Hospitaler

Tja. Jeg havde jo håbet, at der ikke var mere hospital til mig i denne omgang. (Læs: de nærmeste par måneder), men Didrik og jeg havde os en rigtig god snak om "hvad så nu" i går. Den startede med jobtilbudet, som satte nogle tanker i gang.

Åbenbart er det muligt for mig at få job (ja, det havde jeg jo bevist da jeg fik et, men måske endda nemt). Så er vi nede ved hvad jeg egentlig vil. Vil jeg dette job? Hvor meget? Og hvad vil jeg eventuelt hellere.

Og alt dette jobhalløj hænger uløseligt sammen med barn i mit hoved. Jeg vil ikke vente et år med at forsøge at blive gravid. Dog kunne jeg sagtens vente et halvt år. Tror jeg. Tja. Jeg ville helst i gang snart.

Men hvordan kombineres alt dette dog? I et vikariat risikerer jeg jo ikke at blive fastansat hvis jeg bliver gravid inden det udløber. Ydermere risikerer jeg ikke at kunne få et nyt job hvis jeg er gravid. Så skal jeg så bare søge videre nu? Eller kan de fortælle mig om mulighederne for fastansættelse først? Og hvad med alt det her behandling. Hvem siger at det overhovedet virker?

Jeg sagde til Didrik at det passede mig fint at tage et nyt IUI-forsøg til august. Fordi jeg ikke tror på det. Så går tiden med det. Men det mente han var lidt fjollet. Og faktisk har han ret. Jeg skal ikke gå i gang med en behandling som trods alt er tidsforbrugende og ubehagelig (selvfølgelig ikke i samme grad som ivf) bare fordi muligheden er der, hvis jeg ikke selv tror på det. Lægen sagde oprindelig at det var meget små chancer vi havde.

Didrik sagde endvidere at eftersom vi ikke aner hvordan det kommer til at spænde af, og vi ikke aner noget om job eller ikke job for mit vedkommende, så gælder det bare om at kaste sig ud i det. Og jeg kan mærke inde i mig selv at jeg er enig. En fordel ved planen er også, at jeg tror at det er dejligt nemt at passe mit arbejde og behandling sammen - og det kan jeg jo ikke vide om det ville være på en ny arbejdsplads.

Derudover er det værste der kan ske at jeg bliver arbejdsløs, og det er kun i tilfældet at det bedste sker. Så er det ikke en risiko der er værd at tage med? Jeg mener, i det tilfælde ville vi jo opnå det vi går og drømmer om, og så kan det andet altså være sekundært.

Så jeg prøvede at få fat i hospitalet i dag. Det lykkedes naturligvis ikke, men i morgen er der atter en dag. Sandsynligvis skal vi vente i en krig på at komme til, men det gør mig nu ikke så meget nu. Så kan det være at jeg alligevel får min hospitalspause. Guderne må vide at jeg trænger til det.