En update fra blodtuden

Så fik jeg faktisk sovet godt i nat. Tror kun jeg vågnede 3-4 gange i nat mod 1000 milliarder i går nat (eller noget i den stil). Så nu er humøret ved at være tilbage. Heldigvis er næsen, kinderne og øjnene også ved at være tilbage. Så i dag vovede jeg mig lidt udenfor. Helt ned og handle og ud med skraldespanden. Stoooore sager.

Min fantastiske mand har fået fri i morgen - der var én, der forbarmede sig over at han arbejdede så mange dage i træk, så det bliver skønt at have ham lidt for mig selv, inden vores hverdag ændrer sig dramatisk på mandag.

Jeg kan godt mærke at nervøsisteten over IUI er ved at melde sig. I nat da jeg vågnede kom jeg til at røre ved mine (b)ryster og syntes slet ikke at de var ømme længere, så jeg nåede at bekymre mig for om menstruationen var ved at starte. I går aftes mærkede jeg også et sting på et tidspunkt, der kunne være starten. Men det var falsk alarm begge dele. De er stadig ømme, og jeg er end ikke begyndt at plette endnu. Dog skal jeg lige trække vejret dybt inden jeg går på toilettet, og jeg kigger med gru på trusserne.

Mine beregninger siger mig at det vil starte søndag, mandag eller tirsdag. Så det bliver nogle neglebidende dage. Samtidig forsøger jeg at forlige mig med det som i mit hoved er uundgåeligt. Engang imellem lader jeg dog mig selv tænke på at der var to meget fine follikler og at lægen sagde min livmoderslimhinde så flot ud, og at svømmerne var i topform - man må da sige at hvis det vil være, så kunne nu være et fint tidspunkt.

Jeg sidder lige og funderer over min snørkelede vej ind i blogland. Inden vi tog beslutningen om at nu var det nu vi ville have lille, læste jeg meget på internettet. Jeg brugte bl.a. min-mave.dk og debatten på netdoktor.dk. Jeg slugte beretninger om graviditeter og tiden med småbørn. Da vi så gik i gang med at forsøge fandt jeg et lukket forum for folk med børn og ønsket derom. Det var godt nok mest folk MED børn. Stort set alle de andre der inde, der ikke havde dengang jeg meldte mig ind, har i dag.

Efterhånden som jeg fandt ud af, at vi er reproduktivt udfordrede følte jeg ikke at det forum kunne give mig noget længere. Hver gang de andre skrev "bare rolig - det skal nok gå", var jeg ved at brække mig. Hvad vidste de om hvordan jeg havde det? Der var da nogen derinde der havde ventet mere end 6 måneder, men ikke rigtig nogen som mig. Så inviterede en netveninde fra det første forum mig med i en anden gruppe. Den handlede om at blive gravid, men også her var de stort set allesammen nået dertil.

I mellemtiden sad jeg en dag og søgte på google.dk på "lukkede æggeledere" og røg ind på http://rikkes.blogs.com. Først forstod jeg slet ikke hvad det var jeg var havnet i. Det var så utrolig velskrevet og med så meget selvironi, at jeg først troede at det var fiktion. Men det var det ikke. Det var en kvinde, der havde kæmpet og kæmpet og kæmpet lidt mere for at opnå en graviditet. Jeg var fanget. Jeg har læst praktisk talt hele bloggen og jeg var dybt imponeret over den selvindsigt og vilje til at holde sig oppe, som hun - og skulle det vise sig - mange flere kvinder har. Fra RikkeS fandt jeg Amocca. Hun henviste til et tredje forum, som jeg fra dag 1 følte mig velkommen i. Her har jeg så længe haft en dagbog, og været i tvivl om jeg skulle tage springet til en blog. Nu er bloggen så en realitet. Ligesom jeg har fundet en masse kvinder, som jeg kan relatere til, og hvis sejre kan gøre mig glad, og nederlag kan få mig til at reflektere over hvad der mon er i vente for Didrik og mig. Er det så 100 % egoistisk at have den blog og bruge denne tid på de forskellige fora? Måske. Sandsynligvis. Men jeg bilder mig nu ind, at ved at danne et fællesskab hjælper man ikke kun sig selv men også andre mennesker.

Jeg har på min vej også mødt et par kvinder i virkeligheden. Det har godt nok været nogle rigtig dejlige oplevelser, da jeg på den måde har følt mig hjemme på et helt andet niveau end jeg har med mine øvrige veninder. Fordi min subfertilitet og den manglende graviditet fylder så meget i mit liv, så fylder den også når mine veninder er i det, hvilket betyder at der altid er noget, som jeg ikke ved om de forstår osv, men sammen med mine netveninder er der bare så meget, som er uforståeligt for andre, som vi forstår instinktivt. Det er utrolig lettende.

Nå, jeg sidder og væver. Det gør jeg altså tit, så sikkert også her. Alt andet ville egentlig undre mig.

Nu har jeg jo lovet en fest. Og fest skal der være. Men denne frygtelig kedelige hvide blog ligger ikke rigtig op til fest. Jeg har endnu ikke rigtig gennemskuet hvordan jeg får ændret på det, men det kan være jeg kan få lidt hjælp op til festen? Jeg går og drømmer om et kostumebal. Men det præcise tema ligger lidt løst. Jeg forestiller mig at jeg får flyttet blodprøven til fredag, og så ved jeg først mandag hvordan landet ligger, så jeg tror festen kommer til at ligge om knap to uger, så jeg kan drikke masser af drinks! Så har jeg også noget at se frem til, selv hvis/når det viser sig at første IUI ikke er lykkedes.