Det var så det

Ja, min menstruation kom efter planen om onsdagen. Præcis 27 dage efter sidst. Så det virker da til at alting virker som det skal. Men jeg blødte og blev ved med at bløde (normalt bløder jeg højst et par dage og kan stort set klare mig med trusseindlæg). Og jeg fik ondt i maven. Ikke meget, men det var der. Så nu er jeg begyndt at føre dagbog over min menstruation. Bliver det værre end det her, så er der kun en vej. Jeg skal ikke spille hazard med mit helbred, og jeg har i hvert fald et fortilfælde der viser at graviditet er en god behandling.

Egentlig ville jeg gerne give min krop en chance og samtidig nyde ikke at være på hormoner, men det er åbenbart ikke så godt for mig. Øv. Men så må vi bare gå i gang. Så nu er jeg spændt på hvordan det går om godt 3 uger.

Og så blev min lille store dreng pludselig 2 år. Hvordan skete det? Og hvordan kan han bare være så sød og dejlig? Jeg bliver mere og mere forelsker i det lille menneske som vi er så heldige at have i vores liv.

Suk fra Solsikke

Sløj

Ja, så kom det åbenbart hurtigt tilbage. Jeg har droppet p-pillerne og fik menstruation den 23. oktober. Fredag den 7. november havde jeg kvalme og ingen lyst til kaffe. Det irriterede mig lidt, indtil en lille tanke pludselig (velkendt) dukkede op. Er jeg mon gravid? Ej, helt ærligt, det er 15 dage siden menstruationen.

Men tanken ville ikke slippe mig og kvalmen blev værre og værre. Jeg havde minus lyst til kaffe og jeg var meget træt. Omkring den 11-12 var jeg ved at begynde at tro på det. Og så begyndte min mand også at klage over kvalme. Ok, det var så bare en virus.

Helt ærligt!?! Kan jeg virkelig være tilbage allerede?

Når jeg føler efter - helt ærligt - inde i mig selv, så vil jeg rigtig gerne have et barn til, og jeg vil rigtig gerne slippe for behandling. Men samtidig tror jeg ikke på at de to ting kan lade sig gøre - det ene udelukker i hvert fald det andet.

Og når jeg føler rigtig dybt, ja så er der ingenting der haster. Jeg mener stadig at der gerne må være mere end 3 år mellem mine børn. Så har Junior forhåbentlig fundet sine ben i børnehaven og droppet sutten og bleen inden han skal forholde sig til at familien er blevet større. Så derfor må jeg vist bare minde mig om at jeg kan trække vejret og nyde mit liv (og min krop uden p-piller). Men for pokker... hvorfor er tankerne der allerede?

Pip

Et lille pip fra mig. Der sker ikke det store. Vi går på arbejde så længe de findes, og har smidt præventionen. Junior er sødere end nogensinde, og livet virker lige så lyst som dagene er blevet mørke. Men det går da op og ned - det nede er bare ikke så langt nede som det var engang og det oppe er bedre og lysere end nogensinde før.

Og ja, jeg er endnu engang ude og rejse, men denne gang kun en enkelt overnatning.