Rigtigt

Mange tak for de søde kommentarer. Det varmer meget.

Jeg går stadig rundt i en sær lykkerus som om alting bare er rigtigt. Eller i det mindste på vej i den rigtige retning. Måske er "rus" så meget sagt, men altså, bare sådan glad i låget.

Al den tid væk fra familien (jeg er væk igen, suk) minder mig virkelig om hvor meget de betyder for mig begge to. Jeg elsker dem virkelig. Og ikke kun Junior - jeg elsker virkelig min Didrik. Han er en helt særlig mand. Og han er alt for god til mig. Men pyt med det, hvis han er tilfreds er der jo ingen grund til at give ham grund til at finde på noget andet at lave.

Junior reagerer lidt på al mit rejseri, men jeg bliver ved med at fortælle mig selv at det snart er overstået og at det er SÅ meget bedre for os allesammen. Jeg er et helt andet og gladere menneske efter jeg skiftede job - og så er det også bedre for vores økonomi, det har vel lidt at sige.

Han er meget opmærksom på mig. Det tolker jeg selv som om han er bange for at jeg pludselig forsvinder. Men han er stadig glad og dejlig, så han har slet ikke ændret personlighed. Men jeg er meget opmærksom på at tiden derhjemme skal bruges sammen. Ikke noget med venindebrunch i weekenden, nope den står på far, mor og børn og sådan skal det også være. Det er virkelig energiopladende at være sammen med ham. Utrolig livsbekræftende og afslappende.

Fik jeg nævnt at jeg er glad?

Jeg tænker meget på flere børn eller ej. Det er mærkeligt at tænke på. Egentlig kan jeg slet ikke forestille mig flere børn. Det er sådan lidt luksus-agtigt, når jeg engang har været barnløs og meget ulykkelig.

Hmmm.. jeg er ved at kunne mærke at jeg var tidligt oppe. Hotelsengen ser pludselig meget tillokkende ud. Som det meste er dette rejseri ganske paradoksalt i natur. Jeg kan virkelig godt se hvor luksusagtigt meget af det er - at spise ude hele tiden, sove i lækre store nyredte senge, have et badeværelse for sig selv som ikke skal gøres rent, vælge og vrage fra overdådige morgenmadsbufetter. Men samtidig føles det lidt som at sælge sin sjæl til Djævlen - at man bytter sit liv for luksus. Det er jo ikke fedt at være væk fra alt det der betyder noget og i stedet bare shoppe og slappe af. Det hænger jo ikke sammen. Men det er da rart, og det er også en måde at få ladet batterierne op. Måske gælder det bare om at se det gode i alle situationerne så man kan nyde hele livet og ikke kun halvdelen (mens man glæder sig til den anden halvdel)? Jeg ved det ikke, men jeg vil prøve. Er vist lidt usammenhængende. ... Godnat!

Væk igen

Så sidder jeg endnu engang på et hotelværelse. Jeg burde gå i seng og sove, men jeg har alt for mange tanker i mit hoved. Ved ikke engang hvorfor. Men nu må vi se hvad der kommer ud.

Det går godt! LOK er gravid. Hjerteblink og det hele. Det er fantastisk. Jeg kan stadig huske da vi mødtes for snart mange år siden. Det var længe inden Junior, og nu er Junior næsten to år, mens LOK bærer et lille riskorn i sin mave. Det er et mirakel, og hvor er det bare på tide. Men der er andre, som stadig ikke har fået deres mest dyrebare ønske opfyldt. Det gør mig trist, og det gør mig utrolig ydmyg overfor det liv jeg lever.

Jeg ved ikke hvad der skulle ske, for at jeg skulle føle mig mere glad, tilfreds eller ydmyg. Jeg har i sandhed alt. Jeg har oplevet mere lykke end jeg nogensinde troede da jeg var en ganske ung teenager, som flirtede med tanken om at tage sit eget liv, for at påføre mine forældre noget af den smerte de påførte mig.

Jeg tror aldrig at jeg for alvor var tæt på. Det var mere en romantisk tanke om at så skulle de fortryde. I dag er det lige gyldigt. Mine forældre kommer aldrig til at undskylde noget som helst. Jeg tvivler på om de forstår hvilken skade de har forvoldt og hvor svært det har været at nå hertil. Samtidig betyder det intet. Jeg er trist fordi denne lille uskyldige pige som var mig engang, skulle være så ulykkelig. Jeg er trist fordi jeg altid har været så voksen, så stille og så bange for livet. Sådan må børn ikke vokse op. Ingen. Men sådan var det, og jeg har formet mit eget liv, taget ansvar og jeg er stolt af at være den jeg er.

Lige nu føler jeg - måske for første gang nogensinde - at jeg kan opnå hvad jeg sætter mig for. Jeg er ikke herre over om jeg får flere børn, men jeg er herre over min karrier, jeg bestemmer over min krop, som er godt på vej til at blive fit, slank og laber. Jeg bestemmer ikke om uheld rammer, om min mand pludselig vågner og ikke er forelsket i mig længere, men jeg er stadig herre over mig selv. Jeg er ikke et offer længere. Jeg er en stærk kvinde som ikke (kun) er hvor jeg er på grund af et ufatteligt lykketræf, men også fordi jeg vil det, og fordi jeg kæmper for det.

Samtidig er vi alle i lykkens gudindes hænder. Alt kan ændres i et sekund, men lige nu i mit liv er jeg optimist. Jeg tror på mig selv, og det er utroligt at gøre. Det havde jeg aldrig troet at jeg skulle. Og det gør jeg måske heller ikke altid, men overvejende og mere og mere.

Det er mærkeligt at jeg lige nu, mere bundet end nogensinde med barn, vielsesring, huslån, bil, ansvarsfuldt job etc. føler mig mere fri end nogensinde før. Men hvorfor ikke?

Og hvad bringer min fremtid? Jeg har ingen anelse. Jeg vakler fra ja til absolut ikke i spørgsmålet om flere børn. Måske om et halvt års tid. Jeg hælder mest til at droppe p-pillerne og prøve lidt selv i et halvt års tid måske, men kun hvis det går godt med endometriosen. Jeg vil ikke spille hazard med mit helbred. Jeg er afhængig af mit helbred. Ligesom resten af min familie er det. Til gengæld trives mit helbred under en graviditet. Hm... det er ikke nemt. Men det behøver det ikke at være. Lige nu er begge muligheder (et barn til; ikke flere børn) faktisk lige tillokkende. Så jeg frygter ikke den ene mulighed. Det ændres formentlig hvis vi først går i gang, men lige nu vil jeg nyde at intet haster.

Junior er en fantastisk dreng. Han er virkelig utrolig. Så kærlig og så meget dreng med stort D på samme tid. Jeg tror virkelig at han har et usædvanlig kvikt hoved skruet på sig samtidig med at han virker meget social og kærlig. Men jeg er jo nok heller ikke helt objektiv i vurderingen.

En hurtig og upræcis måling viser ca. 15 kg og 88 cm nu godt 22 måneder gammel. Han spiser stadig godt. Han går, løber, kører på scooter osv uden at vælte. Han kan lægge puslespil med 54 brikker med minimal indblanding (vi hjælper med kanten - resten klarer han selv). Han synes at det er sjovt at made sine forældre. Vi kan nu næsten læse hele historier for ham. F.eks. Peter Pedal (Eller Peter Dal som han hedder hos os). Han snakker som et vandfald og kan huske og genfortælle historier som foregik for længe siden. Så kan han mærkelige ord som "kirkeklokker", "larvefødder" og "hangar". Han elsker gentagelser og vil gerne have den samme bog læst non-stop i flere dage i træk før det skifter. Han har en super god ven, som han altid leger med. De er enten hos os eller de andre (uden at vi går med ham forstås). Her spiser og drikker de det de ellers ville få hvis de ikke havde gæsten med, og er bare super gode til at lege sammen. Ofte er det nemmere at passe Junior + ven, end det er at passe Junior alene.

Kan man fornemme at jeg er lidt stolt af min dreng? Jeg har altid syntes at sådanne forældre var kvalmende og utrolig subjektive. Det er jeg vel også. Men det er dejligt at føle sådan. Måske skulle jeg bare holde det for mig selv og ikke broadcaste det på denne måde. Nå, pyt med det.

Nu vil jeg gå i seng. Tror at trætheden er ved at indfinde sig så jeg kan falde i søvn og ikke bare ligger og vender og drejer mig.