5 måneder

Så er min dejlige søn allerede blevet 5 måneder gammel og i dag står den på lægebesøg og vaccination.

Han er nok verdens nemmeste baby. Og som tiden går synes jeg at han bliver nemmere og nemmere.

Lige nu står nok mest i skemadens tegn. Efter nogle gode dage med gulerodsmos og kartoffel-/gulerodsmos, prøvede vi at vende tilbage til grøden, denne gang risgrød. Det gik over al forventning, og endnu engang spiste han hele portionen, da han først kom i gang. Han er vist lidt af en grovæder.

Vi er også begyndt at give ham vælling om aftenen i stedet for mælk. Der er jo nogle fordele i flaskebørn, f.eks. at vi ikke skal bekymre os om en flaske vælling ødelægger amningen.

Billedet er i øvrigt ikke helt nyt. Det er nok en måneds tid gammelt, men han ligner stadig - håret er dog langt om længe begyndt at vokse lidt. Sært som jeg ikke rigtig har nogle billeder af ham uden statister.

Hvordan går det ellers med hans udvikling? Han kan trille, men han gør det yders sjældent. Hvis han er sur om natten, så triller han altid om på maven, men ellers gør han det ikke rigtig. Vi øver det lidt, nogle gange synes han at det er sjovt, andre gange bliver han forskrækket over at verden vender den anden vej.

Han er blevet meget mere stiv i kroppen og kan nu sagtens sidde eller stå op med hjælp fra en støttende forældre. Vi er i gang med at øve højstol, og han kan godt sidde i den, hvis han holder sig oppe med hænderne, men det glemmer han tit. Så det er stadig mest skråstol, hvis vi f.eks. vil spise og han bare skal kigge på.

Svingture ELSKER han. Det er lidt hårdt når han er så stor som han er, men det er ganske givet god træning. I det hele taget er alle lege hvor man ryster hans arme, prutter ham på maven eller hopper med ham i skødet virkelig et hit for tiden. Det er skønt at have sådan et tumlebarn!

Søvnen går det også godt med. Han er inde i en lidt mærkelig periode med sine dagslure. Åbenbart vil han gerne have to relativt lange lure; en der starter mellem klokken 8 og 10 afhængig af hvor godt han har sovet om natten, og den næste når han har været vågen i 2-3-4 timer. Det undrer mig at han er så uregelmæssig. Det er ligesom om at han nogle gange glemmer at han er træt, hvis f.eks. far er hjemme og vi skiftes til at underholde ham. Hvis han kan ligge og hygge lidt med sutten (han kan tage den ind og ud selv, det kan han gøre i lang tid af gangen) mens vi synger for ham eller andet afslappende, så kan han generelt holde længe. Efter skemåltiderne plejer han at blive meget træt meget hurtigt. Det er vist noget helt nyt spændende og hårdt noget, vi har introduceret ham for.

Om natten kommer han i seng mellem klokken 19 og 21 - det er yderpunkterne, men det plejer at være ved 20-tiden. Så sover han typisk til mellem 3 og 4 og får sig en flaske. Han falder som regel nemt i søvn igen, og sover til klokken 5-6 tiden. Som regel kan han ligge og snakke og hygge indtil ved 6-tiden, hvor han som regel begynder at kalde på os, men vi har haft nogle morgener der startede før det, og det synes jeg ærligt talt er for tidligt. Det var dog inden vællingen. Så forhåbenlig er det et overstået kapitel. Egentlig er klokken 6 ok, nu hvor han ikke vågner så meget om natten længere. Der er nætter, hvor jeg måske kun giver ham sutten 1 eller 2 gange og han kun spiser 1 gang. Så er det altså ikke så slemt længere. Men der er stadig nætter, hvor jeg måske ikke liiige falder i søvn, og han så småklynker lidt i længere perioder OG skal skiftes en time efter han har spist OG skal have skiftet tøj, og så synes jeg at det er lidt hårdere. Men generelt går det rigtig godt. Det er utroligt så meget det betyder at få sin nattesøvn. Men så igen, det er jo et velkendt torturmiddel at forhindre folk i at sove, så det er jo nok rent objektivt set utrolig ubehageligt.

Junior er meget social. Han elsker at have masser af folk omkring sig, og han skal gerne charme alt og alle med et særligt smil kun til ham eller hende. Han er en lille filur.

Han har nogle super gode bedsteforældre på sin fars side, mens moderens forældre ikke har opnået den store plads i hans hjerte. De irriterer mig faktisk helt vildt. Det er måske meget almindeligt, at man skal have konflikter med sine forældre, når man får børn, men kontrasten mellem mine svigerforældre og mine egne forældre er bare enorm. Og så bliver det virkelig udstillet hvor ringe de er.

Det mærkelige er, at min mor har glædet sig til børnebørn i årevis. Hun har været møgirriterende faktisk, med alle sine slet skjulte hentydninger. Og min far er utrolig børneglad. I hvert fald små børn. Og alligevel virker de nærmest uinteresserede i Junior (som er deres første barnebarn). De kommer tit forbi og "ser" ham. Men det er også det hele. Min mor har aldrig taget initiativ til at skifte ham eller lege med ham. Hun har prøvet at holde ham, men som en lille baby, hvilket han ikke fandt sig i, han skal helst være oprejst. Og så opgav hun. Så hun "ser" bare på ham, når hun er forbi. (Ok, hun har én gang spurgt om hun måtte give ham en flaske, og det lykkedes da også fint.)

Min far vil enormt gerne holde Junior indtil vi skal spise eller andet. Så skynder han sig at give ham fra sig. Desuden er Junior jo tung. Så efter 1 min sætter min far sig ned, helt stille, hvilket Junior slet slet ikke gider. Han skal som et minimum gås med, og hvis man vil sidde ned, skal man hoppe med ham eller andet. Muligvis lege med noget legetøj. Man skal ikke bare sidde på sin flade foran en computer eller i samtale med andre. Så resultatet er at Junior begynder at græde, min far mumler at "børn godt må græde", jeg tager ham tilbage, og vupti er Junior glad igen. Behøver jeg at nævne at min far heller aldrig har taget initiativ til skiftning eller andet? Og behøver jeg at nævne, at når man er nybagt forælder orker man ikke gæster som skal underholdes, have kaffe osv.?

Hver gang mine svigerforældre var forbi (specielt i starten) havde de mad med til os. De hjalp med det praktiske med Junior OG tilbød at lægge tøj sammen og rydde op i køkkenet. Nogle gange havde de endda mad med til dagen efter. Jeg kan huske en gang da Junior har været en uges tid gammel, at jeg endda kunne lægge mig ned og sove et par timer, fordi jeg vidste at alt var i sin bedste orden, Junior havde 3 kompetente voksne omkring sig og ingen af os skulle bekymre os om madlavning og oprydning. Se DET er hjælp! Og det er SÅ tiltrængt, særligt i starten. Mine forældre kom bare forbi - sad og drak kaffe med os mens Junior sov (og jeg drømte om at kunne sove med) og gik igen, uden at have løftet en finger for at hjælpe med noget som helst.

Nå, det blev lidt for meget om dem. Det fylder bare en del hos mig for tiden. Måske forlanger jeg for meget. Men det undrer mig bare. På en måde virker det som om Junior er et "trofæbarnebarn". Nu kan de endelig snakke med når deres venner taler om børnebørn, og nu har de også nogle billeder som de kan vise frem. Og det er åbenbart det. De har også talt om at købe et eller andet fancy bilsæde, men som det er lige nu kunne jeg ikke drømme om at overlade Junior alene til dem i et sekund, så de har intet behov for et sæde til ham i bilen. (Nu er det ikke fordi jeg ikke får Junior passet - farmor og farfar har passet ham flere gange i flere timer af gangen.)

Tilbage til Junior. Han er begyndt at være glad for at ligge på maven. Og han er også god til det. Nu kan han løfte sig helt op i strakte arme, og endda nogle gange lege lidt med legetøj. Hans finmotorik har virkelig også fået sig et løft på det seneste. Han har helt styr på sutten, og han elsker også rangler og sine små dyr, som nu bliver vendt og drejet og undersøgt.

Han græder stadig meget lidt. Heldigvis. De få gange i hans liv, hvor han har grædt i længere tid, har været forfærdelige. Jeg forstår slet ikke at man kan holde til at have kolikbørn, og jeg føler mig så uendelig priviligeret at jeg så få gange har skullet høre mit barn være ulykkeligt. Jeg har så meget medfølelse med forældre, som kæmper med grædende børn. Mit hjerte går i stykker når han er ked af det.

Alt i alt føler jeg mig bare så heldig at det lige blev Junior, som skulle blive vores barn. Og det forpligter. Vi skylder ham at være de bedste forældre vi kan være. Og det vil jeg så bestræbe mig på. Jeg ved at jeg har fejl, men jeg prøver at undgå at begå nogle sammen med Junior. Samtidig er det menneskeligt at fejle, og Junior må gerne se at vi alle er mennesker, men jeg vil bestræbe mig på at være en mor han kan holde af og stole på.

En dag i en mors liv

Natten til søndag var helt imponerende. Den lille vågnede først klokken 3 - ikke et kvæk inden da. Han fik sutten og sov til klokken 4. Så spiste han, og sov til klokken 5.15, hvor maven drillede. Efter bleskift og forsøg på sovning blev det opgivet, og vi hyggede alle 3 inde i dobbeltsengen til omkring klokken 7. Så var det tid til lillemandens morgenmad, og bagefter kunne vi andre spise morgenmad.

Når man vågner så tidligt er det også tidligt tid til lur. Så blev Junior puttet i barnevognen og vi gik en tur. Efter en halv time var vi hjemme igen, og sørme om ikke Junior var vågen. Så hyggede vi videre, mens de halvsløje forældre sad og drak te og kiggede ferieboliger på nettet. Junior var i højt humør og fik både trillet lidt med hjælp og leget med sit legetøj.

I den næste lur ville vi gå en lang søndagstur, men efter ca. tre kvarters tid vågnede den lille. Han var dog i fint humør og vi trillede hjemad. Da han ikke var faldet i søvn i løbet af det kvarter det tog, måtte han jo op, selvom han plejer at sove flere timer midt på dagen.

Jeg besluttede at det var tid for noget grøntsagsmos. Junior har ellers kun prøvet grød med begrænset succes. Vi havde kun gulerøder, så valget var nemt. Efter at have kogt dem i de angivne 15 minutter var de dog slet ikke så nemme at mose, så jeg var lige ved at erklære det en fiasko, give op og give Junior en flaske, men besluttede at selvom der var "klumper" i, så var de meget bløde, og far gik i gang med at fodre den lille. Det var en drønende succes. Det endte faktisk med at vi løb tør for mos - de tre gulerødder blev henholdsvis konsumeret og smurt ud over far og baby. De hyggede sig helt vildt, og den lille virkede nærmest skuffet da det var slut. Så fik han en flaske med den halve mængde af normalt, og så gik far og søn i bad.

Efter badet fjollede vi lidt på det varme badeværelsesgulv og Junior snakkede i vilden sky med klinkerne og hvad man ellers lige kunne se, når man lå på gulvet.

Far og mor fik sig også en bid frokost, mens Junior sad i skråstol, og så var han ellers også bare TRÆT. Det var jo en lidt mærkelig dag, med meget lidt søvn og mange nye aktiviteter. Så ud i barnevognen igen. Far trillede et par gange frem og tilbage, og så sov Junior ellers som en sten.

Så kunne de stadig småsløje forældre drikke noget mere te, og sidde og reflektere over livet og almindeligheder. Efter et par timer begyndte vi nu at mene at han måske skulle komme op igen, så vi kunne få ham i seng om aftenen, og i det samme kvækkede det fra babyalarmen. Vi skyndte os at tage barnevognskassen ind, men han var jo slet ikke vågen endnu. Så der gik lige et kvarters tid med langsom opvågnen, inden vi rigtig fik sønnike at se igen.

Skråstol igen, mens mor og far spiste aftensmad, og efter maden blev jeg pludselig tilkaldt midt i min oprydning: Baby lå på sit legetæppe og fulgte far med store øjne, mens han spillede klaver. Han "sang" også meget fint med. Det var så dejligt at se. De hyggede længe, men på et tidspunkt var det selvfølgelig ikke længere nok for den lille, og vi havde en times tid, hvor han helst ville sidde på arm, inden han skulle sove.

En meget træt lille mand blev forsøgt puttet ca. 19.45, men han kunne ikke lige finde hvile, så først omkring 20.30 kunne jeg lukke døren indtil en sovende baby. Det foregik dog i fred og fordragelighed med en storsmilende og grinende Junior, som vist lige havde glemt hvordan man faldt i søvn. Men det lykkedes og kort tid efter gik forældrene også i seng.

(Billedet er fra dagen før, hvor vi tænkte at han da måske nok ville prøve at slikke på et jordbær....)

Søskende?

Så er vi tilbage fra en fantastisk ferie. Bittefyren klarede det bare så flot og moren er uendelig stolt af den lille. Desværre døjer han lige nu med noget hoste, men lægen har checket at der ikke er noget alvorligt galt med ham, så det går nok snart over.

Jeg har tænkt over en masse ting på ferien. Har faktisk nok de næste 10 blogemner klar at skrive om. Desværre mangler tiden. Men lige nu handler det mest om søskende.

Vi har brugt noget tid med et par med to børn. Den ene er 4 år og den anden 1. De er så forskellige som nat og dag, så det er virkelig svært at være en forælder med begge børn, ergo tager de det meste af tiden fra begge forældre. Samtidig vågner den lille klokken 5 hver morgen... Det sætter i relief hvor stor en forskel der er på et og to børn. Jeg har egentlig altid tænkt at jeg ville have 2 eller 3 børn, men nu hvor vi har Junior kan jeg slet ikke rumme hvordan vi skal have en god hverdag til at hænge sammen, hvis han skal være storebror. Jeg vil jo gerne være en god mor for ham.

Jeg er sikker på at kærligheden er der til to børn, men jeg er ikke sikker på at tiden er der. Jeg ved godt, at de fleste har to børn og klarer den, men jeg er ikke en Moderjord-type, som kan have tre spædbørn hængende på hoften mens jeg bager muffins. Har vist i det hele taget ikke bagt muffins siden folkeskolen...

Som jeg ser fremtiden lige nu bor vi tre i vores drømmehus med masser af plads til os alle tre, og alle de legekammerater som Junior kan ønske sig lige uden for sin hoveddør. Vi har stadig mulighed for at tage ud og rejse, og om føje år kan vi endda holde lidt mere aktive ferier, fordi Junior kan sidde i en vandrerygsæk, eller måske endda cykle lidt selv og sidde i cykeltraileren resten af tiden. Vi har begge masser af tid til at træne og se vores venner, og vi har tid til at prioritere bittefyren, så hvis bedstevennen flytter langt væk, kan vi stadig bruge nogle lørdage til at køre ud og besøge ham.

Måske ændrer det sig. Måske bliver jeg pludselig skruk igen og kan ikke forestille mig et liv uden endnu en lille ny - men jeg håber det ikke. For det liv jeg lige nu forestiller mig (og som virker realistisk) er bedre end noget liv jeg nogensinde har kunnet forestille mig - med masser af tid til de to mænd i mit liv. Samtidig frygter jeg at hvis vi skulle i gang med ivf igen, ville det endnu engang optage mit liv og mine tanker og tage tid og humør fra familien. Jeg ville ikke kunne bære at være en dårligere mor end jeg kunne være for Junior, fordi vi forsøgte at få en ny. Og tænk hvis det ikke lykkedes. Så skulle jeg affinde mig med at være "ufriviligt barnmanglende" i stedet for mor til et ønske-enebarn.

Jeg føler mig som nyforelsket i de to. Udviklingen med Junior går så hurtigt, og han griner og hygger sig så meget med mig, at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg er stjernen i hans liv, sammen med hans far, som forguder den lille fyr over alt på Jorden. At se de to sammen varmer mig dybt nede i hjertet.

Gad vide hvor mange der egenlig har det som mig? Har et barn på knap et halvt år og ser verden som perfekt, hvorefter de et par år senere ændrer mening og pludselig ikke kan undvære endnu en baby? Det er måske bare en fase?

Nu må vi se. Meget kan ske. Og man har jo altid lov til at have en mening til man får en ny.