gør det nu eller om et, to eller tre år, gør ingen forskel. Det er formentlig værre for ham, når han er lidt større. Det er lidt svært at formulere, men jeg mener vist bare, at jeg er nødt til at kunne være væk fra ham, og jeg er stolt af at jeg kunne, uden at blive bekymret. Jeg var blot ked af at skulle undvære ham. Men jeg savnede jo også Didrik.

Det blev lidt rodet, men then again, det gør det vel egentlig altid?