Farver!

Så kom der lidt farver over land. Tak til Amocca for råd og vejledning!

I går dukkede de første tegn på at IUI ikke lykkedes så op. Ikke noget dramatisk endnu, men en liiiiille smule blod. Og lidt har det med at blive til mere, så nu er det bare at vente på det. Jeg blev så ked af det i går, at jeg begyndte at græde - meget mod min vilje - men det ER altså ikke så nemt at kontrollere. Det resulterede i at det gjorde stjerneondt i næsen. Salte tårer var ikke lige sagen, så jeg måtte forsøge at tænke på gode ting og ignorere ærgelsen. Det er så lykkedes meget godt indtil videre.

Men der er også meget at spekulere over i mit liv uden at fokusere på fertilitetsdelen. Det er allerede i overmorgen, jeg begynder på mit nye job! Så på den måde er jeg heldig. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor forfærdeligt det må være, at stå i min situation, men bare være 10 år ældre og have huset, jobbene og pengene. Jeg priser mig lykkelig for at det trods alt ikke er oplagt at have børn nu. Godt nok er alle begyndt at spørger Didrik om hvornår vi skal have børn, men det er heldigvis ikke så kritisk endnu. Ud over forældrene er der vist ikke nogen der direkte forventer det af et par i tyverne.

Så det er ikke for at hænge nogen ud, men jeg føler mig bare uendelig heldig, at vi har opdaget dette problem nu og ikke udskudt det til en dag hvor barnet ville være endnu mere manglet end det er nu. For det gør ondt inde i mig, men jeg ved at vi har en chance, en god chance endda, og at vi ikke har en masse plads, der skriger efter at blive fyldt af larmende børn.

Det er lidt pudsigt. Når folk forsøger at muntre én på med historier om hvem der har det værre. Indenfor infertilitet vil der altid være nogle der har det værre. Men så kan andre komme og retfærdigt påstå at det må være værre, at være single og ikke engang have muligheden for at reproducere sig. Dernæst kan de rigtig syge så komme og sige at vi i det mindste kan gå og arbejde og more os og leve vores liv, mens de er lænket til en seng. Men der vil også altid være nogen er der mere syge, mere fattige. Ligesom der altid vil være nogen der kan sørge mere end én selv. Folk der både har mistet forældre og børn osv. Så jeg synes egentlig ikke at argumentet med "du har det jo ikke lige så slemt som Gerda", kan bruges til noget. Ikke at der er nogen der har sagt det til mig. Det er faktisk kun mig selv der har skrevet det. Men det er aldrig rigtig opmuntrende at høre om nogen der har det værre, ligesom det sjældent har nogen relevans.

Engang imellem kan jeg dog godt bruge det positivt. Det sker at jeg tænker over mit helbred på gode dage og bliver enig med mig selv om at jeg faktisk har det rigtig godt, og skal huske at sætte pris på det. Lige så snart jeg bliver syg, så kan jeg se det. Se hvor ødelæggende det er. Hvordan det forhindrer mig i at gøre det jeg vil, og hvordan min lyst til livet på et øjeblik kan formindskes voldsomt. Selv denne dumme næseting betyder at jeg er helt misundelig på at folk kan drøne afsted på deres cykler osv., mens jeg skal passe på ikke at overanstrenge mig så den begynder at bløde igen.

Min pointe med alt det her er nok egentlig bare at jeg vil minde mig selv om alt det gode jeg har. Hvilket passer meget godt til min situation lige nu, hvor jeg egentlig er dybt ulykkelig men forsøger at skjule det for mig selv, så jeg ikke begynder at græde.