På tærsklen til foråret

Så er februar ved at være gået. Fra i går havde jeg det meget bedre. Min søde mand kommenterede endda at jeg så meget bedre ud i går end jeg havde set ud længe. Mine øjne var mere klare og min hud ikke længere grå. Nej, pjat, han sagde det faktisk på en pæn måde. Jeg følte mig også grå og trist under nedreguleringen. Men nu er det slut.

Næsten da. Jeg kan godt mærke at en sær form for melankoli har grebet mig. Marts bliver en skæbnemåned. Enten bliver det den bedste måned i mit liv eller også bliver det en af de dårligste. Jeg tvivler på at det kan blive den dårligste måned. Mon dette forsøg kan slå det sidste i katastrofe? Det tvivler jeg stærkt på. Det ville være meget mærkeligt om de lod mig blive overstimuleret denne gang.

Jeg burde lære at sætte billeder ind her. Så kunne jeg vise jer mit stimuleringsskema. Min kære læge har skrevet 'tidligere OHSS' alle de steder han har kunnet. OG understreget 50 enheder, kraftigt. Så de går altså op i sådanne ting.

Så det frygter jeg ikke. Men jeg frygter at de nu er så forsigtige at der ikke sker noget som helst. Tænk hvis der ikke er æg igen igen igen. Jeg tror ikke helt at jeg tager det så pænt. Heldigvis skal jeg allerede scannes på lørdag, så jeg går ud fra at det er tidsnok til at sætte mig op i dosis hvis der ikke er sket noget.

Som sagt hænger min melankoli nok sammen med at jeg HÅBER samtidig med at jeg prøver at lade være med at håbe og forbereder mig på skuffelsen. Jeg ved at det ikke nytter noget at forestille mig hverken det ene eller det andet. Hvis jeg forestiller mig den glæde jeg vil opleve ved at det lykkes bliver min sorg måske større hvis det ikke gør. Hvis jeg forestiller mig den sorg jeg vil føle hvis det ikke lykkes går jeg gennem ugevis af tristhed måske uden grund. Og vi kender jo alle ordsproget om ikke at male en vis herre på væggen.

Så alt i alt efterlader det mig lidt i et vakuum. Heldigvis er der en masse at tage sig til her på arbejdet. Jeg vil forsøge at knokle i denne uge så jeg har tid til forhåbentlig at skulle til ægudtagning og -oplægning i næste uge.

Var det så det værd?

For længe længe siden lykkedes det for den gamle venindegruppe at finde en dato for vores årlige julefrokst. Det blev den 25. februar, og det skulle løbe af stabelen hos mig.

Så begyndte jeg ellers på nedregulering og fik det værre og værre. I går var jeg meget meget tæt på at aflyse aftalen. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle være værtinde og glad og interesseret i de andres liv. Jeg er overhovedet ikke interesseret i noget som helst andet end min egen sørgelige verden.

Men jeg lod være med at ringe og aflyse. Jeg tænkte at jeg ville have alt for dårlig samvittighed når det nu endelig var lykkedes at finde en dag hvor vi alle 6 kunne.

Nu sidder jeg så og overvejer om det var den rigtige beslutning. Det var hyggeligt. Maden fik ros. Jeg brød ikke grædende sammen. Men nøj hvor havde jeg hellere tilbragt aftenen på sofaen med min uendeligt tålmodige mand. Nu er han hjemme hos sine forældre, og jeg er ved at gøre klar til en nat alene med mine dæmoner i dobbeltsengen.

En af mine veninder havde sin søn på 9 måneder med. En er gravid i 7. måned. En er lige gået i gang så småt med at prøve. En er - så vidt jeg ved - uden aktuelle babyplaner og den sidste meldte afbud med sygdom. Suk.

Hvad er værst? Dårlig samvittighed over at aflyse og gøre andre kede eller at skulle gennemleve en hel eftermiddag/aften og bare føle sig tom indeni?

Hmmm.. jeg ved det ikke. Egentlig er det også ligemeget. Aftenen er overstået, og jeg kan gå i seng.

Hvor jeg dog bare glæder mig til stimuleringen i morgen. Tænk at glæde sig så meget til flere nåle. Det er et bizart game det her. Jeg læste et sted, at det var ekstra vigtigt at passe på sig selv, mens man er igang med behandling, da kroppen og psyken tvinges gennem så meget ubehageligt. Det tror jeg er rigtigt. Jeg synes det er svært det her. Et eller andet sted har jeg det måske bedst i pauserne. Men så alligevel ikke. Jeg ved jo at næste forløb kommer på et tidspunkt, og jeg hader at vente. Men i pauserne er man ikke helt ude og ringe af hormonerne.

Jeg vil til hver en tid foretrække at være i behandling. Jeg har virkelig ikke lyst til at holde den mindste pause. Jeg vil være gravid. Men kan man holde til det i længden? Kan jeg holde til det? Hvor går grænsen egentlig?

Jeg må hellere gå i seng nu. Så er det snart i morgen og så kan jeg komme tilbage til at være en pige i 20'erne, i stedet for at være den lede strigle, som jeg har forvandlet mig til. Det håber jeg i hvert fald.

Næsten videre

Jeg begyndte så småt at pletbløde i går, men havde forberedt mig på det værste i dag, da menstruationen ikke var rigtig startet endnu.

Heldigvis var min slimhinde dog delvist afstødt så jeg kan godt starte med Puregon på søndag. Pyyyha, så er min odyssé ud i overgangsalderen ved at være afsluttet for denne omgang. Det har ikke været specielt sjovt denne gang. Jeg har haft mig en daglig tudetur de sidste dage. I det hele taget føler jeg mig utroligt grådlabil og irritabel.

Som sagt starter jeg med 50 enheder Puregon. Næste scanning bliver på lørdag. Jeg er meget spændt på om der sker noget som helst med så lidt hormon, eller om det trækker i langdrag denne gang. Egentlig er jeg lige glad, bare resultatet bliver godt!

(Lige nu drikker jeg et glas yderst velblandet og velsmagende saftevand, som min kære mand har hentet til mig - det lovede jeg at rapportere i dagens post.) Tak skat :o)

Mens mens kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem

Nu er jeg på 31 dagen af cyklus og der er intet tegn på menstruation. Ikke den mindste lille pletblødning. Og sidst jeg var i nedregulering plettede jeg i rigtig mange dage.

Men det gør vel heller ikke noget, hvis jeg skal stikke en ekstra uge - det er jo så sjovt!

Sure overgangsaldertanker
fra Solsikke

Forsinket

I går kom jeg til at tænke, at fordi min menstruation ikke er begyndtt endnu, så kunne jeg jo være gravid. Ja, klart. De har jo tømt alle mine follikler for nogle uger siden. Hvor sandsynligt er det så? Jeg er godt nok ved at blive skingrende skør.

Men heldigvis har jeg min blog, så jeg kunne læse at under sidste nedregulering kom min menstruation også meget sent. Så ingen grund til panik, bare den er her inden fredag, så vi kan komme videre. Jeg er MEGET utålmodig for tiden. Eller er jeg bare meget utålmodig i det hele taget? Det er nok nærmere sandheden.

Dagens ord må endnu engang være: "venten".

P.S. Tak til jer for at følge med i mit sidste indlæg og forstå mig. Ofte forstår jeg ikke mig selv, så er det utrolig rørende at andre forsøger!

Mærkeligt humør

Advarsel; jeg har ingen anelse om hvad denne post kommer til at handle om. Sandsynligvis kører jeg bare i ring uden at komme med noget ny viden.

Men jeg har lyst til at skrive. Det er vist også det eneste jeg for alvor kan sige at jeg har lyst til lige nu. Min dejlige mand er taget på weekend. Jeg savner ham allerede helt enormt. Godtnok har jeg lavet en masse aftaler, så jeg nok ikke får tid til at savne ham så meget, men lige nu gør jeg.

Mht. dette forsøg er jeg også meget ambivalent. Statistisk set er jeg lige nu meget meget tæt på at blive gravid. Min alder taget i betragtning og det at jeg blev overstimuleret sidst betyder måske at mine chancer i skrivende stund er 25-35 % for et barn i denne omgang. Hvis det så lykkes at nå til en ægudtagning vil de stige, og når jeg en ægoplægning vil de stige endnu mere.

Men men men. Jeg har aldrig været gravid. Jeg har aldrig haft en positiv graviditetsprøve. Jeg har aldrig oplevet andet end lovende situationer, der løber ud mellem fingrene på mig. Forventninger og håb der blev knust.

Så det er meget svært at forholde sig til at det kan ske. Mest af alt ser jeg forløbet som en antibiotikakur. Noget jeg skal igennem uden for alvor at forholde mig til resultatet.

Men jeg ved også, at hvis det går galt igen (overstimulering, ingen æg ud, ingen æg op, menstruation før test, negativ test) så vil jeg opdage at jeg HAR haft håb, og at jeg HAR haft næsen sat op efter en novemberbaby. Og dermed vil jeg endnu engang blive så uendelig skuffet.

En anden ting der fylder mere og mere i mit følelsliv, det er skam. Det er dog på en anden måde end i "starten" (med "starten" mener jeg dengang jeg i første omgang skulle forholde mig til min egen subfertilitet). I "starten" skammede jeg mig over min jalousi. Nu har jeg forenet mig med den. Det er en legitim følelse for mig. Og i takt med at jeg har accepteret jalousien har den fået mindre magt over mig.

Nej, det er en anden skam. Det er skammen over at ønske mig noget så brændende at det kan gøre mig ked af det, og dermed mindre i stand til at glæde mig over alt det gode. Og samtidig er det at jeg åbenbart forventer og forlanger at få intet mindre end ALT. Jeg har kærlighed - mere end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Jeg har tryghed og ligeledes i rigt mål. Jeg har et fantastisk job og det endda så tidligt i min karriere. Jeg har fantastiske venner. Jeg har faktisk alt hvad man nogensinde ville kunne ønske sig udover børn (og så kunne mit helbred vel også være bedre, men det er alt taget i betragtning ganske fint).

Er det så ikke uhyggelig egoistisk at lade sig opsluge af den lille-bitte del som mangler i mit liv?

Jeg ved godt at det ikke hænger sådan sammen. Det ligger i menneskets natur at stræbe efter det det mangler. Sådan er det bare. Jeg ville bare ønske at jeg havde mere magt over mit humør så jeg kunne glæde mig mere over mit utroligt dejlige liv.

Jeg kan huske at Amocca engang skrev til mig "du lykkelige menneske med en stor sorg i hjertet". De ord varmede mig. Jeg elsker definitioner, og hvis jeg skal definere mig selv i en enkelt sætning vil det netop være som et lykkeligt menneske med en stor sorg i hjertet.

Men samtidig med denne skam, så prøver jeg at tilgive mig selv. Det er jo for pokker hele min biologi jeg kæmper imod. Alle dyr vil have unger. Sådan er det bare. Og jeg ved da udmærket godt at vi ikke selv er herrer over vores tanker og følelser. Vi tror det måske, men så skal man bare tilbringe en halv time i selskab med en schizofren før det går op for én at følelser og tanker - ja adfærd i det hele taget - bygger meget på kemiske stimuli og altså ikke alene på "viljestyrke".

Så alt i alt kan jeg vel sådan set godt finde det i mig, at tilgive mig selv. Og ja, jeg kan også godt unde mig selv at ville det hele. Men samtidig vil jeg også sige, at hvis jeg ender som barnløs, så er det på en måde mere fair end at så mange andre gør det. I stedet for at tænke "hvorfor mig? Hvad har jeg gjort?" (som dominerede mit tankemønster meget i "starten") er jeg mere begyndt at tænke at hvis det skal ramme nogen - og det rammer jo som bekendt rigtig mange, så er der da et gran af retfærdighed i at det ikke ramte de, der var så hårdt ramt på andre områder.

Det aller-aller værste ved barnløsheden er dog at opleve at børn har det skidt. Vi så et eller andet (var det Deadline?) en aften i ugen, hvor de havde et indslag om børn, der blev udsat for vold. Jeg kunne slet ikke holde ud at høre på det. Jeg var nødt til at forlade rummet, det var simpelthen for barskt. Jeg kan SLET SLET SLET ikke holde ud at nogle børn skal leve med vold, utryghed og svigtende forældre. Det er helt og aldeles forfærdeligt. Hvor ville jeg ønske at det kunne forhindres. Hvor ville jeg ønske at mødrene var stærke nok til at GÅ fra den voldelig mand (og ikke komme tilbage). Og hvor ville jeg ønske at der var mere støtte til disse familier, så det voldelige element kan fjernes.

Uh. Det er et emne jeg kan blive ved med. Jeg har nogle lidt stærke meninger på det felt. Og jeg tror egentlig ikke kun at de kommer af min barnløshed. Men nu vil jeg lade det ligge, ellers begynder jeg sikkert bare at græde. Jeg er godtnok blevet frygtelig følsom af nedreguleringen. (Eller også er det noget andet - det er bare rart at skyde skylden på nedreguleringen.)

Tak for jeres kommentarer til mit stikkeri.

Det går stadig godt. Nu er jeg oppe på 3 gange stikken. Dog er jeg ikke så god til at få fart nok på. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske føler jeg at jeg har mere kontrol hvis det går langsomt. Men det gør bare lidt ondt. Så næste trin må være at arbejde med farten og trykket. Vi har lokaliseret den bedste delle. I går kom jeg til at gøre det lidt for højt. Der var ikke rigtig fedt nok der, så det gjorde faktisk lidt ondt efterfølgende. Jeg kunne altså godt ønske mig lidt mere abdominalspæk til formålet. Men strengt taget ved jeg nu ikke om det gør nogen forskel.

Nå, det lyder som om vaskemaskinen er blevet færdig. Det sker bare ALTID. Man sætter tøjet over og tænker at den hellige grav er velforvaret, men nej, lige pludselig bliver maskinen færdig og så er man nødt til at hænge tøjet op. Og dagen efter skal man tage det ned og lægge det sammen. Måske jeg skulle lære at lade være med at sætte den igang?

Det var så dagens præweekendvrøvl, og apropos præ, så tror jeg måske også at det er pms, der driller lidt. Det trækker i hvert fald i lårene som om jeg snart får min menstruation, men det har slet ikke plettet, så måske min krop bare spiller mig et pus? Jeg håber i hvert fald at den kommer inden på fredag, det ville være ærgeligt, hvis jeg skulle nedreguleres i længere tid (særligt for mine omgivelser gnæk-gnæk).

Stikkesejr

Gad vide om det ord findes? I hvert fald lykkedes det mig i går for første gang nogensinde at stikke mig selv!!!! Jeg er meget stolt. Det tog mig kun et kvarter med sprøjten i hånden at overbevise mig om at jeg godt kunne. Didrik holdt sig pænt i baggrunden, og det var dejligt at vide, at han kunne overtage, hvis jeg ikke kunne selv.

Det værste var bare, da jeg endelig havde stukket sprøjten ind kunne jeg ikke trykke stemplet ind, fordi min hånd og sprøjten var så klam af sved at det var helt umuligt. Men det lykkedes. Og faktisk var det et fuldstændig smertefrit stik. (Nok fordi jeg var så høj af adrenalin at jeg ikke kunne mærke noget.)

Så endelig kan jeg officielt kalde mig en stikker. Jeg er spændt på om jeg bare kan igen i aften, eller om jeg får et nyt panikanfald. Men nu ved jeg i hvert fald at jeg KAN.

Vente vente vente

Jeg kan mærke, at det tager på mig alt dette venteri. Jeg er slet ikke gearet til at sidde med hænderne i skødet og vente på 14 dages nedregulering, 10 dages stimulering, ægudtagning, vente på om der er befrugtede æg, forhåbentlig ægoplægning og så 14 dage ventetid mere. Og det er hvis det går godt.

Men der er jo ikke så meget at gøre. Tålmodighed ER en dyd. Og jeg er jo allerede i gang. Der er mange, der skal vente længere før der sker noget.

Jeg tror stadig ikke, at det er hormonerne, der driller. Ikke endnu. Men mit humør er godt nok lidt vulkanagtigt. Og så er jeg rigtig pjevset. Endnu engang sidder jeg bare og ønsker mig langt ud i fremtiden, men det nytter jo ikke noget, for det er NU jeg lever.

Et lille mandagssuk fra Solsikken, der savner solen.

Strøtanker og løbetur

Hmmm... jeg har fået at vide at man tidligst kan have bivirkninger af nedregulering efter en uge. Det skulle først være dér, at man har en effekt af medicinen. Meeeen jeg er godt nok i et sært humør for tiden. Måske det bare er almindelig irritation over at alt det her er nødvendigt? Jeg ved det ikke.

Jeg har kunnet mærke at jeg har bidt af søde Didrik hele dagen. Og det irriterer mig. Det kommer lige som ud, uden at jeg vil det og uden at jeg mener det. Og jeg kan høre med det samme, at det bare lyder alt for hårdt og alt for dumt.

Men så tog jeg mig en løbetur. Jeg har ellers stort set ikke løbet siden jeg købte skoene pga vejret og kursus og sådan. Men i dag skulle det være. Og hvor var det bare skønt! Det var helt og aldeles fantastisk. Jeg kunne fysisk mærke hvordan en masse spændinger og irritation forlod min krop, mens jeg sugede sollyset til mig. Det kan virkelig anbefales.

Godt nok er jeg i helt ualmindelig dårlig form. Jeg har netop målt ruten til 3,8 km på Map24, (og det tog mig næsten 1/2 time .. hmmm... man kan måske gå hurtigere?). Men jeg er meget stolt af mig selv. I gamle dage (læs for ca. 2 år siden) kunne jeg stort set ikke løbe 100 m om det gjaldt mit liv. Og jeg har ikke trænet. Tvært imod laver jeg meget mindre nu, da jeg ikke cykler dagligt længere. Men jeg tror at det hænger sammen med mit vægttab. Jeg var oppe på omkring 62 kg da jeg vejede mest. Nu ligger jeg lige under 55. Det er jo faktisk også noget af en forskel. Tænk at prøve at løbe rundt med 7 liter letmælk under armen. Der er faktisk ikke noget som helst at sige til, at jeg kan løbe meget længere og nemmere nu.

Så må jeg bare få arbejdet lidt med tempoet. Men i dag havde jeg bare lyst til en god lang tur.

(Uha, jeg håber ikke at der er nogen garvede løbere, der læser det her. Det er godt nok nogle usle data - og at jeg så ovenikøbet er stolt af det.)

Måske var effekten på mit humør kun kortvarig. (Didrik har brokket sig over at jeg bider af ham), men effekten af at gennemføre noget, jeg har sat mig for - stoltheden - den holder. Det føles skønt at få en masse fra hånden. (Ud over løbeturen har jeg vasket to vaske, taget tøj ned, handlet, lavet frokost, lavet kaffe, handlet igen, været på apoteket og ryddet op i huset.)

I aften skal vi smovse. Vi ville egentlig have været ude at spise, men ingen af de restauranter som vi havde lyst til at spise på, havde bord til os i aften (ja, vi ringede først i dag - rimelig dumt). Så jeg har købt sushi og lækre tournedoser og masser af frisk frugt, og vi har besluttet at drikke en af vores superlækre vine, som vi ellers aldrig nænner at drikke, fordi det bliver for fint.

Fra jeg begynder på stimuleringen vil jeg droppe koffeinkaffe og alkohol, men ikke før. Og fra næste uge må vi prøve at spise lidt endometriosevenligt igen, så jeg ikke får alt for ondt under næste menstruation, men ikke i aften. I aften skal vi hygge!

Glædelig lørdag hele blogland!

Nedregulering

Så er alt klar til det store stikkecirkus endnu engang. Lægen scannede mig ikke. Egentlig har jeg også undret mig over hvorfor man skal scannes. Måske noget med ægløsning? Han ved jo i hvert fald at jeg må have haft æl, når jeg blev fulgt så tæt for bare 10 dage siden.

Det var således mere en samtale end en scanning. Han mener godt at jeg kan forvente menstruation til sædvanlig tid, selvom folliklerne er tømt. Så det er da i hvert fald rart. Ingen grund til at trække nedreguleringen mere end højst nødvendigt.

Der blev noteret i mit skema at jeg skal stimuleres med 50 enheder og OBS OHSS. Så det holder de da i hvert fald grundigt øje med. Så er det spændende om der overhovedet sker noget med sølle 50. Sidst fik jeg 125 i 7 dage og 100 enheder i 3 dage. Så det er da i hvert fald noget af en reduktion.

Men der er vel ikke andet at sige nu så. Det spændende er jo først om en måneds tid.

Masser af nyt

men inten fertilitetsrelateret desværre. Scanning er på fredag. Det er så dag 20 i min cyklus men de er vist ikke meget for at give lørdagsscanninger fra sig. Og godt det samme i øvrigt.

Jeg føler mig på nuværende tidspunkt lidt lige glad med det forsøg. Jeg har ikke særligt meget lyst til det, men alternativet er utænkeligt. Jeg ved, at hvis vi ventede en måned, ville mine følelser ikke ændre sig, jeg ville højst begynde at hade ventetiden.

Så på med vanten og i gang igen. Der er jo en chance for at alle vores drømme kan blive indfriet, og hvordan kan man så andet end kaste sig ud i det?

Hjemme igen

Så er jeg tilbage efter veloverstået kursus. Det var mærkeligt at tage afsted samme aften som ægudtagningen, men det gik nu egentlig meget fint. Jeg tror at jeg var i en mild form for chok, for jeg følte mig helt usædvanligt følelsesløs og rastløs. Nu kan jeg se frem mod søndag, hvor jeg skal scannes før nedregulering.

Lægen lovede mig at hvis de fik 2 gode æg ud, så var chancen for at jeg blev gravid over 50 %. Det lyder jo fint. Men kan de få 2 gode æg ud? Og har han overhovedet ret? Han er altid sådan en utrolig glad læge der mener at alting er fjong. Men helt ærligt. Det er det jo ikke. Og så startede han med at sige, at vi da havde et barn. Øøøøøøøh, hvorhenne?? Det er bare så irriterende, når de ikke engang virker som om de kender én. Men i det mindste genkender sygeplejerskerne mig. De er faktisk helt utrolig søde.

Jeg var egentlig stolt af mig selv i tirsdags. Sygeplejersken fortæller os, at der ikke er nogen æg, og at vi hellere må tale med lægen inden vi går, så vi kan få at vide, hvad der skal ske nu. Ingen tårer. Så taler vi med lægen (hurtigt, han var stresset). Ingen tårer. Så går vi hen til sekretærene for at få en tid. Ingen tårer indtil vi når venteværelset, hvor der sad den yndigste lille pige og stak hovedet op af en lift. Så brød jeg sammen. Hvem tager også en baby med på en fertilitetsklinik? Det må da være nogle, der ved hvordan det er?

Heldigvis havde jeg min dejlige mand med mig, så han fik taget sig af mig på resten af turen, og resten af dagen.

Jeg vil også lige sige om lægen at han godt nok ved hvad han gør. Det gjorde ikke lige så ondt som til første ægudtagning og jeg havde slet ikke smerter efter udtagningen. Jeg snuppede et par Pamol'er om eftermiddagen, men glemte at tage dem om aftenen og opdagede at jeg heller ikke havde brug for det. Så han kan sit håndværk.

Nå, jeg vil forsøge at nyde min sidste weekend inden hormonerne. Og så håber jeg at jeg bliver generelt hormonpåvirket i godt 9 måneder fra nu.

God weekend allesammen!