tirsdag, september 23, 2008

Puha, i sandhed længe siden

Hvor skal jeg starte og slutte? Jeg har haft mange blogindlæg i hovedet, om Junior, om arbejde, om træning, om vægt, om parforhold osv. Men nu vil jeg bare skrive lidt.

Jeg sidder på et hotelværelse og keder mig. Men det gør ikke noget. Jeg har været social hele dagen og jeg glæder mig til et varmt bad inden jeg ligger mig i den store seng og sover i laaang tid (hvor ingen skal vække mig - ikke at han gør det meget længere, men jeg ved at jeg kan sove lige til uret siger jeg skal op og ikke når "babyalarmen" siger det).

Det går super godt med Junior. Han er en evig kilde til glæde og stolthed. Han snakker som et vandfald, er kærlig og sød, har venner, kan lege selv, elsker at lægge puslespil (kan snart helt selv lægge sit 54-brikker spil). Jamen, han er bare dejlig at være sammen med. Spiser og vokser og alting. Han har selvfølgelig perioder med urimeligheder, men jeg har kun set ham smide sig på gulvet i arrigskab en gang. Og det gik hurtigt over. Jeg tror at han er et roligt barn - i hvert fald når jeg sammenligner med andre.

Vi har været på ferie. Det var fantastisk! Og det mest fantastiske er effekten på vores parforhold. Jeg tror at Didrik er blevet genforelsket i mig. Jeg føler ikke de store ændringer, men jeg kan føle hvordan han pludselig lægger mere energi i "os". Og det smitter af. Jeg føler mere lyst til at være "os" nu end bare at få hverdagen til at hænge sammen. Så nu står den på tv-fri aftner med snak og te. Den står på mere massage (ah) og mere s(e)x. Ja undskyld det bliver udpenslet men det betyder meget for mig. At have den nærhed hele vejen igennem.

Jeg løber stadig. Er lidt bekymret for mine smerter, men jeg forsøger at komme ud 3 gange om ugen og ikke overgøre det hvis det gør ondt. Jeg vil gerne løbe 4-6 km per gang, men har kun løbet 2 af gangen de seneste gange. Jeg tror snart at jeg vil få lavet mig en løbestilsanalyse og købe nye sko, men det er på min lange to-do liste og har ikke første prioritet lige nu.

Så er jeg begyndt på mit nye arbejde. Indtil videre ELSKER jeg det. Jeg er super glad for at jeg valgte at skifte og nyder at lære alle mine fantastiske kollegaer at kende. Kan mærke hvordan arbejdsdagene pludselig flyver afsted. Jeg er også helt vildt glad for vores produkter, synes at det er et spændende felt og jeg glæder mig til at gå fuldt ind i min funktion og gøre en forskel.

Så vil jeg tabe mig. Jeg har sat et mål 55.5 kg. Ved ikke om det er realistisk, men det tror jeg. Jeg vejede ca. 52 i gymnasiet. Da jeg flyttede hjemmefra tog jeg på til 55.5 da jeg begyndte at cykle rigtig meget. Det var samtidig med at jeg slankede mig rent målmæssigt, så jeg har en idé om at 55.5 er den vægt jeg har været gladest for efter jeg er "fuldvoksen". Vægten sagde 61.7 for noget tid siden. Første delmål var så at komme ned under 60. Det lykkedes en uge efter ferien (59.9). Didrik har lovet mig massage for hvert halve kg, så nu skylder han! Det er rart at kunne tage små skridt. I virkeligheden gør jeg heller ikke så meget for at tabe mig her og nu. Jeg har lagt nogle ting om, men det er ting som jeg vil fortsætte med og ikke bruge som en decideret kur. Så et halvt kg om ugen ville være fint for mig. Men nu må vi se. Vægten går i hvert fald den rette vej (til trods for ferie og sådan).

Jeg savner den lille. Bare at holde ham, når han er træt om aftenen og putter lidt. Og når man spørger ham om man må få et kys og han åbenbart er i et nådigt humør. Så kigger han lidt, spidser munden helt vildt og strækker sig for at nå én. Og så får man et utrolig vådt og blødt kys. Jeg savner dem. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er hel uden min familie.. Til gengæld har jeg netop købt nogle lækre støvler...

Etiketter: ,