Hverdag

Sikke tiden dog flyver. Det er ikke meget af min tid jeg bruger ved computeren, så når jeg endelig er der er jeg bagud med 4-5 mails som jeg først og fremmest prøver at besvare. Men nu er det vist på tide med en update herinde.

Vi har fået etableret et sovemønster som fungerer rigtig fint. Vi står op klokken 8 om morgenen. 1,5 - 2 timer senere er Junior blevet træt og han sover så en halv til en hel time. Middagsluren bliver fra omkring klokken 12-12.30 til 14-15. Om eftermiddagen tager han så igen en halv til en hel time afhængig af hvor meget han har sovet i de andre lure. Vi putter ham så omkring klokken 19-20 og han vågner så typisk 2 gange hvor han får mad inden klokken 8 om morgenen (gerne omkring midnat og omkring klokken 3-4 stykker). Vi er også begyndt at putte ham inden han falder i søvn. Så ligger han gerne og kigger lidt inden han falder i søvn, men finder sig fint i det. Så det er rigtig - rigtig dejligt.

Derudover er han rigtig god til at underholde sig selv. Ofte kan han ligge på sit aktivitetstæppe mens vi spiser frokost eller sidde i sin skråstol og kigge på os. Det er bare dejligt at få noget tid uden en baby på armen.

Når det så er sagt så putter vi stadig meget sammen. Nogle gange er det også stadig meget bedre at kigge på mors eller fars fjollede ansigter end aktivitetstæppet og så tager jeg mig tid til bare at hygge med ham. Og han sover stadig det meste af natten i sengen. Nu foregår første del af natten i liften. Efter første opvågnen sover han så som regel imellem os i sengen, og efter den sidste opvågning sover han oven på mig. Han sover tit uroligt mellem klokken 5 og 8, da maven driller ham der, og så er det dejligt at have ham så tæt på at jeg kan ae ham uden at behøve at vågne helt.

Jeg er også meget bevidst om at han skal have masser af kropskontakt. Dels fordi jeg ikke ammer ham, og dels bare fordi han er en lille baby.

Og så har jeg fået nok af at lade stå til. Vi har spist alt for usundt, og det kombineret med at jeg kun har fået motion bestående af gåture med barnevognen, betyder at jeg stadig har for meget på lår og mave. Så nu har jeg meldt mig ind i et fitnesscenter, og planen er at jeg skal gå til mave-baller-lår og spinning. Så burde jeg få styr på det igen. Desuden har Didrik og jeg besluttet at vende tilbage til de sundere spisevaner igen. Det bliver skønt. Jeg nyder allerede frugtskålen. I morgen er så første dag i centeret.

Nå, jeg havde egentlig meget mere på hjerte, men Junior er ved at vågne...

Moderskab

Til min post "Happy new year" skrev Rikke:

Eh, jeg kan da godt lige blive lidt misundelig over at så herligt og nemt moderskabet falder dig. Stort tillykke med det. Og godt nytår. Det bliver et rigtigt spændende år!

Det satte en masse tanker i gang: Har jeg pyntet på sandheden, eller falder moderskabet mig nemt?

Jeg havde faktisk ikke tænkt sådan på det, før Rikke skrev til mig, men ja, moderskabet falder mig åbenbart nemt. Og hvad skyldes det så?

Jeg har sat mig grundigt ind i hvad graviditet og småbørn var for noget inden jeg blev gravid. Der står mange steder at man skal stole på sig selv og sine instikter og at man som mor kendte sit barn bedst og skulle gøre hvad man følte var rigtigt. Det troede jeg ville være fjernt fra mig. Jeg ville helst have en manual eller i hvert fald følge andre menneskers råd. Men så banker virkeligheden på, og pludselig opdager jeg at ja, det ER mig, der kender Junior bedst, og det ER mig som ved hvordan han skal håndteres bedst. Sundhedsplejersken er for mig en jeg kan spørge om ting, men hendes ord er ikke lov, og hvis jeg synes noget virker, så ændrer jeg det ikke bare sådan uden videre.

Men hvor kommer denne sikkerhed fra?

Allerede under graviditeten var Junior meget virkelig for mig. Jeg passede på ham og følte ham som et barn. Da han så blev født var det bare fortsættelsen af dette forhold. Så på sin vis føler jeg at jeg har kendt mit barn i snart et år og ikke 1 1/2 måned som der står på fødselsattesten.

Vi havde en hård start med en dårlig ammeoplevelse, men jeg bed mine sårede følelser i mig og fokuserede på hvad der var bedst for Junior og mig og oplevede lynhurtigt at mit valg fik Junior til at trives. Og han trives stadig.

Derudover lod jeg Junior sove på mig i starten, da han slet ikke kunne lægges ned i sin vugge. Jeg var meget i tvivl om det var det rette at gøre, om jeg burde insistere på at han sov i sin seng. Men nu er jeg bare så lykkelig for at jeg lod ham have den tryghed, når nu det viser sig at han slet ikke var mæt og derfor var meget ulykkelig.

Så mine oplevelser indtil videre er at ja, jeg kan sgu godt finde ud af at være mor, og jeg har fået en utrolig dejlig, rolig og tryg dreng ud af det.

Og så er der selvfølgelig endnu en stor stor faktor. HELD. Jeg har været og er utrolig heldig. Mage til roligt barn skal man nok lede længe efter. Han er bare så sød. Han græder stort set kun når han er sulten. Der er selvfølgelig nogle problemer med maven, det kan åbenbart ikke undgås, men nu ved vi hvornår de optræder og hvordan han reagerer, og vi har også mulighed for at hjælpe ham lidt.

Det at han er så nem og glad betyder også at når han piver reagerer vi med det samme. Vi ved jo at han aldrig piver uden grund. Det betyder også at han aldrig når at græde længe, så han når aldrig at føle sig alene, og derfor græder han måske også mindre?

Men efter lange overvejelser er jeg nået frem til, at den vigtigste grund nok er, at Junior har lært mig at leve i nuet. Jeg lever ikke længere for den næste scanning, den næste ferie eller den næste weekend for den sags skyld. Hver dag med Junior er en gave. Og hver dag er en dag som aldrig kommer igen. Jeg nyder nyder nyder min lille baby. Hver eneste dag byder på nye glæder og jeg har slet ikke travlt med at de skal gå. Jeg glæder mig dog til han bliver større og mere selvstændig, så jeg har heller ikke travlt med at fastfryse tiden. Jeg nyder den bare.

Det er også første gang i laaaang tid at jeg ikke skal noget. Jeg skal bare stå op hver dag og tage mig af min lille familie. Jeg skal ikke performe og være alt muligt fantastisk. Der er ingen eksamener og ingen deadlines. Jeg har bare lov til at være. Jeg har aldrig haft sabbatår. Det var direkte fra skolen til gymnasiet til universitetet til jobbet. (Ok, jeg var arbejdsløs i 7 uger, men dem nåede jeg ikke engang at nyde, da jeg havde gang i iui og operation og jobansøgninger...)

Samtidig er jeg på et punkt i mit liv, hvor alting bare er perfekt. Kan jeg så være andet end lykkelig, og kan moderskabet så næsten opleves som andet end nemt? Der ER da selvfølgelig problemer. Det er drønhårdt og specielt søvndelen er hårdt at sluge for et inkarneret B-menneske som mig. Men jeg er ikke bange for at bede om hjælp, og da jeg har mange venner med børn jeg kan trække på, og ikke mindst nogle fantastiske svigerforældre, som virkelig hjælper meget, så er det også med til at hverdagen bliver nemmere.

At Didrik så er en klippe af dimensioner gør det jo heller ikke værre. Han er også vant til at tage sig af mig, da jeg grundet endometriosen har haft mange sygedage i vores tid sammen. Og det har også gjort sit til at jeg er så god til at bede om hjælp. Det betyder også at det er naturligt for Didrik at tage sig af os, og ikke bare holde på at det er mig, der har barsel, og ham som arbejder. Han tager helt klart også en stor del af slæbet herhjemme, og så er han også helt skudt i Junior.

Jeg har tænkt på om jeg fremstiller det hele så rosenrødt, fordi jeg ikke vil tillade mig selv fiasko. Når nu vi har kæmpet så længe for at få Junior ville det være oplagt at jeg ikke ville tillade mig selv at være andet end lykkelig, når nu det lykkedes, så det ville være en facade meget af det. Jeg har virkelig prøvet at føle efter, men nej, jeg tror ikke at det er årsagen. Jeg tror heller ikke at den ville gå særlig længe.

I dag skiftede jeg Junior, og bagefter hyggede vi lidt. Jeg sagde fjollelyde og han grinede over hele femøren. Det trak tårene frem i mine øjne. Glædestårer.

Fødsel

Så må jeg hellere få skrevet om fødslen her. Til alle jer der står for snart at skulle føde; I kan roligt læse videre, den er ganske fredelig.

Omkring 3 uger før termin fik jeg plukveer om natten. Der var knap 5 minutter imellem dem og de varede i over et minut. Men de gjorde ikke specielt ondt. Jeg faldt i søvn og de forsvandt. Næste nat kom de igen. Og et par nætter senere skete det endnu engang. Jeg ringede til hospitalet og fik at vide at når jeg kunne tale var det ikke rigtige veer. Nå, godt så.

Tiden gik. Jeg skulle til jordemoder ugen inden termin og fortalte om mine plukveer (som jeg havde mere eller mindre hele tiden - der var dog normalt ikke system i dem, hvis man ser bort fra de enkelte nætter). Ligeledes havde jeg i to uger haft rigtig meget udflåd. Helt utroligt meget faktisk. Hun mente at jeg havde blærebetændelse, og jeg skulle tage til læge og få det undersøgt. Det gjorde jeg. Jeg havde ikke blærebetændelse.

Samme nat havde jeg om muligt endnu mere udflåd, så om morgenen ringede jeg til hospitalet for at blive undersøgt. Jeg kunne ikke helt få mine oplevelser til at hænge sammen med hvordan det burde være, og anede ikke om det var vandafgang eller hvad der skete.

De syntes at jeg skulle komme derind. Didrik og jeg spiste stille og roligt morgenmad og snakkede om hvad vi ellers skulle bruge dagen på...

Der var lang ventetid på hospitalet, men jeg bliver da undersøgt. Jordemoderen siger så: "Ja du har ikke vandafgang. Men du har åbnet dig". Så for Søren da, tænker jeg. Så er det måske lidt i gang. Det er jo ikke så dårligt, jeg er nok et par cm åben så. Nejnej. "Du er 7 cm åben - hvornår begyndte du at få veer?" Jeg havde fortalt om mine plukveer et par uger før, men hun nægter at tro på at det er det eneste jeg har haft. Og hun forstår ikke at jeg ikke har smerter. En anden jordemoder bliver tilkaldt og hun bekræfter at jeg er 7-8 cm åben.

Puha. Det var temmelig overraskende. På en måde var det en skøn besked, for så havde jeg åbenbart allerede overstået en stor del af fødslen helt uden at vide det. Men samtidig var det dybt bizart. Sådan var der altså ikke nogen, der havde fortalt mig, at det kunne være. Og hvad nu hvis jeg ikke var taget på hospitalet?

Der er stadig travlt på fødegangen, så vi går ned for at spise frokost. Jeg var egentlig ikke sulten, men kan godt regne ud at jeg hellere må spise noget. Tilbage på gangen får vi lov til at vente lidt endnu. Så får jeg et lavement, og så er der mere ventetid. Heldigvis havde jeg min bog med mig, og jeg når at få den læst færdig mens vi venter - og gennemtygget Helse i øvrigt.

Endelig er der en fødestue klar, og jordemoderen er nødt til at gå. Hendes vagt var forbi og vi venter på den nye jordemoder. Hun kommer en halv times tid senere, og vi diskuterer hvad der nu skal ske. Efter at have undersøgt om Junior har det godt (det har han) beslutter vi at tage vandet. Den første halve time går stille og roligt. Jeg har stadig plukveer men de gør slet ikke ondt. Jm begynder at tale om at give mig et vestimulerende drop, men så begynder veerne ellers pludseligt. Hold da k***, det er det der menes med at man ikke kan tale imens.

De næste par timer er rimelig slørede i min erindring. Ve efter ve kommer væltende. Egentlig synes jeg ikke rigtig at der er pauser imellem dem. Eller det vil sige der er perioder der gør mindre ondt end nogle af de andre, og jeg går ud fra at det er pauserne. Jeg bliver undersøgt med jævne mellemrum. Derudover bliver jeg kostet ud på toilettet for at tisse, hvilket ikke lykkedes så jeg fik tømt blæren med et kateder. Heldigvis. Der var 350 ml så det ville nok have været et problem for fødslen. Jeg får lidt lattergas, men synes egentlig ikke at det hjælper. Dog er det rart at have masken at koncentrere sig om.

Langsomt men sikkert får jeg mere og mere pressetrang. Så nu kom den berømte gispevejrtrækning i brug. Jeg havde aldrig trænet den inden, men det var det eneste jeg følte jeg kunne gøre som hjalp. Indtil da havde dybe koncentrerede vejrtrækninger været det eneste jeg kunne gøre for at afhjælpe veerne men de duede ikke længere. Sjovt nok kunne jeg næsten ikke finde ud af at trække vejret. Jeg gispede indtil jm sagde at jeg skulle trække vejret. Det var for meget for mig selv at tage stilling til at trække vejret. Dybt mærkeligt, men det var bare så meget nemmere kun at gøre hvad hun bad mig om og så ellers bare gispe.

Nå. ENDELIG måtte jeg presse. Sikke dog en lettelse! 18 minutter senere var Junior ude i verden. I alt gik der godt 3,5 timer fra vandafgang til fødslen var overstået, så jeg slap MEGET nemt.

Desværre ville han fødes med hånden oppe ved siden af hovedet (han mente åbenbart ikke at det var udfordring nok at skulle føde et barn på over 4 kg). Så jeg bristede en del. Det var dog overfladiske skrammer det hele, men jeg skulle sys. Hele processen med at blive enige om hvad der skulle sys og hvordan tog over en - smertefuld - time. Men jeg havde jo Junior liggende på brystkassen, så det gjorde mig ikke så meget. Dog ville jeg dog gerne snart have lov til at samle benene og være lidt i fred. Det var også temmelig ømt dernede.

Min lille baby lavede de sødeste dejlige lyde. Det er det jeg husker bedst. Han lå helt pakket ind i tæpper på mit bryst og sang og pludrede. Jeg havde aldrig forestillet mig at en nyfødt kunne alle de lyde! Han skreg næsten ikke og var ellers bare helt rolig og fin. (Ok han var nærmest blå da han kom ud, men da han tørrede var han bare så fin og fyldig.) Jm gav ham Apgar score 10 fra start af.

Da vi var blevet ladt i fred med vores baby og nogle sandwich og saftevand overvejede vi at ringe rundt til alle vi kendte, men blev enige om at vi bare ville nyde ham i fred. Så det gjorde vi. Vi kunne bare sidde og kigge på det fantastiske nye menneske og undre os over hvilken drejning dagen havde taget.

Lidt senere kom jm igen for at undersøge Junior, og hun skulle så til at gå. Nu var hendes vagt slut, men vi fik tid til at stille spørgsmål til forløbet. Jeg kan ikke længere huske hvad jeg spurgte om, men jeg kan huske at det var rigtig rart at tale om hvad der skete stille og roligt. Hun var meget tilfreds med min indsats, og mente at en pressefase på 18 minutter for en førstegangsfødende var rigtig flot, og at jeg roligt kunne være stolt af mig selv. Det var en meget meget positiv oplevelse.

Det der overraskede mig mest (udover at jeg kunne åbne mig 7 cm uden at opdage det, og at min jordemoder mente at jeg havde blærebetændelse) var at jeg mentalt klamrede mig så meget til jm. Didrik var der, og jeg var glad for at han var der, men jeg havde slet ikke brug for at blive nusset og aet, og jeg talte slet ikke med ham, da først fødslen var igang. Det overraskede mig at jeg var så meget inde i mig selv, og at det gjorde så stor en forskel om jeg arbejde med veen eller om jeg kom forkert ind i den vejrtrækningsmæssigt. Jeg er dog sikker på at min endometriose betød at jeg var relativt god til at tackle smerterne og arbejde med dem. Så det er da dejligt at jeg kunne få lidt positivt ud af den.

Nå, jeg må hellere se hvad mine mænd laver. Jeg går også og brygger på et svar til Rikke i forhold til min seneste post, men jeg tror at det bliver et meget langt indlæg, for kommentaren satte rigtig mange tanker i gang.

Happy new year!

Så blev det jul og nytår. Må nok indrømme at det er gået lidt hen over hovedet på mig. Dagene tager hinanden og de indeholder ikke meget andet end min fantastiske lille familie.

Der sker SÅ meget med junior for tiden. Han er blevet meget mere bevidst. Man kan have øjenkontakt med ham længe af gangen, og han er begyndt at smile. Det er bare det bedste i hele verden. Han elsker at blive puslet og det er som regel i den forbindelse at man kan få det dejligste babysmil. Åh hvor jeg elsker min lille skat.!

Jeg kunne skrive om Junior i timevis, men jeg havde også tænkt at denne post skulle handle om andet. S(e)x. Jeg blev meget beroliget af jeres svar på min seneste post. At alt skulle være helet og det bare er et spørgsmål om at komme i gang. Det gjorde vi. Faktisk da Junior var præcis en måned gammel, og jeg var meget overrasket over så godt det var. Der var ikke smerter kun lidt let ømhed. Vi var meget forsigtige, men senere er det lykkedes at gøre det lidt mere normalt uden at det gjorde ondt. Så det er helt fantastisk. Mærkeligt nok har jeg meget mere lyst end jeg kan huske at have haft længe. Måske det bare er fordi jeg er så lykkelig at jeg har ekstra meget appetit på livet?

En ting er sikkert. Moderskab er langt fra hvad jeg regnede med. Det er meget bedre!

Jeg havde forventet at det ville være hårdere. At der ville være frustrerende perioder hvor den lille bare græd og græd og jeg ikke kunne gøre noget. Det har der næsten ikke været. Og der har altid vist sig en forklaring når han har været ked af det. Jeg tror at vi har et meget nemt barn.

Jeg havde troet at små børn sov så meget at jeg uden problemer kunne indhente søvnunderskudet om dagen. Det er så ikke så nemt som forventet.

Jeg havde troet at Junior ville fylde så meget at jeg slet ikke havde overskud til min mand, men som nævnt ovenfor er det ikke tilfældet. Tvært imod er det så fantastisk at opleve hans glæde over vores dejlige søn, så jeg er kun blevet endnu mere forelsket.

Jeg havde troet at jeg ville elske min søn, men jeg havde ingen anelse om at det ville være så voldsomt. Jeg kan sidde med ham midt om natten, hvor han måske er utilfreds over at der er lidt gylp på vej eller han bare ikke vil sove, og smile fordi jeg er så forelsket i ham.

Jeg havde troet at det ville være hårdt arbejde at passe sådan en lille størrelse, men det viser sig bare at han pludselig er alt hvad jeg interesserer mig for, så pasningen falder naturligt.

Og så videre og så videre. Men alt i alt vil jeg sige at det er utrolig meget bedre at blive mor end jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig.

Nu er et nyt år i gang og min appetit på livet har aldrig været større end den er nu, så jeg er sikker på at det bliver et fantastisk år med mine mænd.