Ak ja, den tid måtte åbenbart komme, hvor jeg måtte indse, at moderskab ikke kun er en dans på roser - eller i hvert fald at man nogle gange kommer til at træde på tornene.
I dag kulminerede det i en ordentlig tudetur som har været undervejs i nogle dage. Bittefyren har sovet virkelig dårligt længe, og det kombineret med at min søde mand har arbejdet en masse, så jeg har måttet tage alle nætterne, og min træning som gør at jeg nok har brug for søvn, gjorde at jeg brød sammen.
Min dejlige lille dreng elsker sin far. Normalt gør det mig helt varm i hjertet og glad og stolt, men i nat følte jeg mig som et nødvendigt onde for Junior og helt sikker på at han ikke kunne lide mig mere. Det kom sig af at jeg netop havde givet ham mad og skiftet ham, hvorefter han ikke kunne finde ro. Så lagde jeg ham op på min mave, og så gylpede han en ordentlig skylle ud over mig, min hovedpude, dyne og lagen. Dejlig nat. (Ved næste spisning havde han lavet en ble der lugtede så grimt, at der ikke var nogen tvivl om at den skulle skiftes, og ud over disse to episoder vågnede han bare KONSTANT).
Det hjalp at græde lidt ud. Og min dejlige mand forsikrede mig om at han vil gøre alt hvad han kan, for at jeg skal blive glad igen. Egentlig skammer jeg mig bare nu. Selvfølgelig holder den bitte mand af mig, og jeg kan da ikke blive jaloux over at vi har et ualmindeligt glad barn. Han gylpede jo heller ikke for at genere mig, og selvfølgelig er det hårdt at undvære sin nattesøvn. Jeg burde jo være glad hele tiden, nu hvor mine drømme er blevet opfyldt.
Men jeg må jo nok indse at "glad hele tiden" er utopi. Livet er fyldt af konflikter og problemstillinger, og selvom man nåede alle sine mål ville man ikke være skånet for hårde tider. Måske må jeg bare indse at moderskab er hårdt arbejde?
Vi talte lidt om Juniors præferencer. Han griner hver gang han ser sin far. Men det er ikke så mærkeligt. Far er jo den sjove. Mor er den der gør alt det praktiske hele tiden. Hun er måske kun sjov 5-10 % af tiden. Og måske er det meget godt. Måske er det godt for Junior at der er den forskel. Mor som man kan regne med gennem gylp og bleer, og far som altid kan få én til at grine.
Jeg er ked af at amningen ikke gik. I lang tid har jeg været lidt lige glad og glædet mig over de fordele som flasker trods alt giver, men nu er jeg ked af det. Mine menstruationer er kommet i gang igen, og sidste gang gjorde det faktisk ondt igen. Nu har jeg hentet en recept på p-piller, så jeg kan springe menstruationerne over, så jeg ikke skal bekymre mig om dem (så tit). Men endnu mere fordi jeg ikke føler mig som en speciel person i Juniors øjne. Jeg VED godt at jeg er det. Jeg er hans mor - det er der ingen der kan tage fra mig. Men jeg GØR ikke noget som er unikt, som andre ikke kunne gøre.
Min svigermor har en bekendt, som er sundhedsplejerske. Da hun så et billede af Junior som helt ny, sagde hun med det samme, at med det overbid var det klart at jeg ikke kunne amme ham. Det ville kræve en helt særlig indsats. Vi spurgte flere gange på barselsgangen om overbidet ikke kunne gøre det svært for ham at få fat. "Nej, nej, overhovedet ikke", var svaret. Jeg bliver så gal. Hvorfor kunne de ikke være ærlige og indrømme, at det ville kræve noget særligt? Hvorfor blev vi udskrevet med besked om at det gik fint, når det ikke gjorde det? Hvorfor kunne jeg ikke advares om at det ville kræve noget særligt, og så få noget ekstra hjælp og kontrol? Og hvorfor skulle jeg føle mig som sådan en taber, når nu han var en besværlig lille fyr udi amning??
Men jeg ved godt hvorfor. Det er fordi Sundhedsstyrelsens officielle anbefalinger lyder, at moderen ikke må blive bekymret. Hvis der er problemer må sundhedspersonalet ikke lufte dem overfor moderen, for at hun ikke skal opgive amningen. Det er jo noget vås. Som om moderen er en sart lille blomst som giver op, hvis hun får at vide at der er problemer. Hun giver da kun op, hvis der ER problemer og de bliver for uoverstigelige for hende. I øvrigt vil jeg ikke betragte det som at jeg gav op. På det tidspunkt var der simpelthen ikke andet at gøre, som var forsvarligt. Jeg ville ønske at forløbet havde været anderledes, men jeg fortryder ikke at Junior blev flaskebarn.
Det bliver godt at komme til spinning i dag. Mit humør plejer at blive løftet af en omgang træning.
Etiketter: Junior, livet som mor
