Blogland

Blogland er et land som jeg virkelig er glad for at være indbygger i for tiden. Hverdagslandet er sådan et lidt tungt land, hvor jeg er meget ked af det, men på en eller anden måde føler trang til at "tage mig sammen" og "tænke på noget andet" og alt sådan noget abstrakt noget, som er mig fuldstændigt umuligt. Når jeg er i blogland kan jeg bare være, og ovenikøbet møder jeg kun venlig støtte, og dejlige mennesker som prøver at gøre mig glad.

Og ved i hvad det bedste er? Det virker. De/I gør mig glad. Alle de søde kommentarer og trøst og forståelse det virker.

Så i dag vil jeg bare takke jer - mine trofaste læsere - for at være med mig når jeg er aller dybest nede. Det er normalt det man forbinder med rigtige venner, og selvom jeg aldrig har mødt nogen af jer, så betragter jeg jer som mine rigtig venner.

Jeg tror at min rutchebanetur er ved at være ovre. Det var en rædselsfuld tur, den kan ikke anbefales til nogen, men lige nu sidder jeg i det sidste flade stykke og kan næsten se udstigningsstedet lidt længere fremme. Jeg håber ikke at der er et sidste dyk med, men jeg tror det heller ikke - nu må turen være slut.

Kort sagt er mit humør ved at være bedre. Jeg er ikke glad, men jeg er heller ikke så knust som jeg var. Andre ting i mit liv er ved at trænge igennem. Jeg glæder mig utrolig meget til ferie, jeg har en idé om hvad jeg vil nå de sidste 5 dage på arbejdet, jeg kan glæde mig over min dejlige mand og vores dejlige liv igen og jeg kan glæde mig til mit nye job. Selvom jeg paradoksalt nok egentlig tror at det jeg glæder mig mest til lige nu er at jeg får menstruation igen. Jeg ser det som en skillevæg mellem denne ubehagelige oplevelse og at få mig selv igen (og så vil jeg endelig slippe for Suprefacten).

Nå, jeg kan åbenbart ikke være kortfattet for tiden. Det jeg egentlig bare ville skrive var: Tak for støtten, og den værste krise er drevet over. (Se, det var da ikke så svært Solsikke - hvorfor skal du altid putte så mange ord på? Tsk, tsk.)