Fødsel

Så fik jeg lidt uventet tid for mig selv mens far og Junior er i byggemarkedet og Lillebror sover.

Tirsdag aften var jeg ikke til forældremøde. Didrik var vist for bekymret til at slippe mig af syne. Jeg havde rimelig regelmæssige veer som ikke gjorde ondt, men altså, det gjorde de jo heller ikke sidst, og jeg vidste nu at jeg var begyndt at åbne mig. Så vi ringede til hospitalet og de ville gerne se os. Så kørte bedsteforældrene herud og vi var på hospitalet ved 23-tiden. Her var veerne næsten stoppet igen og jeg var kun 3 cm åben endnu. Alligevel så jm gerne at jeg blev derude da hans hjertelyd dykkede en anelse under veerne da hun kørte ctg. Men vi skulle ikke være bekymrede.

Nå, vi blev lagt til at sove så godt det nu lod sig gøre på en fødestue. Jeg fik først lavement og der blev lyttet mere til hjertet. Jm mente nu egentlig at han havde det fint nok, men hun ville rigtig gerne holde på os.

Om natten var jeg gnaven. Jeg ville hjem, jeg savnede Junior og jeg følte mig som verdens værste mor at jeg lå derude istedet for at være hjemme hos min søn. Klokken 4 ringede jeg på jm. Hun mente at vi skulle blive, for det var alligevel midt om natten. Så kunne vi vurdere sagen om morgenen. Nu var jeg 4 cm åben.

Om morgenen kom den nye jm. Hun snakkede livligt om hvordan det var enormt almindeligt med fleregangsfødende at fødslen starter hvorefter den stopper igen og kan være uger væk. Så vi kunne bare tage hjem. Men da hun stak hånden i mig ændrede hun mening "ny plan - du kan også bare føde nu". Jeg var da 5 cm åben og hun mente sagtens at jeg lige kunne få det barn ud på hendes vagt. Så hun ville bestille lidt morgenmad til os og så tage vandet (men jeg måtte ikke spise for meget, da fordøjelsen ikke rigtig virker under en fødsel, så jeg risikerede bare at det kom op igen). Vi kunne begge rigtig godt lige vores jm, og var glade og lettede over at ventetiden var ved at være slut. Selvom jeg ikke rigtig gad at føde... sådan noget gør jo ondt.

Nå, men efter noget ventetid fik vi mødt den jordemoderstuderende som var den gennemgående person. Jm kom og gik, men den studerende var der en del. Jeg var glad for at have en studerende sidst jeg fødte, men må indrømme at hende her ikke var helt så dygtig. Men pyt, vi havde også en fin kemi med hende, og der var en rigtig god stemning på stuen.

Den studerende prøvede at tage vandet, men kunne ikke rigtig. Jeg blev dog rost for at holde ud mens jm guidede hende (forgæves). Efter en masse mokken og masen tog jm dog vandet på et sekund. Sådan.

Sidst gik der kun en halv time fra vandet blev nappet til veerne startede, men denne gang gik der 1,5 time. Jeg var dog i rimelig fint humør og vi hyggede os. Så fik vi besked på at kysse hinanden, mens hun drak kaffe, for det kunne godt starte noget op. Sjovt nok var det rigtig dejligt at kysse, til trods for at det var på kommando og jeg gik rundt i en oversize hospitalsskjorte med matchende sokker. Og der kom gang i veerne. De stilnede dog af, da holdet kom tilbage og ville give mig vestimulerende akupunktur. Her lå jeg med ctg-måler på og nåle i hænder og fødder. Men da de endelig pillede det hele af, kom der gang i den.

Så tog de ellers stille og roligt til. Igen mente jeg ikke rigtig at jeg havde lyst til at føde. Jeg kunne jo godt klare de smerter jeg havde, men jeg vidste også at det blev værre.

Denne gang var jeg meget til stede. Jeg brugte Didrik til at hænge over og til at nusse min læn og nød hans nærvær. Jeg kunne også selv tisse... Da jeg havde haft veer i hvad der føltes som en evighed begyndte pressetrangen. De fik mig undersøgt og jeg var 8 cm åben og måtte altså vente lidt. Efter en tur på wc og lidt gang (det tager lang tid at komme tilbage til briksen når man får veer hele tiden) syntes jeg dog at jeg skulle presse mere og mere og endelig sagde de til mig at jeg bare skulle gøre det min krop ville have mig til. På det tidspunkt stod jeg på alle 4 og rokkede frem og tilbage. Jeg begyndte så småt at presse i mit eget tempo men lagde hurtigt kræfter i.

Pludselig var han så langt ude at det bare gjorde ondt. Og så gik veen i stå og jeg fik besked på ikke at presse uden ve. Av da. Men den kom i gang igen og med pressen fra mig og hiven fra jordemoderen kom det lille væsen ud. Phew. 7 min havde pressefasen taget. Men jeg troede at det tog det 3-dobbelte. Meget intenst.

Jeg fik stor ros hele vejen igennem... Nå, nu kommer nogen hjem, jeg må færdiggøre senere...

En ny verdensborger!

Jeg fødte i onsdags. En dejlig dejlig dreng! Alt gik over al forventning og nu går jeg rundt i en salig glædesrus og føler mig så lykkelig.

Mælken er løbet til i går og det ser ud til at vi har fået et rigtig dygtigt ammebarn. Han suttede løs lige efter fødslen og nu er vi bare ved at være rigtig gode til det der!

Flere oplysninger følger, men nettet er ikke der jeg bruger mest tid lige nu. Ville bare lige fortælle hvor dejlig han er min lille ny!

38+2: 3 cm

Så nåede jeg til jordemoder. Jeg er nu 3 cm åben og der er kun 1 cm blød livmoderhals tilbage. Det så ud til at forbløffe hende noget, men jeg er nu egentlig ikke overrasket. Af en eller anden grund var det det jeg troede ville ske.

Hun kunne dog ikke sige noget om hvornår jeg føder, men mener at det er usandsynligt at jeg når næste konsultation om 2 uger. Jeg behøver dog ikke at aflyse den, hun skal nok finde ud af at jeg har født, hvis jeg har det.

Så jeg fik fat i manden og han har fået ordrer om at være klar på ikke at skulle på arbejde i et stykke tid.

Resten af dagen står på frisør klokken 14 og forældremøde klokken 18.30. Jeg ved ikke rigtig med det forældremøde. Hvis der er veer, så tror jeg bare at jeg springer over....

Spændende!

38+1: Pyha

Så kom jeg gennem weekenden. Jeg troede godt nok at jeg skulle føde i går! Der var en hel ny styrke i plukkeveerne. Pludselig var de ikke bare sådan "nu strammer livmoderen sammen". Nej, de begyndte at gøre ondt. Nogle trak ned i lårene, nogle fik mig til at gispe efter vejret og stoppe op. Og min mave lavede virkelig mange. Jeg tog et par timer på langs i går eftermiddag for at få dem til at gå væk, men de blev ved med at komme ca. hvert kvarter. Det blev jeg så træt af at holde øje med, og da vi sad og spiste aftensmad og fortsatte med aftenen så forsvandt de lige så stille. Jeg var ude og gå en lille tur og fik ikke nogen nævneværdige veer af det. I nat var der faktisk nærmest ingen og da jeg vågnede heller ingenting.

Pyha!

Og jeg skal til jordemoder i morgen. Jeg er spændt på om der er sket noget, eller om jeg er hermetisk lukket. Jeg vil virkelig gerne vente med at føde. Bare en uge mere! Men jeg glæder mig nu også. Det bliver spændende at møde ham...

Derudover er min mave helt sikkert sunket. Flere har kommenteret det, og jeg kan også selv se det. Jeg har enormt meget udflåd. Meget vandigt og besynderligt (dog ikke helt lige så meget som op til fødslen af Junior). Jeg løber hele tiden på toilettet - mest for at tisse men ikke kun. Det virker som om kroppen bare vil være klar...

Jeg er løbet tør for omeprazol. Jeg vidste at det ville ske og har det også fint med at stoppe det inden fødslen, der er vist en vis risiko for at man får værre mavesyre efter man stopper med en omeprazol-kur end inden. Og jeg ved jo at det forsvinder som dug for solen efter fødslen, så på denne måde kan jeg få mine "abstinenser" mens jeg alligevel ville have halsbrand og ikke når de burde være stoppet.

Men det er ikke sjovt. Nu kan jeg mærke syren og natten og har vildt dårlig ånde. Øvbøv.

Og så er der det med redebyggeriet. Jeg er virkelig sær. Går og sætter ting i snorlige rækker i køleskabet, laver lister og bunker og prøver at aktivere alle mulige. Jeg er vist temmelig belastende... Jeg tror ikke at jeg går denne uge ud (men jeg er dybt upålidelig hvad det angår, så hvem ved?).

37+4: Og lidt om mig igen

Så blev det ingen übercool fødselsdag til den lille (090909). Men til gengæld nogle flere dage i friheden til mig.

Jeg tænker meget på fødsel nu. Hver eneste plukkeve bliver til en "hmm.., er det mon starten...".

Sjovt nok har jeg flest veer om natten. Det føles i hvert fald sådan. Det er voldsomt ubehageligt, for jeg vågner altid ved at det gør ondt. I min søvndrukne tilstand når jeg at tænke flere muligheder igennem for hvad det præcis er der gør ondt indtil jeg opdager at det er en plukkeve som strammer om min fyldte blære - som altid er fyldt, flere gange hver eneste nat! Så kæmpe sig op og ud af den bløøøøde seng, til trods for veen og ud på toilettet. Aaah. Og så i seng i nat hvorefter der går en evighed før jeg rent faktisk falder i søvn igen og jeg har adskillige veer, som bliver ignoreret så godt jeg nu kan.

Om dagen har jeg sjældent plukkeveer. Der kommer én, hvis jeg tager trappen lidt for hurtigt, men ellers ikke det store. Om aftenen er der nogle flere.

Jeg forstår ikke helt hvad der sker eller hvordan, men nu ER fødslen jo tæt på, så jeg går ud fra at der bare skal så meget træning til som muligt.

Faktisk er der i dag maks en måned til jeg bliver mor igen. Vild tanke. Og endnu vildere, at det kan være at det SKER i dag. Eller i morgen. Vildt.

Lidt om Junior

I går aftes ville han ikke have natbleen på. "Jeg bruger ikke ble". Vi måtte så bøje os, og efter godt 11 timers sovning var der ingen uheld. Han er altså en dygtig dreng!

Hele bleafvænningsforløbet har været meget op og ned. Han fik hurtigt styr på ikke at tisse i bukserne og har faktisk kun haft 3-4 uheld af den art siden bleen blev taget af ham, og det har været når han har været i leg. Men det er på næsten 3 måneder, så det kan han godt være stolt af.

Mht. det andet var det lidt mere en kamp. Det tog en 10 dages tid for ham at forstå at sige til, når han skulle lave pølser. Men så forstod han det også. Siden da har han dog haft MANGE uheld. Det virker som om hans mave ind imellem er lidt løs og når han så prutter så kommer der en lille smule med ud, som han enten ikke registrerer eller som han er lige glad med. Så vi har vasket mange underbukser på den konto. Det kommer i perioder. Vi kan måske have en uge helt uden uheld, for dernæst at have 2-3-4 uheld på samme dag (deraf teorien om at det måske hænger sammen med at maven er lidt løs ind imellem).

Og nu er natbleen røget! Jeg har besluttet mig for at tage det helt cool når sengen en morgen er gennemblødt. Alt andet ville være at stille urealistiske forventninger til min lille dreng. Men det var da en fin start. Og nu synes jeg virkelig godt at jeg kan sige at min lille store dreng er blefri!

2 år og 9 måneder er han. Sikke meget der er sket. Han er absolut ikke en baby længere. Han er kærlig og sød og han kan være ganske frygtelig! I morges kaldte han mig en pige-prinsesse mens han aede mig hår. Og på andre tidspunkter får han flip, hvor man bare ikke KAN gøre det rigtigt (eksempel, han vil have noget mad, som vi ikke har!).

Alt i alt tror jeg at det er sundt at han tager sine ture. Det er en del af udviklingen og hvis han altid var sød og mild og god, skulle jeg nok være mere bekymret.

Ej, jeg er altså bare så stolt af min lille store dreng! Han er utrolig vellidt i børnehaven. Hver eneste morgen er der flere børn der råber: "Her kommer Junior" når vi ankommer. Han giver som regel også krammere til de voksne og det er tydeligt at han passer ind. At han også lige klarede et skift til børnehave knapt 2,5 år gammel, er da også meget godt gået!

Nu er middagsluren så røget helt. Den har længe været forsvundet i weekenden, men han plejede at sove 3-4 dage om ugen i børnehaven. Det gør han ikke længere og det kan mærkes på hans humør om aftenen.

Hans sprog er helt fantastisk. Nogle gange kan man høre han søger efter ordet, for at sætte det i den rigtig form. I morges spiste vi f.eks. blødkogte æg. Han bankede på ægget og sagde: "Banke, banke, må jeg komme ind?" Dernæst (til mig). "Æggene, æg, æggene... ægget svarede ikke".

Jeg er lidt forelsket i den lille fyr!

37+0: Fuldbåren

Så er jeg officielt ikke længere i stand til at føde for tidligt. Skønt at nå hertil!

Dagen i går gik fint. Som forventet kom manden først hjem efter Junior var puttet, men vi havde en fin dag. Jeg var dog - også som forventet - noget smadret af at være "på" hele dagen, så det var en lettelse da der blev ro i lejren.

Vi tog os en snak fredag aften. Jeg fik vist vrøvlet det meste af mit forrige indlæg af mig og min mand var nok bare lidt rystet over mine humørudsving. Han hævder i hvert fald at han meget gerne vil støtte mig og ser det hele helt omvendt. Men sådan ser jeg det måske også selv om et par dage. Og så har han bombarderet mig med søde sms'er i løbet af lørdagen og faktisk bare været rigtig sød ved mig. Jeg tager bare imod og prøver at få styr på følelser osv.

Suk, generelt har mine humørsvingninger været det aller hårdeste ved denne graviditet. Det er altså ikke nemt at være den voksne forælder til en 2 årig i trodsalderen, når hormonerne flyver rundt i kroppen og farver virkeligheden.

Nå, jeg ville vel egentlig bare rapportere at i dag er en god dag. Endnu ingen tegn på fødsel, men en kalender som siger at nu kan det være nu!

36+5: Humørsyg

Hmm.. jeg ved ikke om jeg er ved at forvandle mig til et eller andet urimeligt monster, eller om verden virkelig ER imod mig?

Lige nu er jeg enormt frustreret på min mand. Det er vist en kombination af mange ting. Når jeg prøver at mærke efter, dukker der i hvert fald en masse følelser op. Jeg synes selv, at jeg er enormt forstående og lader ham gøre mange ting, for at han ikke skal føle sig alt for bundet op af en søn og en højgravid kone, men samtidig får han mig til at føle mig som en urimelig furie, fordi jeg ikke er afslappet NOK.

Eksempel. Han skulle ud og cykle klokken 11. Det viste sig så, at de skulle mødes et andet sted, så han skulle faktisk med bil klokken 10.40. Det fik jeg at vide sådan nærmest lige inden. "Jamen, det er jo i ..." som om at han allerede havde sagt det. Det er jeg 100 % sikker på at han IKKE havde. Nå, det er jo en detalje. Så havde jeg spurgt, hvornår han var hjemme og han svarer et eller andet. Jeg siger så, at de jo plejer at køre i kortere tid, så kan det virkelig være rigtigt at han først er hjemme på det tidspunkt? Eller noget.

Nå, cykelturen kommer og går, og efterfølgende hører jeg ved et tilfælde, at de har drukket kaffe i haven hos en af de her gutter. Det kommer jeg med en spydig kommentar omkring, fordi han ikke har nævnt det med et ord, men tvært imod fået det til at virke som om han har skyndt sig hjem, alt hvad han kan.

Åbenbart er forklaringen på at han ikke fortalte mig at de drak en kop hurtig nescafe, at jeg er så jaloux og urimelig at jeg ikke under ham 10 min hygge med vennerne, og så var det nemmere at lade være med at nævne det.

Nå! Så sådan er jeg åbenbart (blevet?). Jeg føler mig bare så såret, når jeg egentlig ikke synes at jeg er spor urimelig. Ja, jeg spørger altid hvor længe han er væk, men det er da for pokker ud for en planlægningsvinkel. Det er da ikke for at sikre mig at han ikke bruger unødig tid ude. Og han må da gerne drikke kaffe med sine venner og snakke om turen. Jeg føler mig bare så øv, når det virker som om han går på listetæer omkring mig, så jeg ikke skal flippe ud over noget.

Denne weekend byder på et cykelløb. Han er væk en hel dag fra tidlig morgen til halv sen aften. Det bliver sikkert senere end lige planlagt pga. parkeringsforviring og folk som ikke kan finde et eller andet og bliver akut pølsesultne på vej hjem. Så jeg har altså Junior alene hele dagen. Jeg har fundet et sted at hænge ud kl. ca. 11 til 15 men jeg ved at jeg ikke kommer til at sove til middag og at jeg skal tage mig af alt hvad der opstår af genvordigheder hele dagen. Lige nu kan jeg slet slet slet ikke overskue det. Og det er forfærdeligt ikke at kunne overskue en dag med sin egen (søde) søn. Men det virker bare som alt for meget.

Dengang min mand spurgte mig - for det har han altså gjort - om det var ok at køre dette løb, lovede han højt og helligt at han nok skulle melde fra, hvis der var det mindste og jeg var det mindste i tvivl om det var en god idé. Og hvad sker der så? Han spørger mig overhovedet ikke om noget som helst. Når jeg nævner at jeg har betænkeligheder, så springer han belejligt henover dem.

Lige nu er han ved at lave kartoffelsalat til os til i morgen. Han havde for længe siden tilbudt at han nok skulle sørge for noget lækker aftensmad til os. I dag spørger han så: "Nå, hvad vil I så spise i morgen". "Øh, jeg troede at du ville tage dig af det". "Jeg tager ned og handler" er det lakoniske svar. Ingen "hvad mangler vi ellers" eller noget som helst. Han snakker nærmest ikke til mig. Er jeg blevet en paria? En højgravid parasit som forpester sine omgivelser?

Plukkeveerne er kommet igen. Når Junior insisterer på at jeg skal lave puslespil med ham nede på gulvet. Vel og mærke et som han sagtens kan selv, så bliver jeg altså lidt irritabel. Jeg gider ikke at være sådan en hel dag.

Jeg vil heller ikke forhindre ham i at køre det løb i morgen, jeg vil bare have noget forståelse. Noget medfølelse, noget anerkendelse for at det føles som et offer at lade ham være væk en hel dag når jeg har absolut nada back-up skulle noget ske i løbet af dagen.

Og så er der alt det andet. Jeg synes selv at jeg er meget aktiv herhjemme. Jeg får nået pudsige småting som man aldrig får klaret i en travl hverdag, men jeg synes overhovedet ikke at der er nogen anerkendelse at spore. Måske er jeg bare for vant til at gå på arbejde og udføre et projekt og få noget ros? Sådan virker det måske ikke når det er domestic? Men manden har gang i super spændende projekter - han glemmer efterhånden sin frokost hver eneste dag, fordi han er helt opslugt, og ja, så er det måske ikke specielt imponerende at jeg endelig har fået ryddet op i cd'erne, ordnet malerpenslerne, fået sat batteri i (hans) ur, vasket hele husstandens dyner osv. Det gør det vel ikke. Men det betyder meget for mig og mit redebyggerinstinkt og så er jeg bare ved at være godt gal over at han er så ligeglad.

Øv, hvor lyder jeg utaknemmelig. Jeg håber at humøret ryger op igen i morgen, så Junior og jeg kan få en fantastisk dag!

36+4: Aldrig haft det bedre!

Eller måske bare i denne graviditet. Nøj hvor jeg nyder livet. Det har været så hektisk, psykisk, at skulle forholde sig til alle forandringerne inklusiv den for mig allerstørste, at jeg skal være mor igen. Men nu glæder jeg mig bare!

Jeg var til snak på hospitalet igår. Omkring amning. Det var en overordentlig positiv oplevelse, og jeg er sikker på at det nok skal lykkes denne gang. Hun kunne ikke give mig en forklaring på hvad der gik galt sidste gang, men hun havde nogle ideer der kunne forklare det. Derudover talte hun om proceduren på mit nye fødested og det lyder bare meget mere som noget jeg kan forholde mig til. Mindre tvang og mere lade barnet selv komme til brystet.

Faktisk fortalte hun at den meget tvangsfyldte metode kunne ødelægge sutteteknikken for barnet. Nogle gange var man nødt til det, men hun syntes også at de havde været lige lovlig hårdhændede sidst.

Anyway, jeg vil ikke dvæle i fortiden, men bare konstatere at jeg tror at det bliver godt denne gang. Jeg føler mig i hvert fald tryg ved tanken om at opholde mig der.

Men der må stadig godt gå noget tid. Vi har en lang liste med store og små ting som mangler, og jo mere vi kan nå inden han kommer ud, jo mere fred og ro har vi efter.

Fik jeg nævnt at jeg glæder mig??