Her er han!

Åh, hvor jeg bare knuselsker ham!

11 måneder

Det er da vist ved at være længe siden sidst. Jo tak, det går bedre. Men jeg frygter virkelig næste omgang sygdom... Min lille smølf er begyndt næsten at sove igennem igen. Det er virkelig skønt, men det er nok en stakket frist, nu hvor vinteren banker på. Min kære mand slås med bihulebetændelse, og jeg er heller ikke gået helt ram forbi (har dog klaret det meget bedre end mine mænd).

Men det må være på tide med en status over min dejlige lille fyr.

11 måneder og 2 tænder endnu. Han har ellers haft meget røde kinder, men der sker ikke så meget på tandfronten. Til gengæld gør der på alle andre fronter. Han sludrer løs. Ord der minder og nej, ja, mad (mor?) og far er ved at finde vej over hans læber. Det lyder dog mere som na, ma, og ar. Men han er til gengæld helt klart begyndt at forstå og reagere på det vi siger, og han peger når han f.eks. vil have noget at drikke eller bæres et bestemt sted hen.

Han har også temperament den lille. Vi har nogle køkkenlåger som han nemt kan åbne, og vi har tilladt ham at åbne dem, men vil ikke have at han piller. Det gør han jo bare... Så siger vi nej, indtil han opgiver frivilligt eller vi tager ham væk. Nogle gange sørger vi også for at han ikke kan åbne lågerne, og så bliver han sur. Han hyler som om han er kommet til skade, men hele seancen tager maks et minut, så har han enten glemt den, eller også ser han bare at vi ikke reagerer på hans udbrud. Men han prøver lige.

Han kravler helt perfekt og er ganske hurtig. Men han er også blevet god til at gå med støtte. Han kan gå langs en bar væk og er også begyndt at gå med nogle i hånden. Og så selvfølgelig med sin højstol som 'gåvogn'.

Min lille sveske er bare så glad! Han griner og charmer alle pædagogerne. Til gengæld er han blevet genert. Putter sig ind til mor eller far når der kommer fremmede gæster. Det er meget sødt, men lidt pudsigt at det pludselig betyder så meget for ham. I morges lå jeg på en babydyne på gulvet. Pludselig fik vi øjenkontakt og han kravler smilende hen til mig, og putter sig op af mig på dynen. Han er bare så kærlig og dejlig!

Mad og Junior fortjener et helt kapitel for sig. Han spiser simpelthen som et tærskeværk. Den anden aften ville vi lave risengrød til aftensmad af en liter sødmælk. Didrik nåede ikke at spise noget, og jeg fik halvanden portion. Resten (læs: mere end halvdelen) spiste Junior. Da Didrik så senere på aftenen tog sig noget mad, stirrede Junior helt manisk på tallerknen indtil vi tog ham op til bordet og lod ham spise videre i brød og ost. Stakkels lille sultne barn. Ja, han for fordøjet noget mad. .. Men det er dejligt at han har det sådan. Og dejligt at han nærmest er altædende.

Jeg ved faktisk ikke hvor stor han er. Han passer tøj i enten 80 eller 86 (jeg køber det kun i str. 86) og bleer i str. 5. De giver ham nogle gange str. 4 på i vuggestuen, men det må de selv ligge og rode med - de fleste af dem er også gået over til 5. Han er meget bred tror jeg. For han bruger større tøj end vores venners datter som er 10 mdr. ældre og lidt højere. Men hun er super slank og Junior er, ja, bred, kan man ikke sige det sådan? Han er faktisk ikke så tyk længere, men han er en lille tæt fyr. Så det betyder åbenbart meget for tøjstørrelsen. Han har også fået sko, og her påstod ekspedienten også at han har brede fødder. Hvad ved jeg? Jeg var bare glad for at det ikke var mig, der skulle prøve skoene på ham. Men han fandt sig nu pænt i det, sad bare og tænkte 'skøre dame'.

Jeg er stadig rigtig glad for at være tilbage på arbejdet. Dog synes jeg ikke at der er så meget andet i livet end at tage på arbejde og passe barn når jeg kommer hjem. Savner faktisk min mand. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det hele at vi alle har været syge, men jeg synes at vi er mere samarbejdspartnere end kærester i denne tid. Heldigvis kan jeg fornemme lyset for enden af tunellen nu. Lille Junior er så stor at han snart vil sove igennem de fleste nætter (minus sygdom, som forhåbentlig bliver sjældnere og sjældnere). Og derudover kan jeg se på venners børn at de bare bliver nemmere og nemmere, efterhånden som spisning kan klares af dem selv, de kan lege nemmere selv osv. Så jeg er nu fuld af fortrøstning, når først vinteren er overstået, så tror jeg at min dagligdag bliver meget nemmere. Nu står den bare på cykellygter og snotnæse de næste måneder.

Tilbage til arbejdet: Jeg nyder at have fået meget mere at rive i, og mere ansvar. Jeg savner tid til at fordybe mig lidt mere i de enkelte opgaver og i stedet for kun at løse dem som er urgent, også at løse dem som er nødvendige. Men jeg har også lidt af en pukkel liggende fra mens jeg var på barsel, så også her fornemmer jeg at det bliver bedre og bedre. Og så tror jeg også at jeg får bedre samvittighed når jeg skal være væk hjemmefra om natten efterhånden som det bliver nemmere for Didrik at være alene med Junior.

Det var lidt alt og intet fra mig.