At sidde med en baby

Suk. Min veninde har lige været her med sin baby. Godt nok var han lidt generelt utilfreds med alting i dag (sikkert varmen), men hvor var han dog dejlig!

Jeg kan dog godt undre mig lidt over at al denne sorg og smerte udspringer af, at jeg muligvis ikke får muligheden for at være i hendes sko. For de ER arbejde. Og de ER anstrengende når de skriger og ikke kan stilles tilfredse. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er det jeg vil. Og så er han jo bare dejlig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg synes babyer er dejlige, men det er de bare!

Men nu er der endnu en trang, der skal stilles; mad. Så jeg vil lade det være ved lidt kort aftenskrivning for i dag.

Morgenmad

Der går hurtigt lang tid inden jeg får skrevet. Jeg har egentlig ikke noget på hjerte, men ved at jeg ikke kommer mere til computeren i dag. Det er ikke lige computeren, der trækker allermest efter en lang arbejdsdag.

Jeg er forøvrigt ret vild med mit arbejde. I dag kan jeg f.eks. blive der lige så længe jeg har lyst til, og så har jeg lige en halv fridag når det passer mig pga. flextiden. Dejligt.

Mht. følelserne kan jeg mærke at de er ved at stabilisere sig lidt. Frejas graviditet er ikke lige så slem for mig, som den har været. Nu kan jeg tænke på det uden at tænke "snyd, snyd, snyd" i samme åndedrag. Næsten i hvert fald. Så det går fremad.

Jeg glæder mig til næste behandlingsdel, som måske allerede starter i slutningen af juli (om 5 uger afhængig af cyklus). Og samtidig føler jeg mig faktisk ganske lettet over pausen. Tror måske at jeg ville have ventet, selvom der ikke havde været sommerlukket.

Glad, træt og forventningsfuld må være ordene her til morgen.

Tak

Egentlig er mit humør stadig alt for lavt, men nu må det være nok med al den selvmedlidenhed. Dagens indlæg er derfor min tak til alt det gode i mit liv.

Tak til mine veninder for deres forståelse. Jeg ved at de aldrig prøver at støde mig, og de episoder der har været er udelukkende fordi jeg har været for nærtagende. Derudover er de helt fantastiske til at PRØVE at forstå mig. Så tak for det.

Tak fordi jeg har så (relativt) godt et helbred. Bortset fra endometriosen føler jeg mig helt på toppen, og det husker jeg sjældent at være taknemmelig for (på nær når jeg er syg).

Tak fordi jeg lever i den tid vi er i nu. Det er for det første sindsygt spændende med alle de muligheder der er i dag. Derudover ville jeg have været døden nær for bare få århundrede siden, og havde i øvrigt sikkert ikke overlevet mine første dage, da jeg var noget af et skvat da jeg blev født.

Tak fordi jeg har lagt min barndom så meget bag mig, at jeg i dag kan have et godt forhold til mine forældre, og faktisk kun føler at den har styrket mig som person.

Tak fordi jeg er så priviligeret at jeg aldrig behøver at sulte eller fryse (på nær når jeg har taget fejlagtige beslutninger og dermed har iklædt mig ALT for lidt tøj til en udendørs fest i forsommeren).

Tak fordi jeg har en dejlig lejlighed og lige hvad jeg har haft lyst til at putte i den.

Tak for min dejlige storesøster, som altid er klar med støtte og forståelse til trods for hendes egne - og noget mere alvorlige - problemer. Hun har virkelig betydet meget for mig, og er uden tvivl det menneske jeg beundrer allermest i denne verden.

Tak fordi jeg har fået en fantastisk uddannelse alt for nemt. (Jeg var engang en rigtig stræber, men har fået lagt vanen af mig. Og så opdagede jeg at jeg kunne bestå eksamenerne uden at lægge specielt meget arbejde for dagen, og pludselig fik mit "privatliv" noget mere opmærksomhed end studierne.)

Tak fordi jeg har min forstand i behold (nogenlunde). Jeg har haft psykisk sygdom tæt inde på livet i familien og det er virkelig svært ikke engang at kunne stole på sig selv.

Tak fordi subfertiliteten ikke kun har været en byrde men også har givet mig mulighed for at lære nogle fantastiske kvinder at kende. Sally - jeg ved ikke om du læser med - men jeg er meget taknemmelig for vores venskab. Du er en utrolig stærk kvinde, som evner tilgivelsens kunst i en meget imponerende grad. Og Lok, vi har ikke set meget til hinanden, men det er en skøn fornemmelse at føle en forbindelse med et ganske fremmed menneske så hurtigt.

Derudover har jeg en helt skare af fantastiske netbekendtskaber som helt afgjort har beriget mit liv. At der altid er én, der er klar til at trøste, eller skælde "de dumme" ud for én, har virkelig hjulpet mig med at holde hovedet oven vande.

Og tak fordi det seneste år har gjort mig stærkere og mere bevidst om mig selv og mit liv. Jeg troede først at det ville pille mig ned, men jeg har lært så fantastisk meget om mig selv, og det har afgjort styrket mig. Jeg føler mig meget mere i kontrol og mindre trist. Samtidig ved jeg med mig selv at når jeg kan klare det her, så kan jeg klare ALT!

Og sidst men absolut ikke mindst; tak for min helt uvurderlige mand. Uden ham havde meget af det ovennævnte ikke været en realitet. Han er en helt utrolig støtte. Jeg havde aldrig troet at det var muligt at finde en mand, hvor det hele ikke var forhandling og kompromiser, men derimod enighed kombineret med den samhørighed der gør at vi altid kan hjælpe hinanden med hvad der end dukker op. Når jeg har været aller længst nede har Didrik altid kunnet få mig til at smile. Han har formået at forstå mig på en helt anden måde end nogen nogensinde har kunnet/villet/evnet før. Jeg føler mig uendelig taknemmelig at jeg har fået lov til at opleve en kærlighed som denne. Hvis jeg fik valget mellem Didrik med et liv uden børn eller 3 børn og et gennemsnitligt ægteskab - hverken godt eller dårligt - ville jeg vælge Didrik uden at blinke. Godt nok er børnedrømmen utrolig fundamental, men jeg ville ikke fungere uden Didrik.

Så tusind mange gange tak til skæbnen eller Gud eller hvem der vil have æren, for at jeg har det liv jeg har. Jeg ville ikke bytte det, om jeg så fik en zilliard.

Kære dagbog

Undskyld at jeg ikke har skrevet så længe. Jeg har savnet dig. Faktisk flyver tankerne rundt i hovedet på mig, og jeg ved knapt nok hvor jeg skal starte.

Lad mig så starte med en episode i dag. Jeg har et vennepar, hvor hun lige er blevet gravid. Lad mig give dem nogle passende navne; Freja og Finn. Freja er et par år yngre end mig og de har kun prøvet i et par måneder hvilket er rigelig grund til at jeg har det lidt skidt med dem lige nu. Jeg er ikke stolt over det, faktisk skammer jeg mig, men jeg kan lige så godt stå ved mine følelser her i min egen blog.

I dag ringede Finn for at høre noget om Frejas risiko for at få toxoplasmose. Jeg foreslog at de fik målt hendes antistoftiter, og det havde de også gjort, men de havde ikke fået svaret endnu og Finn lød meget bitter over at lægerne var så langsomme. Så jeg sagde I SJOV (Jeg er jo heller ikke Dr. Mengele - trods alt): "Hvis den er i stykker kan I jo bare smide den ud og lave en ny, når nu det gik så nemt." Svaret fra Finn var: "Nå, der er nok én der er bitter".

Jeg har så senere fundet ud af at det jeg gerne ville have svaret var "nå, der er nok én der er hoverende", for han lød pokkers stolt og DUM. Øv. Jeg vil ikke kaldes bitter af sådan en tåbelig gut med en alt for fertil kæreste - undskyld forlovet - de har lige skiftet status.

Måske det lyder bittert. Det gør det nok. Men nu plejer vi altså at kunne spøge med alt muligt, og undskyld at jeg bliver træt af at høre ham ævle løs om hvor bekymret han er for Freja og barnets helbred, når vi ikke har noget at tage hensyn til. Han kunne jo f.eks. stille spørgsmålet og så lægge på efter jeg svarer ham, i stedet for at træde løs i hvad Freja gør og ikke gør og hvor farligt det er og ikke er. UUUUUUHHHH dumme Finn.

Og samtalen har efterladt mig med en besynderlig tristhed. Egentlig har jeg det da efterhånden bedre og bedre med vores problem, men en gang imellem flyder alle tankerne bare sammen igen i et mærkeligt følelsessammensurium. Jeg kan heller ikke få sætningen "hvorfor skal man altid glæde sig på andres vegne - de sørger jo ikke på vores vegne" ud af hovedet. Det var skrevet i en kommentar på en anden blog, kan ikke lige huske hvor. Men måske det bare er dér jeg er lige nu. Hvordan kan det egentlig være at det er meningen at jeg SKAL kunne glæde mig over at andre har det jeg ikke har, når nu de ikke skal føle det jeg føler? Er det fordi mine tanker er mindre rigtige eller væsentlige? Nej, men de er grimme, og derfor skal andre ikke belemres med det. Uh det gør mig så arrig. Jeg vil også anerkendes for mine tanker og ikke kategoriseres som et andet rangs menneske fordi jeg ikke jubler over at andre bare kigger hinanden dybt i øjnene og bliver gravide mens jeg skal til 117 invaderende underlivsundersøgelse, gennembores af kanyler og have stukket flere ting op i underlivet end en gennemsnits p(o)rnostjerne for at opnå det samme. MULIGVIS opnå det samme. Det gør mig bare så trist og gnaven.

Jeg ville ønske at jeg kunne græde. Det trænger jeg til. Men tårerne lader vente på sig. Jeg ved at når de først har været der, og jeg har søbet i min egen selvmedlidenhed, SÅ kan jeg vende skuden og se fremad igen. Så kan jeg være positiv og glad for mit liv. For jeg ER glad for mit liv. Men indtil jeg har været helt nede kan jeg ligesom ikke komme op igen. Men nu må vi se. Jeg synes at mine tristhedsanfald både bliver kortere og færre. Det må da være et godt tegn. Og med det første positive jeg har skrevet i denne blog i dag, vil jeg stoppe før jeg får skrivekrampe.

Hospitaler

Tja. Jeg havde jo håbet, at der ikke var mere hospital til mig i denne omgang. (Læs: de nærmeste par måneder), men Didrik og jeg havde os en rigtig god snak om "hvad så nu" i går. Den startede med jobtilbudet, som satte nogle tanker i gang.

Åbenbart er det muligt for mig at få job (ja, det havde jeg jo bevist da jeg fik et, men måske endda nemt). Så er vi nede ved hvad jeg egentlig vil. Vil jeg dette job? Hvor meget? Og hvad vil jeg eventuelt hellere.

Og alt dette jobhalløj hænger uløseligt sammen med barn i mit hoved. Jeg vil ikke vente et år med at forsøge at blive gravid. Dog kunne jeg sagtens vente et halvt år. Tror jeg. Tja. Jeg ville helst i gang snart.

Men hvordan kombineres alt dette dog? I et vikariat risikerer jeg jo ikke at blive fastansat hvis jeg bliver gravid inden det udløber. Ydermere risikerer jeg ikke at kunne få et nyt job hvis jeg er gravid. Så skal jeg så bare søge videre nu? Eller kan de fortælle mig om mulighederne for fastansættelse først? Og hvad med alt det her behandling. Hvem siger at det overhovedet virker?

Jeg sagde til Didrik at det passede mig fint at tage et nyt IUI-forsøg til august. Fordi jeg ikke tror på det. Så går tiden med det. Men det mente han var lidt fjollet. Og faktisk har han ret. Jeg skal ikke gå i gang med en behandling som trods alt er tidsforbrugende og ubehagelig (selvfølgelig ikke i samme grad som ivf) bare fordi muligheden er der, hvis jeg ikke selv tror på det. Lægen sagde oprindelig at det var meget små chancer vi havde.

Didrik sagde endvidere at eftersom vi ikke aner hvordan det kommer til at spænde af, og vi ikke aner noget om job eller ikke job for mit vedkommende, så gælder det bare om at kaste sig ud i det. Og jeg kan mærke inde i mig selv at jeg er enig. En fordel ved planen er også, at jeg tror at det er dejligt nemt at passe mit arbejde og behandling sammen - og det kan jeg jo ikke vide om det ville være på en ny arbejdsplads.

Derudover er det værste der kan ske at jeg bliver arbejdsløs, og det er kun i tilfældet at det bedste sker. Så er det ikke en risiko der er værd at tage med? Jeg mener, i det tilfælde ville vi jo opnå det vi går og drømmer om, og så kan det andet altså være sekundært.

Så jeg prøvede at få fat i hospitalet i dag. Det lykkedes naturligvis ikke, men i morgen er der atter en dag. Sandsynligvis skal vi vente i en krig på at komme til, men det gør mig nu ikke så meget nu. Så kan det være at jeg alligevel får min hospitalspause. Guderne må vide at jeg trænger til det.

Populære mig

Så er jeg tilbage fra en dejlig weekend med familie. Det var ganske hyggeligt.

Nu er hverdagen så i gang igen. Det er sjovt at have job. Ikke sjovt som i "ha ha" - men som i "dejligt at betyde noget for nogen" (ud over familie og venner).

Telefonen ringede for et lille øjeblik siden. Jeg har været til en jobsamtale på et vikariat i en rigtig spændende virksomhed, men jeg fik desværre ikke jobbet. Nu ringede hende, der interviewede mig, og fortalte at personen de havde valgt til jobbet lige havde fået fast arbejde, så de var interesserede i at ansætte mig. Deraf overskriften. Hun sagde at de lige så gerne ville have haft mig, men at de jo kun kunne ansætte én.

Så jeg føler nu egentlig at min jobsøgning har været ganske succesfuld.

Men jeg kan jo ikke tage jobbet. Jeg har jo fået job. Og dette vikariat er også kortere end det jeg har fået. Men jeg er nu liiidt ærgelig over ikke at kunne tage det, for det lød også rigtig spændende.

Jeg fik fat i hospitalet i dag. Blodprøven var selvfølgelig negativ. Men jeg fik at vide, at jeg var velkommen til at ringe hvis min menstruation dukkede op sidst i juli. Det skulle ikke være efter 1/8, så det er jo lækkert, når nu den sandsynligvis kommer sidst i juli.

Der er ikke den helt store lyst til internet når jeg kommer hjem for tiden. Men det bliver vel snart lidt mere hverdag for mig, og så er jeg sikker på at det kommer igen!

Av!

Så var det i dag de berømte plader skulle fjernes fra min stakkels næse. AAAAAAVVVV! Dumme læge, behøvede det at gøre så ondt? Det føltes som om han forsøgte at hive noget ud af næsen, som var dobbelt så stor som næsen. Det tror jeg aldrig vil føles rart, men når næsen så i forvejen er øm og nyopereret, så er det heller ikke et hit, at han står og holder imod PÅ NÆSEN.

Da han endelig havde fået de dersens plader ud, skulle han liiiiige rense min næse med sådan en suge-ting som tandlæger også har. På det tidspunkt var jeg meget svimmel. Det blev ikke bedre.

Så troede jeg at mine pinsler var overstået, men så begyndte han gud-hjælpe-mig at flå i en sårskorpe med en pincet. Så spurgte jeg gennem kvalmen, om ikke stingene selv faldt ud. "Jo", indrømmede han, "og denne skorpe sidder også fast i et sting, så det kan du sikkert skylle ud med saltvand". TAK. Så slap jeg endelig.

Desværre var jeg i bil. Jeg var lidt bekymret for hjemturen, men efter lidt saftevand og en forurettet opringning til Didrik, hvor jeg kunne brokke mig over behandlingen kom jeg så hjem. Jeg skal så til en kontrol om 3 måneder.

Og nu kan jeg trække vejret gennem næsen.

Den sætning vil jeg lige lade stå et øjeblik. Jeg ved ikke om der er nogen, der kan forestille sig, hvordan det er ikke at kunne trække vejret gennem næsen. Ikke når man er forkølet eller i den stil, men ALTID?

Det var faktisk også blodprøvedag i dag. Men det har jeg lykkeligt næsten glemt alt om, da jeg var derude tidligt i morges (efter - endnu tidligere - at have kørt Didrik på arbejde, så jeg kunne snuppe bilen og komme forbi alle byens hospitaler). Det gik faktisk fint. Jeg tror snart min nålefobi officielt kan erklæres død. Jeg får da lidt hjertebanken lige inden, men i det store og hele er svimmelheden en saga blot (nu dukker den kun op, når folk roder mig i næsen åbenbart). Så kan jeg ringe derind på mandag. Jeg glemmer det sikkert. Jeg kender jo svaret.

Og NU er det slut med hospitalet for en god lang periode (bank under bordet og salt over skulderen osv.). Jeg kan nu koncentrere mig om mit nye liv i det pulserende erhvervsliv.

I går havde vi nogle venner på besøg. De kommer tit over til noget øl om eftermiddagen. Han er min gamle ven fra gymnasiet og hans kæreste er vi blevet venner med, ligesom Didrik er kommet ind i gruppen. De er faktisk rigtig søde, og vi ser ganske meget til dem.

I går havde de så en ekstra lækker øl med, som skulle gøre det ud for champagne, for HUN ER GRAVID. Det kom ikke bag på mig, jeg vidste godt at de prøvede, men det er så uendelig snyd. De har prøvet i 2 måneder (dvs. 1 1/2 måned efter hun smed p-pillerne var der gevinst).

De ved godt at vi er i behandling. Jeg kunne så fortælle at vores iui var mislykket, som forventet.

Jeg havde ikke troet at det ville slå mig ud. Men jeg er åbenbart ikke over det stadie endnu. Måske det er fordi hun er over 2 år yngre end mig. Måske at de sad og "blærede sig" med at lægen havde sagt at hun havde den perfekte alder. Måske er det bare fordi jeg er super smålig. Måske jeg bare misunder at han siger til mig, på et tidspunkt hvor hun ikke er i rummet "jeg håber bare at hun passer på, på sit sommerferiejob, så hun ikke overanstrenger sig". Måske det er at de skulle ud og fortælle deres forældre det. Måske det bare er en kombination af det hele, sammenholdt med at jeg stadig bløder efter vores iui forsøg, som får det til at kortslutte inde i mig. Jeg håber, at jeg lærer det. At jeg en dag kan smile og mene det. At jeg en dag kan ønske tillykke og ikke tænke "hvorfor kunne det ikke være mig - hvorfor kan det ikke være Didrik der kan få lov til at føle sig så stolt og lykkelig og omsorgsfuld". Det håber jeg.

Jeg hader mig selv, når jeg har det sådan her. I dag måtte jeg forbi svangreafsnittet, fordi jeg ikke kunne finde en p-plads tæt ved den afdeling jeg skulle ind på. Jeg havde travlt, da det som sagt tog lang tid at finde et sted at smide bilen, og var nok lidt smågnaven. Pludselig vrimlede det med højgravide, og hvis tanker blev sagt højt var jeg nok blevet lynchet af en flok gravide. Jeg tænkte IKKE pænt om dem. Faktisk tror jeg at mine tanker var så grimme, at jeg ikke engang kan gengive dem her. Og hvilken ret har jeg til at hade gravide, bare fordi de er gravide. Jeg vil da helst ikke hades af alle mulige, hvis jeg en dag opnår det. Og tænk på hvad andre kunne hade mig for. Jeg har en dejlig mand, en uddannelse, et job, et fint sted at bo, familie, venner ... Der er masser at være misundelig på. Sådan er det vel for alle - der er altid noget vi har, og noget vi synes, at vi mangler. Men derfor kan man vel ikke tillade sig at HADE dem, der har det vi ønsker?

Og de har jo faktisk ikke engang det jeg ønsker. Det er jo vores barn, jeg vil have. Det er ikke deres barn.

Ofte føler jeg at vi har børn. Jeg har tit drømt om børn - vores børn. Men derudover føler jeg mig overbevist om at vores børn eksisterer, og bare længes efter at blive født. Eller måske de ikke længes endnu, måske det bare er mig der længes. Måske de ikke helt er klar endnu, men det bliver de. Jeg håber bare, at det lykkes os at nå dem. At de kan komme ind i vores verden.

Jeg tror egentlig at min næse er et meget godt billede på hvordan jeg føler mig til mode for tiden. Som en stor ødelagt masse. Som om der er blevet skåret og flyttet på knogler og brusk, og at folk er fuldstændig ligeglade, og bare fortsætter med at skubbe på uden at tænke over hvordan det føles, og at der måske er noget her, som trænger til tid til at hele. Noget der ikke lige heles på en uge. Noget der bliver ved med at være ømt længe.

Og jeg hader at føle sådan. Jeg hader at være syg. Og jeg synes at det er frygteligt at skulle køre på halv blus altid, fordi jeg er træt og ked af det og trist. Det er ikke fair overfor Didrik, og i virkeligheden heller ikke over for mig selv. Det er jo mig, der mister mit liv undervejs, ved ikke at leve det. Det er mig, der føler bitterheden og ømheden allermest, for jeg kan ikke slippe for mig selv. Nogle gange ville jeg ønske at man kunne bytte person engang imellem.

Heldigvis er jeg i bedring. Det ved jeg - for jeg ved at jeg har haft det værre. I efteråret ramlede det hele sammen. Chokket over vandscanningen, ventetiden til næste lægekontakt, og nyheden om min barndomsvenindes graviditet fik virkelig min verden til at bryde sammen. Det hjalp så ikke at jeg var i gang med specialet, og der ikke direkte var nogen der satte mig til noget. Dybest set lavede jeg ingenting i den periode. Jeg tog ind på skolen hver evig eneste dag, men fik absolut ikke noget fornuftigt ud af det. Det var meget frustrerende og gjorde kun det hele værre.

Men en aften lå jeg og spekulerede, og blev enig med mig selv om at jeg måtte se at få ændret holdning. Nu var det slut med at være offer. Nu skulle jeg vokse og lære af udfordringerne. Slut med problemer, ind med udfordringer. Slut med "jeg kan ikke lide nåle", ind med "hvis jeg skal i IVF lærer jeg at leve med nåle - cool". Osv. Og det virker. Langt hen af vejen i hvert fald. Jeg får så bare stadig dårlige dage. Men sådan er det vel altid.

Nu har dagens blogindlæg allerede strakt sig over alt for mange emner, så nu vil jeg ønske blogland en dejlig weekend, som jeg vil nyde med svigermekanikken.

Endelig voksen?

Så har jeg haft min første arbejdsdag. Det var jo slet ikke slemt. Jeg havde ellers godt nok ganske utrolig meget ondt af mig selv i morges. Av for en omgang menstruationssmerter. Jeg tænkte nok, at de ville vente med at angribe mig til onsdag.

Derfor så jeg ingen anden udvej end at bruge min gode gamle kombinationsbehandling af Panodil og Ipren. Jeg har ellers undgået Ipren, da svenske studier har vist, at de nedsætter chancerne for at opnå graviditet. Endnu ved jeg dog ikke hvor meget man skal bruge dem, før de har denne effekt, jeg håber at man godt kan tage dem en enkelt dag. Under alle omstændigheder var jeg nødt til det - og det virkede, så det har jeg kunnet nyde i dag.

Dagen gik mest med at hilse på. Jeg er DÅRLIG til at huske navne, så det skal nok give nogle pinlige episoder hen af vejen, men mon ikke det går?

Jeg er glad for at læse, at der er overvejende stemning for at mene at IUI har en chance. Selvfølgelig vil lægerne da ikke kaste en fuldstændig nyttesløs behandling efter os. Men ind imellem flyver tankerne bare lidt for ukontrolleret rundt. Så nu tror jeg at jeg vil koncentrere mig om mit nye job, og så nyde at hospitalet har sommerferie. Så står den på IUI til august og måske IVF til vinter.

Nu vil jeg gå ud og lave noget espresso og hygge lidt med manden, hvis han ellers kan vriste sig fri af sin hobby.