Nyt job

Ja, jeg skrev i går at der var sket meget i denne uge. Det er vist ikke nogen overdrivelse.

Mandag var jeg til 2. jobsamtale. Samme aften ringede de til mig -hvilket jeg først opdagede morgenen efter og ringede tilbage. De ville såmænd have mig, til trods for at jeg kun har været uddannet i et halvt år (knap og nap). Så tirsdag og onsdag gik med ikke at fortælle nogen at jeg var ved at forlade dem, fordi jeg ventede på kontrakten.

Torsdag skulle jeg så sige op. Jeg havde det umådeligt dårligt fra tirsdag morgen til torsdag. Da det var overstået, og min chef virkelig tog det utroligt pænt, så lettede humøret og siden da har jeg så småt kunnet glæde mig til det nye job. Alle i min omgangskreds er rigtig glade på mine vegne (jeg fik blomster af svigerforældrene...) og jeg er ved at kunne følge med.

Så til november skifter jeg job. Jeg har noget ferie i oktober, så der er kun 15 arbejdsdage minus dage brugt på scanninger, ægudtagning og -oplægning (forhåbentlig). Det er meget mærkeligt. Og det fylder selvfølgelig en masse i mit liv lige nu.

Det er dejligt at jeg nu ved, at skulle dette første ivf-forsøg mislykkes, så er det ikke kun en katastrofe. Det vil give mig lidt tid til at komme ind i mit nye job uden kvalme og alt det der. Børnene har stadig 1. prioritet - og det vil de have om jeg så blev direktør i Novo. Men derfor kan jeg vel stadig godt have en karriere? Kan jeg ikke? Eller vil jeg for meget på én gang? Det er jo i hvert fald gået meget godt indtil videre, selvom jeg har forsøgt det hele på en gang. Men det er selvfølgelig også, fordi jeg ikke er blevet gravid.

Jeg har det lidt sært med denne blog. Jeg er faktisk forholdsvis bekymret over at blive "opdaget". Jeg ved godt at det er udtryk for ekstrem paranoia, for hvor mange mennesker kommer overhovedet her forbi? Sandsynligheden for at det er én jeg kender i "det virkelige liv" er forsvindende. Men ikke desto mindre så føler jeg, at jeg skylder min mand ikke at udlevere ham her overfor folk der kender ham.

Så al min "Solsikke", "Didrik", "ikke nærmere specifik uddannelse" osv osv, det beklager jeg meget. Det gør at jeg ikke får så meget ud af denne blog, som jeg egentlig gerne ville have, fordi jeg ikke "tør" fortælle så detaljeret om mit liv i øvrigt. Men vi har ikke fortalt nogen i vores familier at vi forsøger at få børn, og jeg ville hade at en eller anden af min mands fætres koner en dag falder over denne side, og lige pludselig ved alt muligt mærkeligt om os.

Så jeg beklager al denne hemmelighedskræmmeri. Jeg beklager at denne blog ikke indeholder mere om hvem Solsikke og Didrik er. Hvad laver vi egentlig til hverdag ud over at fixe og gå til undersøgelser?

Til gengæld ved jeg, at jeg er meget mere motiveret til at fortælle om intime detaljer, når det er så anonymt. F.eks. lever mine forældre, og jeg kunne aldrig drømme om at sige grimme ting om dem, hvis der var en chance for at nogen, der kendte dem, ville læse det. Men nu behøver jeg ikke at bekymre mig om det.

Jeg har nok egentlig aldrig fortalt om mine forældre her, nu jeg tænker over det. De har vist ikke rigtig passet ind i historien. Men det skyldes nok mest at jeg i praksis forsøger at undgå dem. Jeg ææælsker at besøge mine svigerforældre. De er jordens sødeste og dejligste mennesker, så det er faktisk tit mig der foreslår at vi slår et smut forbi dem. Men mine egne. Det er en anden historie. De er som sådan søde nok nu. Men jeg orker dem bare ikke. Egentlig er de også kedelige at skrive om. Jeg tror at jeg springer dem over endnu engang.

Men mine forældre har i hvert fald inspireret mig meget i forbindelse med børneopdragelse. Pointen er bare at gøre det meste omvendt. For jeg har godt nok ikke meget til overs for deres pædagogiske evner. Ok, der er da noget de har gjort rigtigt. De har f.eks. aldrig givet os alt hvad vi pegede på. De har da også sørget for at vi spiste op, hvis vi selv tog portionen, men aldrig tvunget os til det, hvis andre øste op. Der er da enkelte steder jeg gerne vil kopiere dem. Men jeg vil helst undgå at gøre som dem. Det bekymrer mig faktisk en del. For kan man det? Kan jeg løsrive mig fra hvad de har gjort, og gøre det på min måde? Eller er det i virkeligheden kun mine forældres "programmering" der kan lære mig at opdrage børn?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er meget bevidst om at undgå deres fejltagelser, og jeg ved også at en af deres allerstørste fejltagelser aldrig bliver gentaget af mig. De har altid levet som hund og kat, og er der noget, der smitter af på børn, så er det ufred. Vi har aldrig følt nogen kærlig stemning i hjemmet. Så med min fantastiske mand er vi allerede langt - det ved jeg.

Suk, jeg elsker ham virkelig højt. Jeg VED dybt i mig selv, at vi kan klare alt os to. Alt. Det er en uendelig betryggende tanke, og den giver mig en helt utrolig styrke som aldrig havde troet fandtes i mig.

Nu håber jeg ikke, at I - sikkert få - læsere der er nået så langt, tror at jeg har en eller anden umådelig trang til kun at male alting lyserødt (ligesom sidens layout) og at jeg går langt for at dække over problemer. Men vi har vitterlig ingen problemer. Jeg har et forholdsvist hidsigt temperament, men min kære mand har en helt utrolig evne til bare at grine af mig, eller nusse mig, eller på anden vis gøre mig opmærksom på at jeg er tåbelig, hvis jeg er ved at arbejde mig op til et hysterisk anfald. Han er en helt fantastisk støtte.

Men keder de sig så ikke? Jeg ved ikke om der er nogen, der trives med et godt skænderi i ny og næ. Det tror jeg, at der er. Men jeg gør ikke, og jeg ved at Didrik heller ikke gør. Jeg havde faktisk en kæreste engang, som jeg ALTID skændtes med, og jeg hadede det. Det rensede absolut ikke luften og "spændingen" gjorde ikke noget som helst godt for os. Lidenskab kan sagtens trives i rolige omgivelser, mener jeg, i strid med diverse ugebladspsykologer, som sikkert mener, at vi brækker os af kedsomhed og hinanden inden nogen af os fylder 30. Jeg tror nu mere på os end på ugebladspsykologer.

Nu ved jeg ikke, om der sidder nogen og undrer sig over hvor jeg er på vej hen. I virkeligheden tror jeg bare at jeg skriver, fordi det er så længe siden jeg rigtig har fået skrevet noget, og jeg bare hygger mig med det. Og så er jeg i gang med lidt søndagsoprydning. Først stod klædeskabet for tur. Nu har jeg så taget mig af et lille skab i stuen samt arbejdsværelset. Nu skal jeg op på loftet med noget, og dernæst ud og handle. Egentlig gider jeg ikke alt det. Det her er meget mere hyggeligt.

Men nu hvor jeg bare staller, så kunne jeg lige så godt trykke send og komme videre. Måske jeg skulle bruge eftermiddagen på at se en "tøsefilm" jeg har lånt af min søster.

Nej, det tror jeg egentlig ikke at jeg har tålmodighed til. Måske jeg i virkeligheden mere har lyst til dette søndagsoprydning, som jeg lige før påstod jeg ikke gad?

Jeg er vist i et lidt sært humør. Beklager. Det er nok ikke så læsevenligt, men hvad pokker, jeg skriver jo først og fremmest det her for min egen skyld. En elektronisk dagbog som bliver lagt frem så hele verden kan se den. Pudsigt i grunden.....