18+0 og 5. måned

Så er der 5 måneder (og 1 dag) til min terminsdato, og jeg nyder bare at være gravid i fulde drag.

Den lille har gjort sig bemærket hver eneste dag i godt en uge nu, og det er bare skønt. Som regel er det tydligst om aftenen, når jeg har ligget i sengen i et minuts tid. Så skal den lige møve sig på plads. Det sker dog også, at den lige flytter lidt på sig, mens jeg sidder på arbejdet eller spiser eller kører bil, eller hvad jeg nu laver. Jeg er dog forberedt på, at der stadig kan ske ting med dens placering som gør, at jeg måske ikke mærker den i nogle dage. Så forhåbentlig panikker jeg ikke.

Mht. gener så må man nok sige, at jeg er heldigt sluppet. Jeg har konstant siden blodprøven skullet tisse om natten. 1-2 gange. Jeg tror i alt har der maksimalt været 5 nætter hvor jeg ikke har været oppe, men det har været nætter hvor jeg har været svært dehydreret, og så er jeg i øvrigt vågnet om morgenen med en blære, der var lige ved at sprænges.

Læggekramper har jeg haft lidt af i starten. Jeg var begyndt og glæde mig over at de tilsyneladende var forsvundet, men her i nat fik jeg den værste hidtil. Uhauhauha! Fru Solsikke må vist se at få sig noget mere motion.

Mht. motion så er det mest i weekenderne, at det lykkes. Som regel er jeg for træt, når jeg kommer hjem fra arbejde. Og så har jeg også været lidt sløj den seneste uge. Hver eneste dag har jeg været lige ved at tage en sygedag, men jeg har ikke følt mig syg nok. Dog har jeg slet ikke nydt at være på arbejde. Jeg synes dog, at jeg har en fornuftig holdning til arbejdspresset. Jeg har tonsvis af opgaver, men gør virkelig meget for ikke at "tage det med hjem".

I løbet af ugen cyklede vi en lille tur ned og handle i en butik lidt længere væk (fordi damen her ville have sushi). Nøj hvor var det skønt. Og hvor er det dog længe siden jeg har cyklet. Jeg tror ikke, at jeg har undladt at cykle så lang tid af gangen, siden jeg har lært at cykle (som 5 årig). Det er virkelig mærkeligt. Så mon ikke jeg kan finde den frem igen og nyde de dejlige lyse sommeraftener med min alu-hest?

Jaja, intentionerne fejler ikke noget.

Så fik jeg handlet lidt ventetøj i går. Jeg forsøger kun at købe billigt. Det i går var noget dyrere, men jeg bilder mig ind, at jeg også kan bruge bluserne uden mave. Generelt synes jeg også, at jeg mangler langærmede bluser. Jeg har haft en tendens til kun at købe tøj om sommeren. Om vinteren er jeg i sådan et putte-humør, så jeg aldrig har lyst til at shoppe. Så jeg skal nok blive glad for mit nye tøj. Bukserne er bare skønne! Måske kan de ikke bruges lige til termin, men nu må vi se.

Denne 19. graviditetsuge kommer til at byde på scanning. Nøj, hvor jeg glæder mig. Det bliver dejligt at få kigget til den lille igen. Og jeg håber, at vi kan få at vide, om vi venter os en lille pige eller dreng.

Jeg er så småt gået i gang med at kigge på babyudstyr og -tøj, men har endnu ikke anskaffet mig noget. Dels fordi jeg hellere vil købe det, når vi kender kønnet, men også til dels fordi jeg stadig føler mig skyldig, når jeg kigger. Vi ved jo ikke... Så nu er scanningen blevet det punkt, hvor bøtten vender (måske - det har jeg i hvert fald bestemt mig for indtil videre). Så håber jeg, at der stadig er noget udsalg i gang, og så vil jeg altså købe et eller andet til den lille smølf. Men nu må vi se, om jeg får kolde fødder endnu engang.

Ellers er der en stor milepæl om 2 uger - halvvejs. Det næste graviditetsrelaterede er (ud over scanningen på torsdag), at jeg har meldt mig til noget gymnastik fra starten af august. Så skal jeg til lægen midt i august og til jordemoder midt i september. Men SÅ begynder der også at ske lidt mere. Sjovt egentlig - jeg havde en idé om at gravide ikke lavede andet end at løbe til undersøgelser, men indtil videre synes jeg nu ikke, at der er så frygtelig mange. Men alt i alt er det jo sådan set meget rart.

Nu er det heldigvis ved at være weekend. Jeg kan mærke at jeg trænger til den!

God weekend hele blogland!

17+0: Liv

Så er der gået endnu en uge, og jeg er nu i den 18. af slagsen. Om ikke så længe starter 5. måned og før jeg får set mig om, er jeg halvvejs.

På en mærkelig måde er jeg blevet usikker de seneste dage. Jeg kan læse, at den lille nu skal veje ca. 160 g. Det er jo ingenting. Den har ikke en chance uden sin mor. Så jeg glæder mig til den kan overleve selv. Jeg ved ikke helt hvor denne usikkerhed kommer fra, men jeg håber, at jeg kan begynde at slappe lidt mere af igen snart.

Gæt hvad der skete i går, da jeg var gået i seng? Jeg mærkede meget tydelige bevægelser! Ikke alene det, men jeg tilkaldte min søde mand, som lagde trykkede hånden mod det sted jeg anviste, og så kunne han også mærke det!

Jeg forstår det slet ikke. Det er vist alt for tidligt til den slags udskejelser. Men måske har den lille ligget og vendt sig rundt, for jeg tror ikke at de små ben kan sparke så kraftigt. Nu glæder jeg mig vildt meget til at gå i seng i aften og se om jeg kan få den samme reaktion fra den lille.

Links

Så kom der links over land igen. Jeg blev pludselig overvældet af dårlig samvittighed over ikke at have introduceret Blogland ordentlig for LOK. (Jeg kan ikke finde ud af at linke i teksten, men hun står ovre til højre.)

Mens jeg sad og skrev linksene ind tænkte jeg naturligvis meget på hver enkelte kvinde, der gemmer sig bag disse links. Nogle er længere henne end mig, og nogle er lige blevet gravide. Det varmer mig. Men nogle af jer kæmper stadig og det er så uendelig uretfærdigt.

Frøken Hat skriver om køkultur. Hvor ville jeg ønske, at det var sådan det virkede, men det er det bare ikke. Og netop hele usikkerheden i situationen er det allermest frustrerende ved den. Hvorfor kan vi ikke bare trække et nummer, og få et barn når det bliver vores tur? Hvorfor skal nogle aldrig opleve en graviditet? Hvorfor skal nogle opleve at miste efter graviditeten først er konstateret? Hvorfor er det så uretfærdigt?

Jeg har ikke svarene, men jeg tror på, at alle de fantastiske kvinder, som står listet til højre på skærmen, nok skal klare sig. På den ene eller den anden måde. Jeg ved, at de alle har styrken til at bruge situationen positivt i det lange løb, og ikke blive knækket på vejen. Men hvor er det dog svært!

Med ønsket om at dette år som er godt halvvejs gået kan bringe endnu flere gravditeter med sig og adoptivbørn hjem til deres nye forældre, vil jeg gerne sige tak for al den støtte, jeg har oplevet her i Blogland. Lige nu føler jeg mig som en snylter på jer andre, og som én, der slet ikke har forstået meningen i køkultur. Men jeg håber ikke at jeg bliver opfattet sådan.

16+0: 1. Jordemoderbesøg

Denne uge bød blandt andet på besøg hos jordemoderen. Jeg var forberedt på at det nok var en lidt kedelig oplevelse, men det var bare rigtig godt!

Hun mente ikke at det var nødvendigt at veje mig, og der var heller ikke andre problemer, da jeg ikke ryger og drikker. Derudover var der heller ikke noget foruroligende i familien, så jeg slipper for en glukosebelastningstest. (Der er noget sukkersyge i familien, men det var for langt ude til at bekymre hende).

Så mærkede hun mig på maven og sagde at det var en fin stor livmoder. Så selv om jeg har været ked af at min mave ikke er større, så er min livmoder rigeligt stor. Hun mener endda at jeg måske er nogle dage længere henne. (Hvilket ikke giver nogen mening, da jeg ved præcis hvor langt jeg er henne, men jeg forstår da hvad hun mener.)

Dernæst spurgte hun, om vi ville blive foruroliget hvis hun ikke kunne finde hjertelyd, og vi lovede, at vi ikke ville blive det. Dog tonede lyden frem lige med det samme. Hvor var det fantastisk!!

Vi snakkede videre om motion, og jeg vil kontakte jordemodercenteret inden for telefontid (hvilket er ca. en halv time nogle få dage om ugen) og få meldt mig til noget gymnastik. Jeg får simpelthen ikke nok motion puttet ind i min hverdag, og det må jeg se at få gjort noget ved, for jeg VED, at jeg har godt af det og særlig ved fødslen vil have gavn af det.

Nu glæder jeg mig bare til at se "min" jordemoder igen. Men der er længe til. Næste besøg bliver til september. I mellemtiden er der scanning om ca. 3 uger og så skal jeg have bestilt et lægebesøg i 24. uge. Så nu begynder der rigtig at ske en masse. Forhåbentlig også snart nogle "bobler" derinde fra....

Fik jeg nævnt at jeg er glad?

God weekend!

15+0: Uforskammet heldig

Tja, sådan føler jeg mig. Som andre før mig tidligere har været inde på - og det har jeg vist også selv - så er lykke en mærkelig størrelse. Når man bærer en stor sorg, så er det naturligt at sætte lighedstegn mellem at fjerne sorgen og lykke, men sådan er det ikke. Hvis man fjerner sorger er man ikke ulykkelig længere. Og det er uendelig dejligt. Samtidig mærkeligt når sorgen har været en følgesvend længe.

Men når det så er sagt, så kan jeg mærke en boblende lykkefølelse, der sniger sig ind over mig. Jeg ville allerhelst scannes hver eneste uge, men jeg ved nu, at den lille har det godt. Jeg glæder mig som et barn til at mærke liv derindefra, men prøver at væbne mig med tålmodighed. Men lykken er der i hvert fald. Den er der, når jeg besøger nyfødte og for første gang kan nyde dem uden forbehold, fordi den grimme tanke "vil Didrik og jeg nogensinde opleve det, som disse nybagte forældre oplever" ikke dukker op. Hvor ER det en lettelse. Og lykken er der når jeg en gang i mellem tænker på det lille liv der vokser i mig, og kan lægge en hånd på min runde mave. Og endnu mere når jeg ser på min mand.

Samtidig med at jeg ved med min forstand at vi skal være forældre, så er jeg vildt utålmodig. Tiden skal gå, for med tiden bliver den lille bedre i stand til at klare verden udenfor og en fødsel er mulig. Jeg glæder mig som sagt til at mærke liv - ja jeg glæder mig til at skulle til jordemoder hvor ligegyldigt det end er. Og så glæder jeg mig til den næste scanning om 4 uger.

En lille status:

Tja, jeg har ikke vejet mig, men føler mig ret sikker på, at der er røget nogle kg på. Mine br(y)ster er blevet store (større - de har altid været små, så at kalde dem store nu er nok en tilsnigelse) og bløde - gæt hvor glad min mand er for dem? Maven følger også godt med. Der er endnu ingen, der har gættet det ud fra maven, men de fleste siger, at de kan se det, når de først ved det. Jeg kan stadig være i en del af mit almindelige tøj, men ikke det stramme. Jeg har lånt nogle ventebukser men regner også snart med at købe nogle selv, mangler nogle sorte synes jeg.

Jeg har det godt. Rigtig godt. Ikke skyggen af kvalme (som jeg jo heller ikke har haft før) og trætheden er reduceret kraftigt. 9 timer om natten så er jeg glad og frisk.

Jeg har gransket mit maveskind for blodårer, men er indtil videre blevet skuffet. Min mand har også spurgt mig hvorfor i alverden jeg ønsker mig tydelige blodårer - det er jo grimt. "Ja", har jeg svaret, "men det er et graviditetstegn". Så sindsyg er jeg i hvert fald blevet.

Indkøb er der ingen af endnu, men jeg har hentet diverse babypakker, så jeg har da lidt at kigge på.

Nyheden er nu spredt til familie og de fleste venner, og hvor er de blevet glade.

God weekend allesammen!