50 dage

50 dage er det nu siden et af mine æg blev befrugtet af en af Didriks sædceller og blev til en oocyte som 2 dage senere – og 8 celler stor – kom tilbage i min livmoder, hvor det har hygget sig lige siden. Nu kaldes det så officielt et foster og består af næsten fuldstændig de samme dele som du og jeg. Det har passeret 2 cm og kan nu vejes i gram.

Er det kun mig, der synes at det er fantastisk?

Og at så lille et væsen kan forrette så meget, er også overvældende. Ikke fordi jeg er helt lagt ned af symptomer, men det er alligevel vildt, så meget den kan påvirke mig. Oppe hver nat, fordi blæren ikke kan klare 8 timer uden at blive lettet. Spise konstant og hele tiden. Maven der allerede fylder godt i bukserne. Br(y)sterne som stritter – ikke så ømme længere – men pokkers irriterende, fordi bher føles ubehagelige og uden bh er umuligt pga at vorterne ”hænger i”. Den der følelse af, tja, ikke kvalme som sådan, bare ”puha, det her kan jeg da umuligt spise – men jeg er sulten så jeg prøver”. Gået fra at være kaffeoman til at sky det som pesten, fra det ene øjeblik til det næste. Og selvfølgelig trætheden.

Jeg forstår det slet ikke med min forstand. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg skal være så heldig igen.

Lige som sidst føler jeg ikke, at det for alvor er MIG, der er gravid. Det er bare Solsikke, der er det. Men modsat sidst føler jeg ikke at jeg har været gravid i en evighed og er vildt utålmodig for at det skal kunne ses. Hver dag har ikke været et maratonløb med venten. Antal dage til nf-scanning bekymrer mig ikke rigtig. Det har været et langt forløb, men mentalt kun halvt så langt som sidst – men dengang havde vi selvfølgelig også prøvet i årevis, denne gang blev det kun til 2 halvhjertede hjemmeforsøg + 1 ivf. Det er jo nærmest snyd!

Så tak til universet, tilfældet eller hvad der nu bestemmer for miraklet i min mave!

9+0: En ode til Junior

Så oprandt næste milepæl: 9 fulde uger. Tænk at jeg kan være så heldig for 2. gang.

Og nu må det være på tide at opdatere lidt om min skønne søn. Han fylder så meget i mit liv på en rigtig dejlig måde.

Jeg er overbevist om at han er ualmindelig velbegavet, sproglig, motorisk og følelsesmæssigt intelligent. Selvfølgelig! Og sådan ville jeg nok have det lige meget hvad. Men det der gør mig allermest glad og varm inden i, er hans temperament. Han er glad og tillidsfuld. Han vågner hver morgen og forventer at verden vil behandle ham godt. Og det sjove er, at det gør den, fordi han er så uendelig god ved sine legekammerater og charmer alle voksne han møder.

Han er faktisk en lille fedterøv. Jeg er meget meget stolt af ham. Der er vist endnu ikke den voksne han har prøvet at få kontakt med, som han ikke har kunnet lokke et smil ud af.

Nu har han været i sin nye vuggestue i en måned, og det går over al forventning. Han charmer – som han plejer – og er vist allerede ganske vellidt. Som regel vil han gerne over til vinduet og vinke til mig, når jeg kører, men han er altid væk igen før jeg er, i gang med en leg eller på skødet af en voksen.

For tiden er han et rigtig inde-hygge-barn. Han elsker stadig sine puslespil og sit køkken. Han kan lege med biler, lego og tog, og til morens store glæde er han begyndt at se børnetime. Vi har ikke introduceret DVD-en i hans liv, så endnu kan han kun se fjernsyn når der er noget relevant på programmet og ikke når han pludselig får lyst. Så fjernsynet bliver maks til en halv time om dagen.

Han elsker også det rigtige køkken, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at mine mænd laver maden sammen. Det afhænger selvfølgelig af hvor meget børnetime trækker, men som regel vinder madlavningen.

Den bedste tid på dagen, for mig, er helt klart morgenen. Det havde jeg aldrig troet ville ske for et inkarneret b-menneske, men det er det. Det er vores tid. Vi har som regel god tid. Enten vågner han selv eller også vækker jeg ham omkring klokken 7. Så spiser vi morgenmad med diverse cerial-produkter – han kan selv vælge hvad han vil spise – og det efterhånden obligatoriske blødkogte æg. Han elsker det. Nu kan han også spise det meste selv, men vil dog som regel gerne have lidt hjælp i starten. Heldigvis glemmer han som regel saltet, så der kommer næsten kun salt på første bid.

Der er masser af tid til hygge om morgenen. Han er rimelig medbestemmende i sin påklædning og tandbørstning, og som sagt også i morgenmaden, men der bliver trænet flyverdragt for tiden. Det går heldigvis også uden de store kriser efterhånden, så han sætter sig selv ned i den og putter benene rigtig i.

Hver gang vi går i gang med at øve et eller andet bliver jeg så imponeret over hvor hurtigt han mestrer det. Næste store projekt må blive balancecykel. Nu er foråret på vej (er jeg sikker på) og så kan det kun være et spørgsmål om tid, før han kan prøve de to hjul.

Han har masser af venner. 1 fra den gamle vuggestue som vi mødes med tit og som han tit leger ”alene” med. Og så 2 fra den nye vuggestue som der også bliver leget flittigt med i fritiden. Derudover er han blevet forelsket i – ja faktisk i 2 piger. Han har en kæreste i vuggestuen som altid gengælder hans ømme blikke og vinken til goddag og farvel, og så en af vores bekendtes venners datter, som vi tit møder, da faren er skilsmissefar og har et stort behov for at få lidt input, når han har sine uger med pigen. Junior elsker at kysse hende, og de kan faktisk lege uden voksenkontakt i timevis. Det er skønt at mødes med dem.

Der er selvfølgelig ”kriser”. Han er jo to år og grænser skal testes. Jeg tror vi skulle være bekymrede hvis grænser ikke skulle testes. Men lige meget hvor umulig han er, så er han lynhurtigt sit eget rolige jeg. Tror aldrig jeg har set ham være hys i mere end 10 minutter. Og det er sjældent at det varer så længe.

Nå, det må være ros nok for i dag. Men jeg syntes lige at bloggen også skulle fyldes op med min øjesten – som altså tager det meste af fokus i mit liv til trods for miraklet i maven!

2. scanning

Mine forventninger blev ikke gjort til skamme. En lille (men større end sidst) dejlig klat lå midt på skærmen, med et hjerte i midten og "brede skuldre - det bliver en dreng" - ifølge lægen.

Scanneren udregnede den til at være 8+6 dvs. 22 mm mod de 21 mm som den burde være, når jeg nu var 8+5. Så det er jo helt perfekt. Så nu har vi et billede hvor man (næsten) kan se op og ned på vores baby. Hvor er det vildt.

Jeg kan mærke hvordan glæden er ved at få permanent fodfæste i mig (selvom alle omkring mig konstant fortæller skrækhistorier om aborter og mislykkede fødsler - det kommer ikke mig ved).

Jeg skal være mor igen. Junior skal være storebror. Solen skinner.

8+0

Så er endnu en uge gået. De går stærkt for tiden.

Denne uge kommer til at byde på en lille business-rejse på fredag, festivitas i weekenden og endnu en scanning på mandag. Jeg glæder mig. Jeg er faktisk ikke specielt nervøs, men jeg ved at jeg når at få en klump i halsen inden tiden oprinder. Nu er det blevet fikset, med hjælp fra nogle venner, så vi begge kan være med til scanningen. Kunne ikke lige forlige mig med min første graviditetsscanning UDEN Didrik - det ville ligesom ikke være rigtigt.

Jeg håber at man kan se mere af den lille. Men mon ikke? Sidst var den 8 mm, og på mandag skulle den gerne være 21 mm. Når de scannede follikler på 20 mm syntes jeg at de var meget store og tydelige. Så jeg har høje forventninger.

Denne uge har budt på en blandet landhandel af oplevelser. Først og fremmest vil jeg sige at mit humør generelt er meget bedre end sidst! Meget. Men det svinger stadig helt enormt. Det er faktisk lidt skræmmende.

Vi er begyndt at fortælle nyheden rundt omkring. Jeg mangler stadig at samle mod til at delagtiggøre de kommende morforældre. Men farforældrene fik det at vide af Junior: "Jeg skal være storebror", sagde han lige så fint. De blev vildt overraskede og glade!

Jeg har forsøgt at fortælle det på arbejdet. Men det er svært at få til at sprede sig åbenbart. Mærkelig arbejdsplads. På min gamle arbejdsplads kunne jeg have visket det i et hjørne af kontoret, og alle ville vide det, før jeg nåede min plads igen. Men sådan er der så meget.

Og apropos arbejde, så blev jeg ringet op af en jeg kender af navn fra min gamle arbejdsplads. Hun var noget farlig fint noget, og skiftede job et par måneder før jeg gjorde. Hun manglede en til at rydde op i en masse ting, og jeg var blevet anbefalet af en af mine tidligere chefer. Det lød spændende - ikke optimalt geografisk, men ok. Og alt taget i betragtning kan jeg vist ikke være for kræsen.

Jeg fortalte hende at jeg er gravid, og her er hendes svar: "Jamen, først må jeg da sige tillykke - ved du hvad, det skræmmer mig altså ikke!"

Da jeg fortalte Didrik om det om aftenen var han dog lidt mere pessimistisk. "Ej, det må da betyde noget alligevel. Hun kan jo ikke ansætte dig nu". Så nu er jeg meget spændt på om jeg hører fra hende eller ej. Hun spurgte til hvor meget barsel jeg havde tænkt mig at holde, og om jeg var interesseret i at komme ud og tale med dem i begyndelsen af marts. Ikke noget med at jeg skulle skrive cv eller noget. Bare sådan på tilbudsform. Så bad hun om mit mobilnr. og min e-mailaddresse (havde ringet på arbejdet). Så jeg tror på det. Ved ikke om jeg vil have det, men det er da utrolig dejligt at få sådan en bekræftelse.

Min mors behandling skrider stille fremad. Hun synes at hun har det bedre og har ikke fået bivirkninger endnu, så det kan ikke være bedre.

Junior har endelig affundet sig med at sove i sin egen seng. Vi havde nogle dage hvor vi bar ham i seng mange gange, men nu siger han selv at han skal sove i Ikea-seng hele natten og så ind og hygge i store seng om morgenen. Og det går faktisk fint.

De senest morgener har jeg måttet vække ham, fordi han slet ikke gjorde mine til at stå op klokken kvart over 7. Jeg vil heller ikke FOR sent på arbejde - så kommer jeg jo aldrig hjem.

I dag har jeg heldigvis hjemmearbejdsdag, så jeg satser på at få mig en middagslur. Det bliver skønt.

I går gik jeg tidligt hjem - meldte mig simpelthen syg. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det, men kan bare ikke hænge sammen. Jeg har hostet nu i 10 dages tid og det bliver værre og værre. Nu har jeg også hovedpine og er endnu mere drænet for energi. Jeg sover fint og længe om natten, så jeg føler ikke at jeg kan gøre meget mere for at holde mig rask, men jeg har stadig dårlig samvittighed. Jeg filosoferede faktisk over det i går da jeg cyklede hjem. Under min sidste graviditet var den 1. prioritet. Skulle jeg melde mig syg fordi jeg følte det var det rette, så var det det rette, og jeg havde (så vidt jeg husker) ikke dårlig samvittighed. Hvad er forskellen?

Jeg tror at forskellen er at dette barn virker mere som en ekstra bonus. Det er ikke forskellen på liv og død for mig : livet som barnløs for altid, mod livet som glad mor. Det er bare et ekstra barn, som kan være prikken over i'et og forhåbentlig gøre vores liv sjovere og gladere, og som vi vil komme til at elske over alt på Jorden ligesom vi gør med Junior, men det er stadig noget andet. Og det er jo ikke fair, overfor dette barn. Det har fortjent lige så meget omsorg og kærlighed som foster, som Junior fik.

Men det er pudsigt at være gravid igen. Pludselig ser jeg hele graviditeten foran mig, helt frem til fødslen og de første år med barnet. I sidste graviditet kunne jeg knap nok se næste uge eller næste trimester! Fødslen var total sci fi og ikke noget jeg rigtig kunne forholde mig til ville ske for mig. Nu tænker jeg allerede over hvordan fødslen skal foregå og hvor længe jeg vil blive på hospitalet. Jeg tænker på amning og hvad jeg vil gøre anderledes.

Jeg har flere glæder at se frem til (at mærke liv, at lugte mit nyfødte barn) og flere konkrete bekymringer (super hurtig fødsel, halsbrand) fordi jeg har noget at sætte det op imod. Det er rart at kunne se "hele vejen" og ikke leve i en mærkelig tidsbobel, som går enormt langsomt men som stadig ikke rigtig forberedte mig til at være mor. Eller det gjorde det måske, jeg kunne bare ikke forholde mig til at jeg skulle have et barn.

Jeg har også tænkt over hvilke milepæle, der er under en graviditet.

Positiv graviditetstest!
Positiv blodprøve!
Første scanning!
(2. scanning for mig i hvert fald) 23. februar
9+0 (for mig er det en stor milepæl. Det giver matematisk mening på en eller anden sær måde)
1. lægebesøg (tja tjo, det er en af de mindre milepæle) 9. marts
Nakkefoldsscanning (kæmpe milepæl!) 20. marts
Mærke liv!!!
Mærke liv ofte og så far også er med!
MD-scanning
24+0 (derfra begynder fosteret at have en chance for at klare en fødsel)
Og så er det bare hver uge derfra indtil den største milepæl af dem alle:
Fødslen!

For nogle er det nok lidt mere simpelt tror jeg: Graviditetstest + fødsel. Det må egentlig være rart at spekulere lidt mindre.

I dag er en god dag. Solen skinner og Junior var sød og glad hele morgenen. Eneste slange i Paradis var Møgungen Over Dem Alle som går i børnehave samme sted som Junior er (han er en STOR 5-årig) som besluttede sig for at bokse mig i maven, I MAVEN, da jeg mødte ham i vuggestuen i morges. Møgunge. Han skal godt nok undgås de næste 7 måneder!

Men ellers går det fint. Jeg har fået en masse ventetøj som ligger og venter på mig nu. Mangler dog nogle bukser, men tror at jeg køber nogle efter scanningen på mandag. Måske. Eller lidt senere. Faktisk føler jeg mig ikke så oppustet som jeg har gjort for et par uger siden. Mærkværdigt. Dog synes jeg at jeg kan mærke min livmoder over skambenet, men ifølge min-mave.dk er det helt forkert. Den skulle stadig ligge og putte sig langt nede bag skambenet. Jeg må spørge på klinikken på mandag. Måske er det bare min anatomi som er mærkelig, men jeg har altså mærket det en lille uges tid nu, og det føles som noget der ikke plejer at være der.

7+0 og den første scanning

I mandags var det store scanningsdag. Jeg kunne næsten ikke bære spændingen, men den blev udløst ved synet af en lille spire med den helt rigtige længe og et hjerte der slog løs!

Lægen syntes dog at det var så utydeligt det hele, at jeg var velkommen til at komme igen om 2 uger, inden jeg bliver helt afsluttet fra klinikken. Så det er dejligt at kunne se frem til.

I dag vil jeg så forsøge at få bestilt min første lægetid og tid til nakkefoldsscanning. Så er der styr på det forhåbentlig.

Derudover har jeg noget mere kvalme end jeg havde sidst. Jeg var faktisk temmelig skidt i weekenden. Og min glubende appetit er afløst af noget der minder om madlede. Men jeg får nok stadig rigeligt med kalorier indenbors.

Så fortalte min nabo mig om d-vitamin. Det er åbenbart vist at gravide er i underskud fordi fosteret snupper al hvad der er, så det havde hjulpet hende at tage d-vitamin tilskud.

Jeg prøvede at undersøge det og fik bekræftet min glemte viden fra biokemi, ja d-vitamin er fedtopløseligt hvilket betyder at man ikke kan slippe af med et overskud så nemt, og man derfor risikerer overdosering. Samtidig er alle danskere åbenbart i kronisk underskud og gravide er i særlig risiko. Men det er også særlig vigtigt at gravide ikke får for meget. Så det gjorde mig jo ikke særlig meget klogere.

Nu har jeg dog købt mig nogle vitaminpiller (spiser ellers aldrig sådan noget). Så nu tager jeg Livol Multi Gravid, folinsyre (unødvendigt, men det kan man ikke få for meget af, og nu havde jeg det...) samt jern. Der er trods alt 10 microgram d-vitamin i her, så nu får jeg da mere end jeg gjorde før.

Må høre min læge, når jeg når dertil.

Og så lige lidt brok. Min dejlige søn, som altid har sovet så pænt og sødt og skønt, er blevet en sand nattetyran. Nøj, hvor det irriterer mig. Han vil gerne i seng, men står op en milliard gange og kalder "hvad laver du far", "bær mig ind i seng", "dyne på", "ind store seng!!!"

Det er især det sidste der er problemet. Selv hvis det lykkes at få ungen til at sove i sin seng, så sniger han sig i løbet af natten gentagne gange ind i vores seng og han snorker. Og mokker. Og møfler. Han er faktisk ganske belastende.

Hvad der komplicerer det hele yderligere er at jeg kan mærke mit haleben igen. Jeg synes at det er meget tidligt at have den slags smerter og vil nødig have bækkenløsning halvejs gennem graviditeten. Og at slæbe et sovende barn på 15 kg op fra en dobbeltseng er ganske smertefuldt. Så jeg prøver at holde stand og håbe på at Didrik smider ham ud. Det gør han også ind imellem, men er syg med bihulebetændelse for tiden, så han sover rimelig ok, og jeg kan slet ikke vnte på det. Så jeg har faktisk båret den lille flere gange i nat. Og jeg er så træt nu.

Jeg besluttede mig klokken 4 i nat for at jeg ikke tog på arbejde i dag. Jeg har (lidt) ondt i halsen og det bliver mit alibi. Sandheden er at jeg vidste at jeg tidligst kunne være der klokken 9, og jeg kan ikke sidde derinde og arbejde til klokken 17, det kan jeg bare ikke. Jeg er træt og sur og gnaven. Faktisk er jeg i så dårligt humør lige nu at jeg ikke engang har lyst til at være gravid. Tænk hvis vores nætter bliver sådan her de næste 4 år?? Jeg bliver helt skør og desperat ved tanken. Øv altså.

Nå, jeg må se at se fremad og tage mig sammen. Har bare brug for at være lidt muggen tror jeg. Og for en rigtig dejlig lang middagslur. Har planer om at lægge mig efter frokost og bare SOVE. Ah, det bliver skønt. Så kan formiddagen gå med at tusse rundt og drikke te og så kan jeg sove snart.....

Undskyld alt mit brok. Jeg er sikker på at det hele ser anderledes ud om bare en halv time (hvem sagde humørsvingninger?)

6+0: Så langt, så godt

Så er jeg fulde 6 uger, og ingen tegn på noget galt. Denne uge byder på en blandet landhandel af oplevelser: Min mor begynder kemoterapi i dag. Min søster kommer til landet i morgen. Jeg skal på endnu en lille forretningsrejse torsdag-fredag (glæder mig lidt til at kunne SOVE). Og så er det store scanningsdag på mandag. Nøj, hvor jeg glæder mig. Helt vildt! Derudover får vi også flere informationer om overtagelsen på mandag.

Så en begivenhedsrig uge foran mig, og jeg er træt, som i TRÆT. Pyha, nu begynder jeg at kunne genkende det. Sov 9 timer i nat og ville bare sove mere, da vækkeuret ringede....

Men jeg skal ikke brokke mig. Nu er den lille 4 mm lang og om 5 dage, når vi skal kigge, forhåbentlig det dobbelte. Så der sker ting og sager...

5+5

Jeg tror at jeg ramte bunden, rent mentalt da jeg skrev mit sidste indlæg. Siden har jeg godt kunnet se at det var uholdbart. Jeg har fortalt min chef om graviditeten (jeg indså, at hvis scanningen viser noget forfærdeligt kan jeg sikkert ikke arbejde alligevel, og så ville jeg involvere ham - så jeg kunne lige så godt gøre det nu). Han blev vildt lykkelig.

Weekenden blev tilbragt i gode veninders lag, med hygge og alt for meget mad. Det hjalp at få sludret og sladret og slappet af ikke mindst.

Fredag var vi forbi mine forældre. På en måde er de nemmere at være sammen med nu hvor de har rigtige problemer, og ikke opfinder nogen ud af det blå. Hvor kynisk det end lyder. Samtidig blev jeg dog bekymret over HVOR syg min mor ser ud.

Nå, ja, jeg fik mig også en rigtig god snak med Didrik i går omkring min mor. Mit største problem er at jeg ikke kender hende, jeg føler ikke at hun elsker mig, og jeg forstår ikke hvorfor/hvornår hun er blevet så kold og ondskabsfuld. Vi fik en idé undervejs i samtalen; at tale med min mors barndomsveninde. Jeg skal lige tygge lidt på den, men måske gør jeg det.

Jeg tror ikke på, at det er fornuftigt at rippe op i alt det gamle skrammel. Måske for mig, men da så sandelig ikke for min mor. Hun har rigeligt lige nu. Så jeg må finde en balance mellem at få bearbejdet det jeg har brug for mens hun er her, samtidig med at jeg ikke generer hende unødigt.

Ja, undskyld at tonen er lidt hård. Jeg lyder ikke som verdens sødeste datter, men ... ja, det er lidt udenfor dette indlægs rammer at gå mere i detaljer omkring min mor. Lad os bare sige at hun er et meget komplekst menneske.

Nu er jeg så 5+5 og der er en uge til scanningen. Ikke at jeg tæller. Særlig meget. Eller ved hvor mange timer der er. Jeg glæder mig, men jeg er egentlig dybest set temmelig optimistisk. Jeg tror at sorgen er den samme hvis noget går galt, og jeg har lovet mig selv at gøre alt hvad jeg kunne for at nyde det så tidligt som muligt.

Nu vågner han endelig.....