Tomhed

Jeg er ked af det. Men på en mærkelig måde. Den mest beskrivende betegnelse lige nu er velsagtens en tomhed. Alle de drømme og luftkasteller der er bygget op over den sidste måned, og mest over weekenden hvor det hele så så lovende ud, er - endnu engang - faldet til jorden med et øresønderrivende brag.

Samtidig føler jeg ikke at jeg kan være bekendt at sørge. Lægen mente at det var absolut intet problem at gøre mig gravid. Han havde aldrig haft en patient som havde oplevet en så kraftig overstimulering som ikke blev gravid. Hans største bekymring var at jeg skulle være rask. Og jeg kan da godt se at af alle de grunde, der kan være til aflysning er dette den suverænt bedste. Det er meget værre hvis der ikke er æg nok.

Så min fornuft siger mig at jeg ikke har nogen grund til at være ked af det.

Men jeg skulle jo være gravid. Nu. Jeg skulle ruge. Jeg skulle gå fødselsdag, jul og nytår i møde med en lille under mit hjerte. Vi skulle til at være forældre. Til sommer.

I stedet skal jeg slå alle mine follikler ihjel med Suprefact. Tilbage til 0,5 ml i døgnet. Når de så alle er døde vil jeg få min menstruation. Og så kan jeg melde mig til igen.

I overmorgen skal jeg scannes igen. De vil se om folliklerne forsvinder som de skal. Og så skal vi tale om fremtiden, hvordan den skal gribes an.

Jeg føler mig bare så forvirret. Hvad i al verden fik mig til at mene at det var godt at skifte job nu? Jeg vil jo bare have nogle relativt trygge rammer, så jeg kan blive gravid. Men hvad, det værste der kan ske er vel at de fyrer mig.

Suk.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er mindst en milliard spørgsmål i mit hoved. Fortid og fremtid blandet sammen i en uskøn forening. Hvorfor gik det så galt? Hvad vil de gøre nu? Hvad vil jeg egentlig selv? Hvorfor lod hun mig fortsætte i fredags, hvis det kunne gå så galt nu?

Og oven i alt det er kvalmen der. Og utilpasheden. Og alt det som jeg har skudt væk i løbet af weekenden og ønsket at tro på var gode tegn. Tegn på at folliklerne har det godt. Men sådan hang virkeligheden ikke sammen.

OHSS sker ved 1 % af alle behandlinger. 2-4 % har endometriose. Jeg er s***** træt af at tilhøre disse marginaler. Bliver jeg så en af de 5 % der får lov at opleve en graviditet uden for livmoderen som det næste? Eller bare en gammeldaws SA?

Jeg er træt af alt det her. Vi vil jo bare have en baby. Ligesom gud og hvermand som bare trækker dem ud af den blå luft.

Men endnu engang: Jeg er jo så godt som garanteret en graviditet. Engang. Jeg burde være glad. Desværre er der bare ingen garantier. Hvorfor skulle det gå godt nu?