Så blev han et år og lidt til

Ja, jeg har haft travlt, beklager den lange tavshed. Jeg havde troet at jeg skulle skrive et dejligt glad indlæg om hvordan Junior bare trives. Men det var kun indtil i går. Dagen startede som et mareridt og jeg er desværre ikke vågnet op af det endnu.

Vi var på vej ud af døren. Dvs. jeg var ved at finde vanter og alting frem og den lille kravlede op af trappen. Nå ja, han var på de nederste trin og det var fint. Men pludselig var han temmelig mange trin oppe og før jeg nåede at komme op til ham var han kommet ned til mig.

Egentlig havde han det fint. Han græd ikke så meget (jeg har hørt ham græde mere ved mindre uheld i hvert fald). Intet tydede på hjernerystelse og jeg forsøgte at trykke ham igennem. Det generede ham ikke. Men han ville ikke kravle. Faktisk så det ud som om han ikke kunne støtte på sin højre hånd. Så ca. 2 timer efter ulykken og en alenlang leden efter en parkeringsplads senere kunne vi så checke ind på skadestuen.

Vi ventede og hyggede. Heldigvis havde jeg været forudseende nok til at tage mad med. Til sidst i forløbet sov han bare. Men summa summarum: Armen er brækket. Og nu er min lille skat i gips.

Jeg føler mig som verdens dårligste mor. Hvad ligner det ikke at være efter ham. Jeg ved jo hvor hurtig han er. Og jeg burde kunne regne ud at han selvfølgelig kun mister fodfæstet når jeg ikke er 5 cm bag ham (som jeg ellers altid er). Hvordan kan det ske? Jeg er bare så uendelig ked af det. Vågnede i nat og kunne slet ikke sove fordi jeg har det så skidt.

Men han har det fint, efter omstændighederne. Han er en tapper og sej lille knægt! Ikke lige som de små pivehoveder vi fik lov at vente sammen med på skadestuen. Han har ligesom afskrevet sin hånd. Kigger lidt på den ind i mellem, men ellers bruger han bare den anden. Og så må han jo gå når han ikke kan kravle!

Alle har længe sagt til os at han snart går. Og ja, det gør han vel. Men ikke helt endnu. Eller det vil sige, han kan sagtens, men han tør ikke rigtig hvis vi ikke holder i ham - eller lader som om vi holder i ham. I går og i morges forsøgte jeg hver gang han ville kravle, at hjælpe ham op at stå og så gå med ham under armene - altså at jeg holdt fast (løst) under hans arme, og så lade ham gå afsted. Det fungerede fint, men jeg er lidt brugt nu. Det var en hård dag i går. Tidligt op - uheld - afsted til skadestuen = slæbe rundt på ham jeg ved ikke hvor langt, pga. parkeringssituationen (og han ville selvfølgelig ikke ned mens vi var på skadestuen!) - og så ellers tage sig ekstra meget af ham hele aftenen. I morges vågnede han super tidligt men vi havde besluttet først at aflevere ham ved 9 tiden så han ikke fik så lang en dag. Og så være på arbejde til sent - det kunne jeg lige så godt, mine mænd er taget bort - den ene kommer hjem i morgen og den anden først i overmorgen. Suk, hvor jeg savner dem.

Men altså, han er jo blevet et år! Og det er bare fantastisk! Jeg var helt vildt nostalgisk hele dagen og tænkte meget på fødslen. Og nu er han jo bare et helt menneske, som kan alt muligt.

Han sover stadig fint om dagen og om natten. Han blev ikke vaccineret til sin lægeundersøgelse da han var sløj, men jeg håber at slå to fluer med et smæk når han skal have gipsen af - nu må vi se. Han er stadig super glad og kærlig. Jeg har ham mistænkt for at være op til flere af pædagogernes yndling. Han er i hvert fald en charmetrold!

Og så er han begyndt at spise med ske. Han pludrer enormt meget, men ikke nogen rigtige ord. Han genkender dog masser af ord og vil tit prøve at sige det samme. Han er også blevet rigtig glad for sine bøger nu - og sine bamser! Han fik en utrolig grim Shrek-bamse i fødselsdagsgave og han elsker den bare. Den skal kysses og krammes. Ligesom de andre bamser faktisk. Han vil også gerne kysse os, men helst med tunge....

Jeg synes ikke at han vokser så voldsomt længere, men det mener alle andre nu. Han passer stadig

(jeg blev lige afbrudt af en opringning fra mine mænd - den lille er på vej i seng nu)

Øh, ja han passer stadig str. 86, så småt 92. Lægen målte ham kun til 79 cm, så han er ikke så meget over gennemsnittet længere. Hans vægt er mere over gennemsnittet, selvom han vejede mindre hos lægen end han gjorde 1 måned før, formentlig pga. sygdom. Men han er rask igen. Er også næsten holdt op med at hoste.

Hvordan går det ellers? Travlt. Jeg synes bare det at være forældre og at have et arbejde tager alt vores tid. Men jeg kan mærke hvordan det langsomt men sikkert bliver bedre. Og det er også det jeg tænker når der er en dum nat - at der er meget få tilbage. Han er så stor nu at han bliver mere og mere selvstændig. Det er noget andet når man sidder med en baby på 14 dage, så har man ingen anelse om hvor mange måneder "dårlige" nætter man har foran sig.

Nå, jeg vil slutte. Vil lave lidt aftensmad og derefter splatte ud.