Kære dagbog

Undskyld at jeg ikke har skrevet så længe. Jeg har savnet dig. Faktisk flyver tankerne rundt i hovedet på mig, og jeg ved knapt nok hvor jeg skal starte.

Lad mig så starte med en episode i dag. Jeg har et vennepar, hvor hun lige er blevet gravid. Lad mig give dem nogle passende navne; Freja og Finn. Freja er et par år yngre end mig og de har kun prøvet i et par måneder hvilket er rigelig grund til at jeg har det lidt skidt med dem lige nu. Jeg er ikke stolt over det, faktisk skammer jeg mig, men jeg kan lige så godt stå ved mine følelser her i min egen blog.

I dag ringede Finn for at høre noget om Frejas risiko for at få toxoplasmose. Jeg foreslog at de fik målt hendes antistoftiter, og det havde de også gjort, men de havde ikke fået svaret endnu og Finn lød meget bitter over at lægerne var så langsomme. Så jeg sagde I SJOV (Jeg er jo heller ikke Dr. Mengele - trods alt): "Hvis den er i stykker kan I jo bare smide den ud og lave en ny, når nu det gik så nemt." Svaret fra Finn var: "Nå, der er nok én der er bitter".

Jeg har så senere fundet ud af at det jeg gerne ville have svaret var "nå, der er nok én der er hoverende", for han lød pokkers stolt og DUM. Øv. Jeg vil ikke kaldes bitter af sådan en tåbelig gut med en alt for fertil kæreste - undskyld forlovet - de har lige skiftet status.

Måske det lyder bittert. Det gør det nok. Men nu plejer vi altså at kunne spøge med alt muligt, og undskyld at jeg bliver træt af at høre ham ævle løs om hvor bekymret han er for Freja og barnets helbred, når vi ikke har noget at tage hensyn til. Han kunne jo f.eks. stille spørgsmålet og så lægge på efter jeg svarer ham, i stedet for at træde løs i hvad Freja gør og ikke gør og hvor farligt det er og ikke er. UUUUUUHHHH dumme Finn.

Og samtalen har efterladt mig med en besynderlig tristhed. Egentlig har jeg det da efterhånden bedre og bedre med vores problem, men en gang imellem flyder alle tankerne bare sammen igen i et mærkeligt følelsessammensurium. Jeg kan heller ikke få sætningen "hvorfor skal man altid glæde sig på andres vegne - de sørger jo ikke på vores vegne" ud af hovedet. Det var skrevet i en kommentar på en anden blog, kan ikke lige huske hvor. Men måske det bare er dér jeg er lige nu. Hvordan kan det egentlig være at det er meningen at jeg SKAL kunne glæde mig over at andre har det jeg ikke har, når nu de ikke skal føle det jeg føler? Er det fordi mine tanker er mindre rigtige eller væsentlige? Nej, men de er grimme, og derfor skal andre ikke belemres med det. Uh det gør mig så arrig. Jeg vil også anerkendes for mine tanker og ikke kategoriseres som et andet rangs menneske fordi jeg ikke jubler over at andre bare kigger hinanden dybt i øjnene og bliver gravide mens jeg skal til 117 invaderende underlivsundersøgelse, gennembores af kanyler og have stukket flere ting op i underlivet end en gennemsnits p(o)rnostjerne for at opnå det samme. MULIGVIS opnå det samme. Det gør mig bare så trist og gnaven.

Jeg ville ønske at jeg kunne græde. Det trænger jeg til. Men tårerne lader vente på sig. Jeg ved at når de først har været der, og jeg har søbet i min egen selvmedlidenhed, SÅ kan jeg vende skuden og se fremad igen. Så kan jeg være positiv og glad for mit liv. For jeg ER glad for mit liv. Men indtil jeg har været helt nede kan jeg ligesom ikke komme op igen. Men nu må vi se. Jeg synes at mine tristhedsanfald både bliver kortere og færre. Det må da være et godt tegn. Og med det første positive jeg har skrevet i denne blog i dag, vil jeg stoppe før jeg får skrivekrampe.