Av!

Så var det i dag de berømte plader skulle fjernes fra min stakkels næse. AAAAAAVVVV! Dumme læge, behøvede det at gøre så ondt? Det føltes som om han forsøgte at hive noget ud af næsen, som var dobbelt så stor som næsen. Det tror jeg aldrig vil føles rart, men når næsen så i forvejen er øm og nyopereret, så er det heller ikke et hit, at han står og holder imod PÅ NÆSEN.

Da han endelig havde fået de dersens plader ud, skulle han liiiiige rense min næse med sådan en suge-ting som tandlæger også har. På det tidspunkt var jeg meget svimmel. Det blev ikke bedre.

Så troede jeg at mine pinsler var overstået, men så begyndte han gud-hjælpe-mig at flå i en sårskorpe med en pincet. Så spurgte jeg gennem kvalmen, om ikke stingene selv faldt ud. "Jo", indrømmede han, "og denne skorpe sidder også fast i et sting, så det kan du sikkert skylle ud med saltvand". TAK. Så slap jeg endelig.

Desværre var jeg i bil. Jeg var lidt bekymret for hjemturen, men efter lidt saftevand og en forurettet opringning til Didrik, hvor jeg kunne brokke mig over behandlingen kom jeg så hjem. Jeg skal så til en kontrol om 3 måneder.

Og nu kan jeg trække vejret gennem næsen.

Den sætning vil jeg lige lade stå et øjeblik. Jeg ved ikke om der er nogen, der kan forestille sig, hvordan det er ikke at kunne trække vejret gennem næsen. Ikke når man er forkølet eller i den stil, men ALTID?

Det var faktisk også blodprøvedag i dag. Men det har jeg lykkeligt næsten glemt alt om, da jeg var derude tidligt i morges (efter - endnu tidligere - at have kørt Didrik på arbejde, så jeg kunne snuppe bilen og komme forbi alle byens hospitaler). Det gik faktisk fint. Jeg tror snart min nålefobi officielt kan erklæres død. Jeg får da lidt hjertebanken lige inden, men i det store og hele er svimmelheden en saga blot (nu dukker den kun op, når folk roder mig i næsen åbenbart). Så kan jeg ringe derind på mandag. Jeg glemmer det sikkert. Jeg kender jo svaret.

Og NU er det slut med hospitalet for en god lang periode (bank under bordet og salt over skulderen osv.). Jeg kan nu koncentrere mig om mit nye liv i det pulserende erhvervsliv.

I går havde vi nogle venner på besøg. De kommer tit over til noget øl om eftermiddagen. Han er min gamle ven fra gymnasiet og hans kæreste er vi blevet venner med, ligesom Didrik er kommet ind i gruppen. De er faktisk rigtig søde, og vi ser ganske meget til dem.

I går havde de så en ekstra lækker øl med, som skulle gøre det ud for champagne, for HUN ER GRAVID. Det kom ikke bag på mig, jeg vidste godt at de prøvede, men det er så uendelig snyd. De har prøvet i 2 måneder (dvs. 1 1/2 måned efter hun smed p-pillerne var der gevinst).

De ved godt at vi er i behandling. Jeg kunne så fortælle at vores iui var mislykket, som forventet.

Jeg havde ikke troet at det ville slå mig ud. Men jeg er åbenbart ikke over det stadie endnu. Måske det er fordi hun er over 2 år yngre end mig. Måske at de sad og "blærede sig" med at lægen havde sagt at hun havde den perfekte alder. Måske er det bare fordi jeg er super smålig. Måske jeg bare misunder at han siger til mig, på et tidspunkt hvor hun ikke er i rummet "jeg håber bare at hun passer på, på sit sommerferiejob, så hun ikke overanstrenger sig". Måske det er at de skulle ud og fortælle deres forældre det. Måske det bare er en kombination af det hele, sammenholdt med at jeg stadig bløder efter vores iui forsøg, som får det til at kortslutte inde i mig. Jeg håber, at jeg lærer det. At jeg en dag kan smile og mene det. At jeg en dag kan ønske tillykke og ikke tænke "hvorfor kunne det ikke være mig - hvorfor kan det ikke være Didrik der kan få lov til at føle sig så stolt og lykkelig og omsorgsfuld". Det håber jeg.

Jeg hader mig selv, når jeg har det sådan her. I dag måtte jeg forbi svangreafsnittet, fordi jeg ikke kunne finde en p-plads tæt ved den afdeling jeg skulle ind på. Jeg havde travlt, da det som sagt tog lang tid at finde et sted at smide bilen, og var nok lidt smågnaven. Pludselig vrimlede det med højgravide, og hvis tanker blev sagt højt var jeg nok blevet lynchet af en flok gravide. Jeg tænkte IKKE pænt om dem. Faktisk tror jeg at mine tanker var så grimme, at jeg ikke engang kan gengive dem her. Og hvilken ret har jeg til at hade gravide, bare fordi de er gravide. Jeg vil da helst ikke hades af alle mulige, hvis jeg en dag opnår det. Og tænk på hvad andre kunne hade mig for. Jeg har en dejlig mand, en uddannelse, et job, et fint sted at bo, familie, venner ... Der er masser at være misundelig på. Sådan er det vel for alle - der er altid noget vi har, og noget vi synes, at vi mangler. Men derfor kan man vel ikke tillade sig at HADE dem, der har det vi ønsker?

Og de har jo faktisk ikke engang det jeg ønsker. Det er jo vores barn, jeg vil have. Det er ikke deres barn.

Ofte føler jeg at vi har børn. Jeg har tit drømt om børn - vores børn. Men derudover føler jeg mig overbevist om at vores børn eksisterer, og bare længes efter at blive født. Eller måske de ikke længes endnu, måske det bare er mig der længes. Måske de ikke helt er klar endnu, men det bliver de. Jeg håber bare, at det lykkes os at nå dem. At de kan komme ind i vores verden.

Jeg tror egentlig at min næse er et meget godt billede på hvordan jeg føler mig til mode for tiden. Som en stor ødelagt masse. Som om der er blevet skåret og flyttet på knogler og brusk, og at folk er fuldstændig ligeglade, og bare fortsætter med at skubbe på uden at tænke over hvordan det føles, og at der måske er noget her, som trænger til tid til at hele. Noget der ikke lige heles på en uge. Noget der bliver ved med at være ømt længe.

Og jeg hader at føle sådan. Jeg hader at være syg. Og jeg synes at det er frygteligt at skulle køre på halv blus altid, fordi jeg er træt og ked af det og trist. Det er ikke fair overfor Didrik, og i virkeligheden heller ikke over for mig selv. Det er jo mig, der mister mit liv undervejs, ved ikke at leve det. Det er mig, der føler bitterheden og ømheden allermest, for jeg kan ikke slippe for mig selv. Nogle gange ville jeg ønske at man kunne bytte person engang imellem.

Heldigvis er jeg i bedring. Det ved jeg - for jeg ved at jeg har haft det værre. I efteråret ramlede det hele sammen. Chokket over vandscanningen, ventetiden til næste lægekontakt, og nyheden om min barndomsvenindes graviditet fik virkelig min verden til at bryde sammen. Det hjalp så ikke at jeg var i gang med specialet, og der ikke direkte var nogen der satte mig til noget. Dybest set lavede jeg ingenting i den periode. Jeg tog ind på skolen hver evig eneste dag, men fik absolut ikke noget fornuftigt ud af det. Det var meget frustrerende og gjorde kun det hele værre.

Men en aften lå jeg og spekulerede, og blev enig med mig selv om at jeg måtte se at få ændret holdning. Nu var det slut med at være offer. Nu skulle jeg vokse og lære af udfordringerne. Slut med problemer, ind med udfordringer. Slut med "jeg kan ikke lide nåle", ind med "hvis jeg skal i IVF lærer jeg at leve med nåle - cool". Osv. Og det virker. Langt hen af vejen i hvert fald. Jeg får så bare stadig dårlige dage. Men sådan er det vel altid.

Nu har dagens blogindlæg allerede strakt sig over alt for mange emner, så nu vil jeg ønske blogland en dejlig weekend, som jeg vil nyde med svigermekanikken.