18+3 Er her endnu!

Jamen det går vel sådan set som det skal. Jeg har været forbi min jordemoder for første gang i mandags. Hun ville ikke undersøge mig – overhovedet – hverken blodtryk, hjertelyd, befamling eller urinsticks! Men vi fik en god snak om alt muligt. Jeg fortalte om min psykiske stemning og hendes svar var at det ikke bekymrede hende. Jeg er såmænd bare ked af det fordi min mor er syg, og det er svært at kapere at være ked af det, men hun mente ikke at der var noget der tydede på noget værre, og heller ikke noget som indikerede at jeg var i risiko for at få en fødselsdepression.

Da jeg nævnede den mislykkede amning blev jeg straks sat i kategori med alle risikograviditeterne! Ej, det er ikke helt rigtigt, men de havde en masse tilbud. Jeg kunne snakke med nogle specielle ammesygeplejersker INDEN fødslen, og fortælle min historie så de var godt rustet til at hjælpe, og efter fødslen kunne vi så blive indlagt på en afdeling med ekstra hjælp. Egentlig havde jeg håbet på en ambulant fødsel, men det kan jeg tage med hende næste gang. Hun mente sagtens at jeg kunne amme næste barn og i øvrigt også at det var en fin måde jeg håndterede det hele sidst.

Så fik vi talt arvelige sygdomme. Sidste gang var det ikke noget problem med en farmor med type 2 diabetes, men denne gang mener hun at det betyder at jeg skal have lavet glukosebelastningstest. Mærkeligt at det er så forskelligt. Men hvorfor ikke? Når nu det spøger i familien, så kan man lige så godt få det tjekket.

Fødslen spurgte jeg meget ind til. Jeg fortalte om den lidt mærkelige fødsel hvor jeg var åbnet 7-8 cm inden jeg overhovedet mærkede rigtige veer, og hun sagde at det formentlig vil gå hurtigere denne gang, så jeg skal huske at sige til alle jeg kommer i nærheden af, at jeg sikkert føder hurtigt. Gulp, godt vi bor tæt på hospitalet.

Så fik jeg ros for min vægt. ”Du kan sagtens tage 14-17 kg på – så taber du dem bare igen bagefter, det er ikke noget problem – så du skal ikke være så bekymret for hvad du spiser”. Jaja, så siger vi det. Jeg er heldigvis kommet ind i en fase, hvor jeg har mere lyst til det sunde end det usunde, så det er skønt. Desværre synes jeg også at halsbranden så småt er begyndt. Det var vist senere sidst – må lige læse lidt tilbage i bloggen. Uha, bare det ikke bliver så slemt denne gang! Jeg vågnede faktisk nogle gange i nat med den forfærdelige svien i halsen. Men det kan jo være en enkeltstående begivenhed.

Øv, vi er i en lidt dårlig putteperiode med den lille. Han sov først omkring 21.30 i går og da jeg skulle på kursus i dag var jeg nødt til at hive ham ud af sengen lidt over 7 hvor han slet ikke var vågen. Jeg havde håbet at han ville sove tidligt her til aften, men nu skriver vi 20:51 og han kalder – igen! Normalt sover han senest klokken 20, så det bliver en lang dag for ham, hvis han ikke snart lægger sig til at sove.

Jeg har det bedre end længe, rent psykisk. Har besluttet mig for at tage en dag af gangen. Nu er det også snart ferietid, og hvad der kommer efter, må jeg se til den tid.

Bitte-lille 100 dage i dag!

Så er det 100 dage siden at vores arveanlæg smeltede sammen for at skabe et nyt liv. I dag skulle han/hun veje ca. 100 gram, og i følge bøgerne virkelig begynde at sætte turbo på væksten. Spændende...

God weekend allesammen!

Kører i ring

Dejlig, dejlig påskeferie. Men alligevel. Jeg synes ikke rigtig at jeg flytter mig. De triste tanker vil ikke rigtig slippe og på en måde er jeg stadig mærkelig følelsesløs. Når jeg prøver at mærke efter hvordan det føles indeni når jeg tænker på min mor, så er der ikke noget. Ingen følelser.

Når hun hoster, så krymper jeg mig. Jeg har ondt af min far og ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv.

Men jeg er virkelig bare fjern. Fjern fra det meste. Ikke at jeg ikke bliver glad i ny og næ. Det gør jeg. Og det er vel også den eneste grund til at jeg endnu ikke er troppet op hos min læge og har fortalt hvordan jeg har det indeni og forlangt at få en henvisning til en psykolog. For det er jo til folk med rigtige problemer. Ikke sådan nogle hypokondere som mig, som bare skal tage sig sammen.

Jeg mærker den lille engang imellem. Det er skønt, men jeg er slet ikke lige så absorberet og giver slet ikke den lille den samme opmærksomhed som Junior fik dengang. Egentlig føler jeg mig bare tyk og grim. Hvilket nok ikke er helt retfærdigt. Didrik siger at jeg er lækker, men han er ikke rigtig til at stole på på det område. Det er nok for ham at mine br(y)ster er eksploderet. Han er et meget simpelt menneske når det kommer til det.

Så nu sidder jeg endnu engang på mit arbejde og venter på at klokken bliver fyraften så jeg kan komme hjem og ikke er helt alene med tankerne inde i mit hoved. Ikke at jeg ikke har fået noget fornuftigt ud af dagen. Jeg har bestilt sommersko og sandaler til Junior. Han nægter at gå i andet end sine vinterstøvler. Men sådan er det med ham. Han er total trofast når det kommer til fodtøj. Og overtøj. Han holder vist bare fast i det han kender. Ligesom de fleste andre børn velsagtens.

Og så bliver der stadig testet grænser. Jeg var alene med Junior i går og han forstår virkelig at trykke på nogle knapper. Så føler jeg mig som verdens værste mor. Selvom jeg håndtere det meste fint nok, så røg min stemme nok lidt hårdt op og jeg var måske ikke helt så rolig og fattet som jeg burde være. Argh, det er altså ikke nemt at være mor til en dreng på 2 år. (Eller terrible-two som min engelske kollega kaldte det.)

Men så havde vi en dejlig morgen i morges, hvor han bare var sød og nem og hjælpsom og blev klædt på lige så fint, spiste fint og sagde de sødeste ting. Så kan jeg køre lidt videre på det.

Påskeferie!

Så er jeg blevet 15+2. Og maven er stor nu. Rigtig stor. DET er dejligt. Egentlig er jeg heller ikke så plaget af ting og sager. Bækkenet/halebenet holder sig i ro. Ingen kvalme. Jeg er så småt begyndt at kunne drikke kaffe igen. Ikke noget halsbrand endnu. Trætheden er voldsomt aftaget, så nu ligner og føler jeg mig ikke som en hængt kat når frokosten er passeret. Sulten er også næsten normaliseret.

Eneste gener er vel egentlig nattetisseri og det lave blodtryk som giver mig svimmelhed og synsforstyrrelser. Så nu er 2. trimester for alvor i gang og det gælder om at nyde det, inden jeg er for stor og tung til at nyde noget som helst.

Til gengæld er jeg begyndt at mærke liv! Lige som sidst er det typisk når jeg er gået i seng og lægger mig ned på ryggen. Jeg tror at livmoderen bliver trykket flad, for jeg kan mærke noget, der ligesom ”skurrer” rundt derinde. Det er fantastisk!

Jeg synes at det er lidt sent jeg skal ses af min jordemoder. Først om 3 uger! Så jeg er altså 18+2 inden jeg skal til jordemoder. På min-mave stod der, at der var nogle, der skulle til deres 2. jordemoderbesøg i denne uge. Det er vist ikke lige mig. Men måske det er påsken der skubber det hele lidt?

Junior er altså bare en solstråle. Han er så glad så glad. Egentlig synes jeg at han har meget temperament, men han er ikke så vedholdende i sine hysterianfald når jeg sammenligner med andre børn. Han prøver noget af, og bliver sur, hvis man stopper ham, men han tør lige så hurtigt op og er glad igen. Det er altså dejligt. Jeg håber at lillebror/søster bliver lige så easy going.

Vi har styr på navne nu. Lidt tidligt måske og det kan også nå at ændre sig. Men det er rart at vide at vi kan finde på et navn og det ikke bliver et lille stakkels navneløst barn vi venter os.

Og så er der påskeferie, når denne arbejdsdag er klaret!