Videre

I dag skulle jeg så til "eftersyn" inden ferien. Mine æggestokke er stadig alt for store, så lægen kunne sagtens forstå hvis jeg var øm - men det er jeg nu ikke. Alt i alt er jeg vist sluppet ganske let over denne omgang. Fysisk i hvert fald.

Nu er mit humør også langt om længe tilbage i noget man kunne kalde normallejet. Jeg var ellers lidt gnaven de seneste par dage, men det var vist bare pms, for min menstruation startede så småt i går. Den er nu ikke engang taget til, men lægen sagde også at "sådan nogle" som mig typisk ikke ville bløde så meget. Det tror da også pokker med al den nedregulering. Min slimhinde må jo være mikroskopisk.

Heller ingen smerter :-) DET er dejligt.

Så nu står den på p-piller. Jeg skal minimum tage dem i 3 uger men sandsynligvis også 30 dage, før æggestokke er nogenlunde normale igen så vi kan prøve igen. Så planen er at jeg må ringe ind når jeg har lyst til at se dem igen, og så kan jeg starte efter det. Når jeg er på p-piller kan jeg starte direkte på nedregulering fra dem.

Vi talte dog igen om IVM, og det er umiddelbart det smarteste for mig. Der er ikke nogen nedregulering, så der må jeg stoppe fra pillerne, bløde og så starte op.

Så nu bestemmer vi selv. Hvor er det dog en dejlig følelse. Jeg vil forsøge at få en tid i morgen til nyt eftersyn i slutningen af november.

Didrik og jeg diskuterede hvornår vi egentlig havde lyst til at gå i gang igen. Jeg er meget i tvivl. Umiddelbart har projektet første prioritet, så at jeg starter nyt job til november betyder ikke nødvendigvis at vi skal vente. Men samtidig er jeg lidt bange for at det er for meget at have læggende på mine skuldre at gå direkte i gang i slutningen af november. Så bliver det også december med alt hvad det indebærer af stress og jag og mangel på sollys, og endelig jul - i år med helt ny baby i familien. Der er masser af ting at blive stresset over UDEN behandlingen.

Så af hensyn til først og fremmest mig er vi blevet enige om at vi formentlig starter op first thing i januar. Med ret til at skifte mening.

I mellemtiden vil jeg så glæde mig over vores lækre daseferie de næste par uger, samt nyt super spændende arbejde. Og når vi kommer hjem fra ferien er der mindre end 2 måneder til januar. Det bliver så vel at mærke to måneder uden skyggen af menstruationssmerter, for jeg får ikke menstruation når jeg tager p-piller uafbrudt. Det bliver bare skønt.

Og det bliver også skønt at kunne tænke på noget helt helt andet de næste par måneder. Jeg kan gå til julefrokoster, fejre nytår og tage til arrangementer uden at have projektet i baghovedet hele tiden. Jeg kan nyde vores nye kaffemaskine uden at tænke på procenter og chancer. Jeg ved endda at den behandling vi går i gang med passer perfekt til os, den er udviklet pga. sådan nogle som mig. Sådan nogle med fjollede ovarier. Og jeg slipper i lang tid for at tænke over hvad arbejdet mon synes om at jeg er i behandling plus hvad de mon siger til alle mine sygedage pga. endometriosen.

Kort sagt har jeg det skønt!

Muligvis når jeg ikke at få skrevet mere inden ferien. I det tilfælde vil jeg ønske Monja al mulig held og lykke med scanningen. Jeg glæder mig til at høre om der er 1 eller 2 små ønskebørn derinde. Derudover føler jeg mig sikker på at Søsterlystigs twinners falder til og bliver der 8 måneders tid endnu. Jeg krydser også fingre for at HBT og Signe har rigtig gode nyheder klar når jeg kommer hjem.

Og alle jer jeg ikke har nævnt - I skal altså også endelig blive gravide. Jeg regner med minimum 3 nygravide inden jeg kommer hjem!

Blogland

Blogland er et land som jeg virkelig er glad for at være indbygger i for tiden. Hverdagslandet er sådan et lidt tungt land, hvor jeg er meget ked af det, men på en eller anden måde føler trang til at "tage mig sammen" og "tænke på noget andet" og alt sådan noget abstrakt noget, som er mig fuldstændigt umuligt. Når jeg er i blogland kan jeg bare være, og ovenikøbet møder jeg kun venlig støtte, og dejlige mennesker som prøver at gøre mig glad.

Og ved i hvad det bedste er? Det virker. De/I gør mig glad. Alle de søde kommentarer og trøst og forståelse det virker.

Så i dag vil jeg bare takke jer - mine trofaste læsere - for at være med mig når jeg er aller dybest nede. Det er normalt det man forbinder med rigtige venner, og selvom jeg aldrig har mødt nogen af jer, så betragter jeg jer som mine rigtig venner.

Jeg tror at min rutchebanetur er ved at være ovre. Det var en rædselsfuld tur, den kan ikke anbefales til nogen, men lige nu sidder jeg i det sidste flade stykke og kan næsten se udstigningsstedet lidt længere fremme. Jeg håber ikke at der er et sidste dyk med, men jeg tror det heller ikke - nu må turen være slut.

Kort sagt er mit humør ved at være bedre. Jeg er ikke glad, men jeg er heller ikke så knust som jeg var. Andre ting i mit liv er ved at trænge igennem. Jeg glæder mig utrolig meget til ferie, jeg har en idé om hvad jeg vil nå de sidste 5 dage på arbejdet, jeg kan glæde mig over min dejlige mand og vores dejlige liv igen og jeg kan glæde mig til mit nye job. Selvom jeg paradoksalt nok egentlig tror at det jeg glæder mig mest til lige nu er at jeg får menstruation igen. Jeg ser det som en skillevæg mellem denne ubehagelige oplevelse og at få mig selv igen (og så vil jeg endelig slippe for Suprefacten).

Nå, jeg kan åbenbart ikke være kortfattet for tiden. Det jeg egentlig bare ville skrive var: Tak for støtten, og den værste krise er drevet over. (Se, det var da ikke så svært Solsikke - hvorfor skal du altid putte så mange ord på? Tsk, tsk.)

Rutchebanetur

Op og ned, op og ned, ned og op, ned og ned, lidt op meget ned.

Suk.

Intet nyt herfra. I går var en god dag, i dag er bare sort.

Jeg glæder mig til ferie.

Smak smak

Jeg ved ikke om hormonfaldet er ved at slå igennem eller om jeg bare er generelt humørsvingende, men i dag har godt nok ikke været nogen dans på roser.

Alt har gået mig på, og jeg har følt - og føler - mig godt og grundigt pms-bitter. Verden er ond. Der er små nuttede babyer allevegne, og bedst som et område er "sikret" dukker en gravid op.

Da vi oprindelig kylede mine p-piller langt væk skete det nogenlunde samtidig med en anden pige på et forum jeg var på. Hun har en pige på 10 måneder i dag. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at klikke på det billede der lige var lagt ind. Selvpiner kan jeg vist godt skrive på mit visitkort.

Hvis jeg bare vidste at vi fik en baby en dag. Så ville denne ventetid være til at bære. Men det hele er så usikkert. Selv hvis jeg fortæller om behandlingen på mit nye arbejde og de har det fint med det, så jeg kan starte hurtigt. Selv hvis cysten er væk og vi kan starte på ivm. Lige meget hvad vi gør så er det hele kun chancer og sandsynligheder. Der er ingen garantier.

Jeg har brug for en garanti. Jeg har brug for at vide præcis hvor det er min åndsvage krop giver op i befrugtningssammenhæng og dermed præcis hvordan vi omgår det svage punkt. Men det er der bare ikke nogen der kan fortælle mig.

Det er vist godt at i dag var en sygedag. Godt jeg ikke har skullet se andre end min kære mand. Han er heldigvis en utrolig uendelig støtte.

Suprefacten er ikke så sjov længere. I starten var det en hel sejr hver dag, fordi vi klarede indsprøjtningen. Nu er det bare en pest. Jeg skal tage det for at få styr på min krop. Men jeg hader min åndsvage krop. Den er bare dum og umedgørlig. Og hormonerne er bare dyre, smertefulde og dumme. Jeg har dog alt for meget autoritetstro til at kaste mig ud i selvmedicinering i dette spørgsmål. Så det må jeg hellere afholde mig fra.

Nøj hvor jeg glæder mig til ferien. Hvor bliver det godt at komme laaaaangt væk og ligge på en strand eller bestige et bjerg. Jeg glæder mig. Måske jeg så kan overskue en fødselsdag når jeg kommer hjem. Overskue endnu en mærkedag uden skyggen af en graviditet.

Tja, jeg vil vælge at tro at det hele ser lysere ud når jeg er kommet ud af dette hormonhelvede.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over Monjas fantastiske nyhed og håbe håbe håbe at det bliver en perfekt og problemfri graviditet!

Lidt solskin igen

Så skulle jeg scannes igen. Det var en ny læge igen. Jeg har mødt hende før, men havde dog haft en naiv idé om at jeg kunne fortsætte med den samme læge som i mandags. Men det gjorde nu slet ikke noget.

Mærkeligt som sådan en overstimulering åbenbart ikke er noget de spøger med. Både ham i mandags og hende i dag havde helt tydeligt læst min journal. Det plejer de ikke at have gjort.

Alt i alt var det en rigtig god snak. Hun startede selvfølgelig med at scanne og spørge til hvordan jeg havde det. Så forklarede hun grundigt om overstimulering og fortalte os at mine æggestokke lige nu er 5x5 cm hver. Der er ingen væske i bughulen så det var et rigtig godt tegn.

Hun spurgte om jeg havde svært ved at drikke de 3 l væske jeg skulle drikke. Øh, det havde vi ikke fået vide. Det kunne hun ikke forstå, men hun indskærpede at jeg i hvert fald skulle gøre det nu. Så ville jeg kunne skylle hormonerne ud, så jeg hurtigere får det bedre.

Derudover anbefalede hun mig at jeg skulle sygemeldes i et par dage. Det har jeg netop gjort. Sikke dog en sten der faldt fra mit hjerte. Jeg har det af h... til men er jo ikke rigtig syg, så jeg har jo været på arbejde de sidste par dage - uden at lave noget som helst fornuftigt. Nu kan jeg så koncentere mig om mig, og det er bare en lettelse.

Jeg spurgte - som hbt også har været inde på - om man kunne have gjort noget andet i fredags. Her fik jeg at vide at det sådan set var det rigtige der var gjort. Hvis jeg var blevet sat mere ned end 25 enheder var folliklerne sandsynligvis stoppet med at vokse og man risikerede at få nogle dårlige æg ud. Dog kunne det godt være - i bagklogskabens klare lys - at det havde været bedre, men der var som sådan ikke noget forkert i det de havde gjort.

Lægen i dag var noget mere realistisk omkring det hele. Hun har ikke lovet mig nogen graviditet, men derimod forklaret mig at jeg sandsynligvis er meget svær at stimulere. Næste gang ville de sikkert sætte mig ned til 75 enheder men så er der en risiko for at der ikke sker noget som helst. Så mine æggestokke skal have lige nøjagtig den rette dosis for at begynde at producere æg uden at gå amok.

Dernæst spurgte hun om vi havde overvejet ivm. Jatak. Jeg fortalte at jeg havde meldt mig til det, men at lægen havde overført mig til ivf på 3. dagen pga cysten. Så måske det alligevel ender med ivm.

Vi talte videre om fremtid. Eftersom vi snart skal på ferie vil lægen meget gerne se mig igen inden. Så kan vi også diskutere videre. Under alle omstændigheder mente hun at der skulle gå en måned før jeg kunne starte op på noget nyt. Jeg spurgte om jeg så med fordel kunne tage p-piller i ventetiden og det syntes hun var en storartet idé, så hun skyndte sig at skrive en recept ud. Disse p-piller vil så være rigtig gode for min endometriose (eller dvs. dårlige for endometriosen og gode for mig) og samtidig måske få cysten væk. Hun kunne ikke se om cysten var der pga alle folliklerne.

Så i næste uge skal vi diskutere hvornår jeg skal stoppe p-piller og gå i gang med - formentlig - ivm og se hvordan æggestokkene ser ud (og måske få et blik på cysten). I mellemtiden måtte jeg endelig ringe hvis jeg fik det værre. Det mente hun dog ikke, når jeg ikke havde væske i bughulen på nuværende tidspunkt.

Nu vil jeg så tage den med ro. Hygge mig lidt herhjemme. Tage på arbejde fredag. Weekend uden planer. Så håber jeg at næste uge ser lysere ud.

I øvrigt advarede lægen mig om at jeg sandsynligvis ville få det psykisk dårligt når hormonniveauet falder, fordi det falder så brat. Så det lyder som om jeg ikke er gennem det værste endnu. Men nu må vi se. Heldigvis var det ikke så slemt under nedreguleringen, så mon ikke at jeg også kommer nogenlunde gennem denne nedregulering? Der er i hvert fald ingen grund til at tage sorgerne på forskud, men det er dejligt at være forberedt, hvis jeg en dag vågner og hader hele verden.

Alt i alt har jeg det godt nu. Bedre end noget tidspunkt fra den famøse besked i mandags. Jeg er også lettet over p-pillerne, for det betyder at når næste menstruation er overstået, så skal jeg ikke døje med så slemme smerter forhåbentlig. Lægen i dag sagde også, at der var alt mulig grund til at være optimistisk, fordi de i langt de fleste tilfælde kæmper på tårnhøje hormondoser for at få 3 æg ud. Og æg kan jeg i hvert fald "lægge".

De triste tanker er ikke langt væk. Jeg behøver bare at tænke at jeg burde have været til ægudtagning nu for at de vender tilbage. Men de får ikke magten. Ikke i dag. Måske i morgen. Men ikke i dag.

Tomhed

Jeg er ked af det. Men på en mærkelig måde. Den mest beskrivende betegnelse lige nu er velsagtens en tomhed. Alle de drømme og luftkasteller der er bygget op over den sidste måned, og mest over weekenden hvor det hele så så lovende ud, er - endnu engang - faldet til jorden med et øresønderrivende brag.

Samtidig føler jeg ikke at jeg kan være bekendt at sørge. Lægen mente at det var absolut intet problem at gøre mig gravid. Han havde aldrig haft en patient som havde oplevet en så kraftig overstimulering som ikke blev gravid. Hans største bekymring var at jeg skulle være rask. Og jeg kan da godt se at af alle de grunde, der kan være til aflysning er dette den suverænt bedste. Det er meget værre hvis der ikke er æg nok.

Så min fornuft siger mig at jeg ikke har nogen grund til at være ked af det.

Men jeg skulle jo være gravid. Nu. Jeg skulle ruge. Jeg skulle gå fødselsdag, jul og nytår i møde med en lille under mit hjerte. Vi skulle til at være forældre. Til sommer.

I stedet skal jeg slå alle mine follikler ihjel med Suprefact. Tilbage til 0,5 ml i døgnet. Når de så alle er døde vil jeg få min menstruation. Og så kan jeg melde mig til igen.

I overmorgen skal jeg scannes igen. De vil se om folliklerne forsvinder som de skal. Og så skal vi tale om fremtiden, hvordan den skal gribes an.

Jeg føler mig bare så forvirret. Hvad i al verden fik mig til at mene at det var godt at skifte job nu? Jeg vil jo bare have nogle relativt trygge rammer, så jeg kan blive gravid. Men hvad, det værste der kan ske er vel at de fyrer mig.

Suk.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er mindst en milliard spørgsmål i mit hoved. Fortid og fremtid blandet sammen i en uskøn forening. Hvorfor gik det så galt? Hvad vil de gøre nu? Hvad vil jeg egentlig selv? Hvorfor lod hun mig fortsætte i fredags, hvis det kunne gå så galt nu?

Og oven i alt det er kvalmen der. Og utilpasheden. Og alt det som jeg har skudt væk i løbet af weekenden og ønsket at tro på var gode tegn. Tegn på at folliklerne har det godt. Men sådan hang virkeligheden ikke sammen.

OHSS sker ved 1 % af alle behandlinger. 2-4 % har endometriose. Jeg er s***** træt af at tilhøre disse marginaler. Bliver jeg så en af de 5 % der får lov at opleve en graviditet uden for livmoderen som det næste? Eller bare en gammeldaws SA?

Jeg er træt af alt det her. Vi vil jo bare have en baby. Ligesom gud og hvermand som bare trækker dem ud af den blå luft.

Men endnu engang: Jeg er jo så godt som garanteret en graviditet. Engang. Jeg burde være glad. Desværre er der bare ingen garantier. Hvorfor skulle det gå godt nu?

Aflyst

Mere end 20 follikler i hver side. Så jeg læner mig op af en seriøs overstimulering. Vi er officielt aflyst og må under ingen omstændigheder tage ægløsningssprøjten.

14 follikler

Der var 14 follikler. Lægen har sat mig ned i dosis nu, så jeg kun skal tage 100 enheder nu (mod 125 hidtil). Så skal jeg scannes igen på mandag. Jeg kan ikke huske om hun sagde at de var 10-12 mm eller 12-14 mm, men det var deromkring, så jeg gætter på at jeg skal tage æl-sprøjten på mandag. I mellemtiden krydser jeg fingre for at der ikke er flere follikler der udvikler sig, da jeg så risikerer overstimulering. Hvor ville det være ærgeligt at aflyse nu.

De sagde at 14 var ganske fint, men de ville ikke have flere. Så Didrik lovede at han ville holde mig i ro.

Men den murren jeg har følt har åbenbart været relateret til æggene, så det er i hvert fald dejligt at vide.

Så det bliver spændende at se om alt er klar på mandag.

Adr badr

Så var jeg til endnu en undersøgelse. Denne gang i forbindelse med en cyste eller udposning jeg har. Jeg vidste at det var en scanning, og troede at de mente vaginalscanning. Det gjorde de ikke.

Hvor er jeg dog træt af hospitaler og undersøgelser!

I øvrigt så mener de at det er endometriose, der gemmer sig i tingen. Øv, hvor ulækkert. Så løsningen hed sandsynligvis operation. Men i første omgang skal jeg til en samtale om det, og så må vi se hvad der sker.

Og hvor er jeg også træt af operationer. Det bliver så min 3. i år.

Og efter jeg så har brokket mig, må jeg nu indrømme at jeg glæder mig til på fredag. Men det er nu ikke selve undersøgelsen, men det at finde ud af hvordan det står til derinde.

Jeg er ikke så vild med Puregon. Den anden dag sved det et stykke tid efter det var sprøjtet ind, og vi blev enige om at det nok var fordi det var for koldt. I går blev det så taget ud af køleskabet i god tid, men det sved altså stadig. Måske det bare ikke er helt lige så vævsforligeligt som Suprefact? Jeg må høre dem på fredag.

Don't try this at home kids

I går var jo endnu en stikkedag.

Vi hiver Puregon'en ud af køleskabet i fin tid, så den bliver kold. Doserer, indsprøjter 125 enheder. Så er det Suprefact'ens tur. 0,5 ml bliver hevet op, nålen bliver skiftet til indsprøjtningsnålen.

Hov.... 0,5 ml. Du skal jo kun have 0,2 ml Solsikke....

Nå. Vi bliver enige om at man nok godt kan sprøjte de 0,3 ml tilbage i hætteglasset. Og så vurderer vi at det nok ikke gør den store forskel i skarphed, at den lige har været en tur gennem en gummimembran.

Dumt!

Den nål var sløv som en gammel blyant. Maveskindet fulgte med nålen, der skulle virkelig jokkes igennem for at få den ind. Så det gjorde Didrik, og så var det heller ikke værre bagefter, men undervejs....

Så min morale er såmænd bare. Brug altid en HELT frisk nål. Nu ved vi i hvert fald det, hvis vi nogensinde skulle overveje en fremtid som stiknarkomaner.

Nyt job

Ja, jeg skrev i går at der var sket meget i denne uge. Det er vist ikke nogen overdrivelse.

Mandag var jeg til 2. jobsamtale. Samme aften ringede de til mig -hvilket jeg først opdagede morgenen efter og ringede tilbage. De ville såmænd have mig, til trods for at jeg kun har været uddannet i et halvt år (knap og nap). Så tirsdag og onsdag gik med ikke at fortælle nogen at jeg var ved at forlade dem, fordi jeg ventede på kontrakten.

Torsdag skulle jeg så sige op. Jeg havde det umådeligt dårligt fra tirsdag morgen til torsdag. Da det var overstået, og min chef virkelig tog det utroligt pænt, så lettede humøret og siden da har jeg så småt kunnet glæde mig til det nye job. Alle i min omgangskreds er rigtig glade på mine vegne (jeg fik blomster af svigerforældrene...) og jeg er ved at kunne følge med.

Så til november skifter jeg job. Jeg har noget ferie i oktober, så der er kun 15 arbejdsdage minus dage brugt på scanninger, ægudtagning og -oplægning (forhåbentlig). Det er meget mærkeligt. Og det fylder selvfølgelig en masse i mit liv lige nu.

Det er dejligt at jeg nu ved, at skulle dette første ivf-forsøg mislykkes, så er det ikke kun en katastrofe. Det vil give mig lidt tid til at komme ind i mit nye job uden kvalme og alt det der. Børnene har stadig 1. prioritet - og det vil de have om jeg så blev direktør i Novo. Men derfor kan jeg vel stadig godt have en karriere? Kan jeg ikke? Eller vil jeg for meget på én gang? Det er jo i hvert fald gået meget godt indtil videre, selvom jeg har forsøgt det hele på en gang. Men det er selvfølgelig også, fordi jeg ikke er blevet gravid.

Jeg har det lidt sært med denne blog. Jeg er faktisk forholdsvis bekymret over at blive "opdaget". Jeg ved godt at det er udtryk for ekstrem paranoia, for hvor mange mennesker kommer overhovedet her forbi? Sandsynligheden for at det er én jeg kender i "det virkelige liv" er forsvindende. Men ikke desto mindre så føler jeg, at jeg skylder min mand ikke at udlevere ham her overfor folk der kender ham.

Så al min "Solsikke", "Didrik", "ikke nærmere specifik uddannelse" osv osv, det beklager jeg meget. Det gør at jeg ikke får så meget ud af denne blog, som jeg egentlig gerne ville have, fordi jeg ikke "tør" fortælle så detaljeret om mit liv i øvrigt. Men vi har ikke fortalt nogen i vores familier at vi forsøger at få børn, og jeg ville hade at en eller anden af min mands fætres koner en dag falder over denne side, og lige pludselig ved alt muligt mærkeligt om os.

Så jeg beklager al denne hemmelighedskræmmeri. Jeg beklager at denne blog ikke indeholder mere om hvem Solsikke og Didrik er. Hvad laver vi egentlig til hverdag ud over at fixe og gå til undersøgelser?

Til gengæld ved jeg, at jeg er meget mere motiveret til at fortælle om intime detaljer, når det er så anonymt. F.eks. lever mine forældre, og jeg kunne aldrig drømme om at sige grimme ting om dem, hvis der var en chance for at nogen, der kendte dem, ville læse det. Men nu behøver jeg ikke at bekymre mig om det.

Jeg har nok egentlig aldrig fortalt om mine forældre her, nu jeg tænker over det. De har vist ikke rigtig passet ind i historien. Men det skyldes nok mest at jeg i praksis forsøger at undgå dem. Jeg ææælsker at besøge mine svigerforældre. De er jordens sødeste og dejligste mennesker, så det er faktisk tit mig der foreslår at vi slår et smut forbi dem. Men mine egne. Det er en anden historie. De er som sådan søde nok nu. Men jeg orker dem bare ikke. Egentlig er de også kedelige at skrive om. Jeg tror at jeg springer dem over endnu engang.

Men mine forældre har i hvert fald inspireret mig meget i forbindelse med børneopdragelse. Pointen er bare at gøre det meste omvendt. For jeg har godt nok ikke meget til overs for deres pædagogiske evner. Ok, der er da noget de har gjort rigtigt. De har f.eks. aldrig givet os alt hvad vi pegede på. De har da også sørget for at vi spiste op, hvis vi selv tog portionen, men aldrig tvunget os til det, hvis andre øste op. Der er da enkelte steder jeg gerne vil kopiere dem. Men jeg vil helst undgå at gøre som dem. Det bekymrer mig faktisk en del. For kan man det? Kan jeg løsrive mig fra hvad de har gjort, og gøre det på min måde? Eller er det i virkeligheden kun mine forældres "programmering" der kan lære mig at opdrage børn?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er meget bevidst om at undgå deres fejltagelser, og jeg ved også at en af deres allerstørste fejltagelser aldrig bliver gentaget af mig. De har altid levet som hund og kat, og er der noget, der smitter af på børn, så er det ufred. Vi har aldrig følt nogen kærlig stemning i hjemmet. Så med min fantastiske mand er vi allerede langt - det ved jeg.

Suk, jeg elsker ham virkelig højt. Jeg VED dybt i mig selv, at vi kan klare alt os to. Alt. Det er en uendelig betryggende tanke, og den giver mig en helt utrolig styrke som aldrig havde troet fandtes i mig.

Nu håber jeg ikke, at I - sikkert få - læsere der er nået så langt, tror at jeg har en eller anden umådelig trang til kun at male alting lyserødt (ligesom sidens layout) og at jeg går langt for at dække over problemer. Men vi har vitterlig ingen problemer. Jeg har et forholdsvist hidsigt temperament, men min kære mand har en helt utrolig evne til bare at grine af mig, eller nusse mig, eller på anden vis gøre mig opmærksom på at jeg er tåbelig, hvis jeg er ved at arbejde mig op til et hysterisk anfald. Han er en helt fantastisk støtte.

Men keder de sig så ikke? Jeg ved ikke om der er nogen, der trives med et godt skænderi i ny og næ. Det tror jeg, at der er. Men jeg gør ikke, og jeg ved at Didrik heller ikke gør. Jeg havde faktisk en kæreste engang, som jeg ALTID skændtes med, og jeg hadede det. Det rensede absolut ikke luften og "spændingen" gjorde ikke noget som helst godt for os. Lidenskab kan sagtens trives i rolige omgivelser, mener jeg, i strid med diverse ugebladspsykologer, som sikkert mener, at vi brækker os af kedsomhed og hinanden inden nogen af os fylder 30. Jeg tror nu mere på os end på ugebladspsykologer.

Nu ved jeg ikke, om der sidder nogen og undrer sig over hvor jeg er på vej hen. I virkeligheden tror jeg bare at jeg skriver, fordi det er så længe siden jeg rigtig har fået skrevet noget, og jeg bare hygger mig med det. Og så er jeg i gang med lidt søndagsoprydning. Først stod klædeskabet for tur. Nu har jeg så taget mig af et lille skab i stuen samt arbejdsværelset. Nu skal jeg op på loftet med noget, og dernæst ud og handle. Egentlig gider jeg ikke alt det. Det her er meget mere hyggeligt.

Men nu hvor jeg bare staller, så kunne jeg lige så godt trykke send og komme videre. Måske jeg skulle bruge eftermiddagen på at se en "tøsefilm" jeg har lånt af min søster.

Nej, det tror jeg egentlig ikke at jeg har tålmodighed til. Måske jeg i virkeligheden mere har lyst til dette søndagsoprydning, som jeg lige før påstod jeg ikke gad?

Jeg er vist i et lidt sært humør. Beklager. Det er nok ikke så læsevenligt, men hvad pokker, jeg skriver jo først og fremmest det her for min egen skyld. En elektronisk dagbog som bliver lagt frem så hele verden kan se den. Pudsigt i grunden.....

Og på vej op

Sikke dog en uge. Her er sket helt ufatteligt meget, men for nu vil jeg holde mig til behandlingen.

Jeg var meget bekymret i løbet af ugen, fordi min menstruation ikke rigtig ville starte. Jeg begyndte at pletbløde mandag og tænkte i første omgang at det var fint, for nu nåede jeg da at få menstruation inden fredag, så jeg var klar til optur. Men ak. Den ene dag med kun pletblødning tog den næste. Om onsdagen begyndte jeg at få ondt i maven, og så troede jeg at den var hjemme. Men nej. Torsdag fik jeg MEGET ondt i maven meget pludseligt, og var overbevist om at det var nu. Men nej.

Fredag morgen vågnede jeg så tidligt. Tog en håndfuld smertestillende, og gik på toilettet. SÅ startede min menstruation endelig, og til trods for at jeg havde det af h. til så følte jeg trang til at ytre et lille glædeshyl. Dog var jeg temmelig nervøs i løbet af fredagen for at slimhinden ikke var tilstrækkeligt afstødt til at gå i gang med næste portion hormoner.

Inden hospitalet var vi forbi apoteket. 1600 slag. Puha. Godt der findes dankort. Så kan man køre kortet igennem, trykke på knappen og imens synge en eller anden fjollet sang i hovedet. Jeg er egentlig lige glad med hvad det koster. Vi vil jo have et barn. Men hold da op stadigvæk.

Og så til den glade nyhed. Slimhinden var fin, æggestokkene var fine, ja alt var fint. Så vi skulle gå i gang med Puregon i går.

Så nu har vi fået noget nyt legetøj at muntre os med. Vi er også i gang med at lægge stikketidspunktet om til aften, så det kan tages samtidig, og så det passer med at jeg ikke har taget dosis endnu, når jeg kommer igen om en uge, så jeg kan reguleres, hvis det ikke passer perfekt med dosis.

Næste scanning er på fredag. Vi har fået at vide, at man typisk skal fortsætte med hormoner i nogle dage endnu, men det KUNNE være at vi var klar.

Jeg er bare glad for at opturen er i gang. Ikke fordi jeg er så utålmodig for tiden, men vi skal på ferie i slutningen af oktober, så vi er ligesom nødt til at have ægget/æggene på plads inden vi rejser.

Status over nedregulering: Ikke én sølle bivirkning kunne jeg mønstre. Hverken hedeturer, hovedpiner eller mærkeligt humør. Ikke engang PMS. Så det er dejligt. Sygeplejersken lød helt forbavset da jeg sagde det. Men ok, der er som nævnt også sket en HEL masse i denne uge. Mere end jeg orker at komme ind på nu. Men det er ret godt....

Og så har vi lige shoppet lidt. Jeg gik amok i "min" butik og fandt mig et super sødt sæt tøj så nu er jeg endnu mere glad. Faktisk er jeg meget glad for tiden. Mit liv er dejligt, selvom det er hektisk.

Jeg kan godt mærke at nerverne omkring det her er ved at melde sig. Hvordan ser det ud på fredag? Virker det overhovedet på mig alt det her?

Vi blev spurgt om vi vil have et eller to æg op. Ærligt talt ved jeg det ikke. Vi er ikke skræmt af at få tvillinger. Vi vil faktisk meget gerne have tvillinger - men når det så er sagt, så vil vi hellere have et barn af gangen. Så vi blev enige med lægen om at hvis der er mange fine fryseegnede æg så starter vi med et æg. Hvis der kun er mindre gode æg, kan vi få sat to op.

En lille opdatering fra glade fru Solsikke. Jeg håber at resten af indbyggerne i blog-land er i lige så godt humør på trods af det mildest talt dårlige vejr!