5+0: om glæde, angst og endnu mere ventetid

Kære søde dejlige piger, som læser og kommenterer på min blog. Tusind tak for jeres søde kommentarer. Det hjælper til at få mig til at føle mig gravid og tro på det, når jeg læser hvad I skriver.

Jeg har været på kursus i løbet af ugen, så jeg vidste godt at jeg først ville kommer herind igen fredag, og jeg har også tænkt over hvad jeg dog ville skrive i dag, men jeg tror at jeg vil starte med nattens oplevelse.

Kl. ca. 1 vågnede jeg, midt i en drøm som jeg ikke præcist kan huske, ved at min livmoder krampede og det trak ned i mine ben. Det samme sker når jeg har menstruationssmerter (selvom det her ikke var lige så voldsomt). Jeg var dødbange. Sikker på at jeg ville finde mig selv i en blodpøl om morgenen. Efter at have kastet mig rundt i sengen og svedt besluttede jeg, at jeg var nødt til at slappe af. Så jeg lagde mig på ryggen og koncentrerede mig om vejrtrækningen og det hjalp. Et par minutter efter var al ømheden, kramperne eller hvad det nu var, helt væk. I alt tog det nok ca. 20 min.

Heldigvis havde jeg læst Monja skrive engang at hun fik kramper i forbindelse med o.r.g.a.s.m.e som lyder fuldstændig som det jeg oplevede i nat. Måske det var noget rart jeg drømte? Det kan ikke udelukkes.

Jeg er dog stadig fristet til at ringe til hospitalet når det bliver telefontid, for at høre om det virkelig kan være normalt det her. Heldigvis havde min mand og jeg lidt tid sammen i morges, og han mente, at det måtte være helt normalt at jeg kan mærke "noget", særlig når jeg har endometriosevæv på selve livmoderen.

Jeg tror at min umiddelbare panik er ved at være drevet over, jeg var bare så bange i nat og det er svært at ryste den angst.

Men derudover er jeg glad. I dag starter 6. uge. Jeg har glædet mig til fredag, da jeg så kunne komme ind i en ny uge, men jeg synes stadig at 5+0 er ganske skræmmende lidt.

Jeg har dog besluttet mig for at være glad og fortrøstningsfuld. Desværre giver graviditeter ingen garantier. I det hele taget er der ingen garantier i livet. Der er ingen der kan love mig at jeg ikke selv mister livet eller én af mine kære gør det i morgen. Selvfølgelig er et foster mere skrøbeligt en det, men min pointe er bare at det bliver ved med at være skrøbeligt. Folk mister deres nyfødte uden nogen form for varsling. Så når sygeplejersken siger at med mit hcg-tal har jeg 95 % chance for at få barn/børn, så bliver det ikke meget mere sikkert end det. Så jeg kan ligeså godt glæde mig nu.

Men jeg kan bare ikke "narre" eller overbevise mig selv. Endnu engang finder jeg mig i en situation hvor jeg ser frem mod en scanning. Scanningen er 2 uger og 4 dage ude i fremtiden - det svarer nogenlunde til tiden fra tilmelding til ivf til første scanning. Så det er jo ikke særlig lang tid. Men når man så tænker på, at det kun er 3 uger siden ægudtagningen og 2 uger og 1 dag siden den/de satte sig fast, så synes jeg at det er foruroligende lang tid.

Sikke jeg roder rundt. Det vigtigste er vel at jeg er glad. Min mand er glad. Vi taler tit om maven og indholdet og smiler meget. Jeg ville ønske at der var mere plads til lykken, men jeg ved at det kommer. Jeg ved også at min sorg hverken bliver større eller mindre, hvis jeg mister nu om jeg glæder mig eller ej. Samtidig ved jeg heller ikke om sorgen ville være større eller mindre end den jeg ville have følt, hvis jeg havde fået en negativ blodprøve i mandags. Jeg håber ikke at jeg finder ud af det.

Jeg har oprettet et kvotesystem for mig selv. Diverse hjemmesider viser uge-for-uge oversigter, og jeg "må" hver fredag læse om den nuværende uge, men ikke flere uger.

6. uge er ikke nær så begivenhedsrig som 5. uge. Til gengæld begynder hjertet at slå nu. Jeg forstår slet ikke at fostre udvikler sig så hurtigt. Allerede i sidste uge begyndte hjernen at blive dannet! (Og hud og øjne og alt muligt.) Det er facinerende.

Mht. symptomer så oplever jeg ikke så meget. Engang imellem kan jeg mærke mine bryster, og de er da også lidt ømme, men slet ikke sådan at der er udstedt berøringsforbud. Mht. kvalme så vil jeg faktisk ikke sige at jeg har det. Jeg bliver MEGET sulten ind imellem, og hvor jeg normalt er meget utålmodig, når jeg først bliver sulten så bliver jeg ekstremt utålmodig nu og får decideret ondt i maven, hvis jeg ikke skynder mig at finde noget spiseligt. Og så synes jeg faktisk at jeg spiser mere end jeg plejer. Trætheden er måske begyndt at melde sig. Ikke voldsomt, men den anden dag tog jeg en lur på sofaen da jeg kom hjem + jeg sov 9 timer om natten uden problemer. Men på den anden side så er det altså meget svært at sige. Så faktisk oplever jeg ikke det store.

Jeg ville ønske at jeg kastede op bare lidt. Men når jeg tænker det kommer jeg til at tænke på M.S. og så synes jeg at det er et lidt fjollet og meget dumt ønske. Det er jo også fuldt ud lige så normalt at lade være med at have kvalme og kaste op, som at gøre det. Så det er jo faktisk lidt bizart at ønske.

Der er mange, der har spurgt, om der kan være 2. Sygeplejersken nævnede det også - altså at der var en "risiko" (jeg forstår stadig ikke hvordan de kan bruge ordet "risiko" i forbindelse med 2 børn overfor barnløse). Hvad jeg har læst rundtomkring så kan det være 2 med det kan også være 1.

Til ægoplægningen havde jeg en følelse af at jeg enten fik tvillinger eller ikke blev gravid. Og jeg må sige at den følelse ikke er blevet mindre efter at få tallet at vide. Vi bliver i hvert fald glade den 18. hvis vi ser et eller to hjerter banke. Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg ønsker mig mest. Der er fordele og ulemper ved begge situationer.

Weekenden kommer nok til at gå hurtigt. Vi tager i sommerhus og det bliver dejligt at komme væk fra alting og blive forkælet. Og så er der kun en uge til påske. Godtnok skal jeg arbejde de 3 dage i påsken, men jeg forventer at det bliver rimeligt hyggeligt. Og efter påsken kommer den længe ventede scanning.

God weekend allesammen!

951!

Sygeplejersken mener, at med sådan et tal er der 90-95 % chance for at graviditeten holder.

Tror I lige at Solsikke er glad?!?!?!

Søndag eftermiddag

Tusind tak for jeres kommentarer til mig. Det er dejligt at læse, at I forstår mig og ikke ser mig som et egoistisk fjollet pigebarn.

Tiden er faktisk gået hurtigt fra i går til nu. Det var også skønt at opdage at vi skulle stille urerne til sommertid i nat! Jeg plejer at blive så gnaven over det (øv øv, kortere weekend), men nu var det den bedste nyhed!

Så nu er vi nede på 21 timer før jeg har HCG-tallet. Jeg er dødnysgerrig! Jeg håber og tror lidt på, at hvis jeg får et rigtig fint tal at vide, kan jeg slappe lidt mere af og begynde at nyde det lidt mere.

Jeg veksler stadig mellem ekstrem glæde og nervøsitet. Jeg synes at glæden fylder meget, men det irriterer mig at den ikke fylder mere. Jeg bliver jo ikke mere ked af det, hvis det går galt, og jeg har glædet mig i forhold til, hvis jeg ikke har glædet mig og det går galt.

Jeg tog en test mere til morgen. Den er heldigvis tydeligere end de to foregående. Det er svært at se om den er dobbelt så kraftig som den i fredags. Men det ER altså heller ikke en kvantitativ test. Det er en kvalitativ test, og jeg burde vide bedre end at forsøge at bruge den som en kvantitativ test. Jeg vil IKKE tage en ny test i morgen tidligt. Det er også fjollet, når der er så kort tid til det "rigtige" svar.

21 timer. De sidste af dem kommer til at gå med at køre Sjælland tyndt for at få afleveret manden på arbejdet og komme til hospitalet og på arbejde selv, samt at arbejde. Jeg går nok tidligt i seng, så reelt taler vi nu om noget der ligner 6 timers bekymring endnu. Det er ikke meget. Specielt når der skal laves og spises aftensmad og formentlig drikkes noget varm eftermiddags-kakao med manden om lidt. Så er det jo lige om snart.

Der er heldigvis ingen spor af blod endnu. Faktisk er det tidpunkt jeg har det allerbedst på når jeg lige har været på toilettet og det stadig ser fint ud. Jeg ved at min krop er anderledes nu. Den føles ikke som sådan gravid, for det ved jeg af gode grunde ikke hvordan føles, men den er bare anderledes. Mine bryster f.eks. De er ikke særlig ømme - bare anderledes. Lidt mere fyldige måske. Jeg har nogle trækninger i underlivet fra tid til anden. Det er ikke som menstruationssmerter, men de bekymrer mig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det har jeg læst alle gravide har skrevet om, så det er vel bare som det skal være.

Barnløse i behandling lukker jo. Så dagen i dag har været brugt på at kopiere mine gamle dagbogsindlæg over på harddisken. Hold da kæft hvor har jeg skrevet meget. Det tog faktisk 2 timer at kopiere, og jeg læste ikke særlig meget af det. Lidt læste jeg dog. Jeg kan faktisk godt lide at læse hvad jeg har skrevet igennem tiderne. Ikke fordi jeg ellers glemmer det, men jeg kan bare huske flere detaljer, når jeg kan se mine formuleringer sort på hvidt. Tit kan jeg huske min sindsstemning da jeg skrev det.

Og så har vi taget et mavebillede. Vildt mærkelig at stille sig op med siden til, så maven kan fotograferes. Der er jo ikke noget at se endnu, men det ville være sjovt, hvis den vokser lystigt afsted og vi er startet tidligt, så man kan se forandringen. Det fik mig til at føle mig lidt mere gravid, og lidt har vel også ret?

Endnu engang tak allesammen. Det er altså helt utroligt at mærke den varme og støtte. Og selvom jeg ved at I ikke kan give mig en fuld graviditet, så er det dejligt at mærke at I tror på det, for jeg kan mærke at noget af det smitter af.

Drømme og forhåbninger

Advarsel: Denne post bliver med garanti lang og rodet.

Jeg er i sandhed i syv sind. Tre teste siger, at jeg er gravid. Jeg har ikke blødt. Jeg har småkvalme, men ikke særlig meget, og det trækker lidt i maven om aftenen og morgenen. Men jeg er vist ikke lige i stand til at fatte det.

Måske det er 2 år som infertil. Måske det er alle de forfærdelige historier, jeg har læst i tidernes løb. Måske det er det faktum, at jeg har endometriose selvom det kun rammer 2-4 % af alle kvinder, og blev overstimuleret selvom det kun sker i 1 % af alle ivf-cykler. Måske jeg bare er pessimistisk af natur?

Jeg ved ikke hvad årsagen er, men jeg er helt vildt utålmodig for at det bliver mandag. Jeg ved ikke om det gør det nemmere at forstå, hvis hospitalet fortæller mig at jeg er gravid, men jeg håber det.

Nu er klokken 16 lørdag eftermiddag. Jeg skal have taget blodprøven mandag morgen klokken 7.30 (når de åbner - jeg er der nok kl. 7). Jeg forventer at få svar omkring klokken 12, men jeg ved det faktisk ikke - jeg prøver at spørge laboranten når jeg møder derude. Dvs. nu er der 44 timer til jeg får svar.

Hvordan får man 44 timer til at gå? Jeg sover jo nok de ca. 16. Så er vi nede på 28 timer. Resten af dagen kommer til at gå med aftensmad og tv, tror jeg. I morgen er straks værre. En hel lang søndag. Suk. Mandag bliver nok ikke det store problem. Jeg skal på arbejde, og heldigvis ligger der en masse møder om morgenen så jeg undgår at sidde og stirre ud af luften (eller det vil sige, undgår at sidde og stirre ud i luften og burde lave noget andet).

Nogen forslag til at få en søndag til at gå?

Jeg veklser mellem at være ekstremt glad og slet ikke kunne holde op med at smile og at være bekymret. Jeg har som sagt testet de seneste tre dages morgener, men jeg synes ikke at det for alvor beroliger mig. Det var én slags test jeg brugte torsdag - en rigtig god test med en fin tydelig streg. I går og i dag var det nogle billige sticks. De er ikke lige så tydelige som den første. Til gengæld er testen fra i dag lidt tydeligere end den fra i går. Jeg ville dog gerne have at den var endnu mere tydelig. Jeg ved ikke om det er en god idé at teste i morgen også, men jeg har snakket med Didrik om det, og han endte med at mene at det er en god idé. Man må nemmere kunne sammenligne tre teste end to. Så lidt adspredelse er der i morgen.

Jeg har læst utrolig mange statistikker på det seneste. For tiden er det abortrater, der har min interesse. På Herlevs hjemmeside står der at 20 % af alle par i fertilitetsbehandling, som bliver gravide, mister. Det synes jeg er mange.

Samtidig står der i en anden artikel på sitet at for kvinder under 30 år er abortraten kun 5 %, stigende op til 50 % for kvinder på 44-46 år. Men 20 % svarer til omkring 40 år, og mig bekendt er gravide ikke 40 år i gennemsnit, så de to statistikker passer ikke sammen. Måske de 5 % er hvis man måler fra lidt senere ind i graviditeten?

Nå, min fornuft siger mig at, det nok skal gå. Jeg er ung og rask. Det var smukke super æg. Men jeg er bare så vant til skuffelser. Det hjælper heller ikke at Didrik er helt bekymret.

Hvis jeg var en læser af denne blog ville jeg nok tænke enten: "Nu rabler det for Solsikke - Kan hun ikke være glad?" Eller: "Ej helt ærligt, hvad piver hun over - hun er gravid nu selvfølgelig holder det!"

En eneste ting jeg dog hele tiden er i stand til at holde fast i er at jeg KAN blive gravid nu. Vi KAN få befrugtede æg sammen og de KAN sætte sig fast. Så skal det da for pokker lykkes en dag. Selvfølgelig skal det det.

Som sagt er jeg meget forvirret. Jeg ønsker mig hele tiden længere frem i tiden. Og ikke bare længere frem i tiden, men frem og med pletfrie trusser. Behøver jeg at skrive at jeg går på toilettet i tide og i utide bare for at se om de stadig er pletfri? Ind imellem kan jeg mørke at noget af Crinonen glider ud, og så må jeg bare ud og se om det var Crinone eller blod. Heldigvis har det været Crinone hver gang indtil nu.

På en måde føler jeg at det var alt for nemt og "snyd", hvis det lykkes for os nu. Samtidig føler jeg at det har været en odyssé af de store. Jeg lå i morges og forestillede mig, at jeg skulle fortælle om vores behandlingsforløb til vores forældre. Hold da op hvor kommer det til at tage lang tid. Fra den første dumme vandscanning til i dag. Det har været en utrolig hård og barsk tur, men hvis lillen/lillerne beslutter sig for at blive her de næste 8 måneder vil det være det hele værd. Det ved jeg.

Så har jeg netop klaret endnu et kontroltoiletbesøg. Det er patetisk.

I øvrigt vil jeg tilslutte mig Spirres kommentar, da hun netop havde taget sin første "snyde"-test før blodprøven. Hold da kæft hvor føles det godt at stå med en positiv test. Den følelse kan ingen tage fra mig. Jeg er faktisk helt misundelig på mig selv. Hvor bizzart det end lyder. Men det er jeg. Jeg er jo gravid. Har taget en positiv test. Samtidig har jeg ikke rigtig fattet det. Min logik har dog, og den er vant til at være misundelig, og ikke vant til at skulle opfatte graviditetsrelaterede ting som om de har noget med mig at gøre.

Jeg håber ikke, at jeg gør nogen sure med mine forvirrede tanker. Egentlig synes jeg, at det er noget pjat, at jeg har det som jeg har det. Det er jo helt og igennem positivt det hele.

Nå, mon ikke nyheden trænger ind en dag? Nu håber jeg bare at weekenden vil flyve afsted og jeg vil få lov til at tale med en super glad sygeplejerske på mandag. Så tager vi de næste bekymringer hen ad vejen, og så LOVER jeg at prøve at tænke gladere tanker.

Tusind tusind tak for jeres søde kommentarer. Det betyder SÅ meget for mig, at vide at så mange mennesker bekymrer sig om mig.

Drømmer jeg?

Vi havde i går bestemt os for at vi skulle prøve en lille test her til morgen. Hvis der ikke var kommet noget blod naturligvis.

Jeg vågnede kvart i fem og var fuldstændig lysvågen. Nøj hvor jeg rystede mens jeg kiggede på testen og talte. Efter jeg havde talt til omkring 40 (og jeg tror at jeg talte meget hurtigt) syntes jeg at kunne ane en 3. streg. (Det er en test vi engang har købt i Italien - der skal være 3 streger før den er positiv, da én af stregerne indikerer hvor langt man er henne).

Jeg fløj ind til min mand, mens der var en svag tynd streg, som dog blev tydeligere mens jeg kiggede på den. "Er der en streg i A?". "Ja", svarede han.

Resten af morgenen var mærkelig. Jeg føler mig helt fjollet og rundt på gulvet. Jeg opgav at gå i seng igen. Min puls var mindst 150, så det er ikke så nemt at sove. Hvor er det bare vildt, det her!

Jeg havde lovet mig selv i tidernes morgen, at hvis jeg nogensinde så en positiv test eller positiv blodprøve, så ville jeg være glad. Det nytter ikke noget at tænke på det dumme a-ord. Nu VED vi, at det kan lykkes. Så er det bare et spørgsmål om de sidste 8 måneder. Så jeg vil være positiv i dag. Men jeg synes godtnok stadig at mandag er langt væk. Jeg ved også godt at risikoen stadig er stor. Det er 13 dage efter ægudtagning i dag. Dvs. hvis jeg var "almindelig" var det først i morgen at menstruationen skulle udeblive.

Men i hvert fald ser det da lyst ud nu. Syn's I ikke?

Desperat

Overskriften refererer ikke til min tilstand lige nu (selvom den lige så godt kunne). Nææ jeg ville såmænd bare høre, hvad der skete i sidste afsnit af Desperate Housewifes, som jeg skal vide for at kunne følge med i aften.

Jeg var ude i onsdags, og den der genudsendelse kl. midt om natten søndag er altså bare alt for sent for lille mig. (Som gik i seng kl. 20.30 i går.)

Jeg regner nu godt med at kunne følge med i aften, men jeg keeeder mig nu, så måske nogle kan genfortælle lidt handling?

The 4 meme

Fordi jeg alligevel ikke kan koncentrere mig om at arbejde i denne ventetid (selvom jeg burde!).

Fire jobs jeg har haft:
Rengøringsdame (selvom det er politisk ukorrekt, så jeg altså aldrig mig selv som assistent).
Shell-slave
Oversætter
Lektiehjælp til en stakkels 3. G'er, der virkelig kæmpede med matematiken

Fire film jeg kunne se igen og igen:
Stegte grønne tomater
Forrest Gump
Philadelphia (og jeg græder lige meget hver gang)
Borte med blæsten - suk

Fire steder jeg har boet:
Villa
Rækkehus
Villa
Lejlighed

Fire TV-shows jeg godt kan lide at se:
Desperate Housewifes
Sex and the City
Ally - før den blev for deprimerende
Anne fra Grønnebakken (suk, det var en GOD serie!)

Fire steder jeg har været på ferie:
Boston/New York
Barbados
London
Italien

Fire websites jeg besøger/bruger (dagligt):
google.dk
lfub.dk
msn.dk
dr.dk

Fire favorit retter:
Fiskegryde med pasta til
Italienske antipasti
Alt hvad svigermor kokkererer
Alt hvad min dejlige mand kokkererer

Fire steder jeg godt gad være lige nu:
På mandag med en positiv test!
Hvis det ikke kan lade sig gøre så
på en lækker dasestrand i 30 graders varme (Barbados f.eks.)
På en rigtig god gåtur på landet
Hjemme hos min mand med en god kop (koffeinfri) cappuchino

Fire bloggere jeg tagger:
Rikke - fordi jeg gennem hende fandt hele blogworld
Amocca - fordi hun bare er for cool
Spirre - fordi det KAN lykkes og hun kæmper videre med hyperemesis
Søsterlystig - fordi hun tagger mig, og hun da bare er verdens bedste fighter!

Så blev jeg da distraheret lidt og blodprøven kom 10 minutter tættere på. Så mangler vi bare 864 gange den tid.

Anonyme læsere

Det er skægt at opdage at der er for mig ukendte læsere af denne blog. Og det er hyggeligt når de giver sig til kende i ny og næ.

Det betyder også meget for mig at I derude tænker på mig. Jeg føler at jeg har brug for alle de positive tanker og al det held jeg kan få. Samtidig ved jeg jo godt at det ikke ændrer noget. Enten sidder der et eller to æg og vokser lystigt afsted og jeg er gravid lige nu. Lige nu. Eller også begynder jeg at bløde om 1-2 ugers tid og jeg er så tom som jeg altid har været. Det kan ikke ændres ved tanker eller handlinger.

Men det hjælper mig, at I tænker på mig.

Ventetiden er forfærdelig. Samtidig går tiden jo. Det er allerede 5 dage siden æggene kom op. Og 8 dage siden de blev befrugtet. Ifølge bøgerne skulle de sætte sig fast for 2-3 dage siden. Så nu er der kun 9 dage til det bliver mandag den 27. Den store skæbne-blodprøve-dag. Jeg håber ikke at svaret giver sig selv inden.

Tankerne flyver rundt mellem min livmoder, håb, forsikring om at det nok skal gå, dommedagstanker og hvad skal der ske hvis det ikke lykkes. Så sent som i dag snakkede vi om hvad vi gør, hvis det ikke lykkes. Om de vil prøve igen på samme måde, eller om jeg kan sættes lidt op i dosis. Hvis de ikke vil det, om vi så kan forsøge naturlig cyklus-ivf (om der er et eller to æg gør jo ikke den store forskel, hvis man tilgengæld kan spare ugevis af hormoner og TID, hvis det er naturligt). Men mon ikke de godt tør sætte mig lidt op i dosis.

Det er bizzart at planlægge næste forsøg, når der ligger 2 fine, smukke, perfekte æg i min livmoder, men jeg har brug for det. Brug for at tænke på at verden ikke går under, hvis det ikke går denne gang.

Juhuuuuuuuuuu

Ud af de 2 fine æg, der er udtaget havde ... tadada 2 æg ladet sig befrugte og delt sig til hhv. 9 og 10 celler.

Kan det være bedre?

Mat, mæt og træt må være ordene herfra. Jeg tror ikke, at jeg bliver hængende på arbejdet så længe.

Tusind tak for alle jeres tanker henover weekenden, de varmer mere end I tror!

2 fine æg

Aspiration

Så var det tid for næste ægscanning. Det ser relativt fint ud. Der er 3 follikler på 16-17 mm, så jeg skal tage den ægløsnende sprøjte i morgen aften og have æg ud på fredag. Hvis nogen klarer turen, kommer de tilbage på mandag.

Så det ser ud til at det bliver endnu en åndeløs weekend.

Alt i alt kan der måske komme 4 æg, men vi skal nok regne med 3. Sygeplejersken mente dog at det sagtens kan være nok, da min krop vælger de bedste æg nu. Så med lidt held står vi med 4 fine æg på mandag, og så er det ganske lovende.

Tak i øvrigt for jeres kommentarer til mit sidste indlæg. Det er spændende at høre, hvordan andre tænker på fremtiden.

Mærkedag

I dag er det præcis 2 år siden vi "tog springet", og droppede præventionen. Jeg havde mange bekymringer dengang. Hvad ville vores omgivelser mon mene om så ung en mor? Og hvad ville de tænke, når nu vi kun havde været kærester i 1 1/2 år? Men jeg følte mig klar. Faktisk havde jeg været klar fra ugen efter jeg mødte Didrik. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, den følelse af "klik, her passer jeg"!

Jeg var også meget bange for, om det kunne lade sig gøre. Egentlig havde jeg ikke noget at have det i, da begge mine forældre har mange børn, og Didrik og jeg er sunde og raske (troede jeg). Desuden viste statistikkerne, at jeg højst sandsynlig ville blive gravid indenfor 6 måneder, min alder taget i betragtning. Men jeg var bange, allerede dengang. Måske jeg bare er uforbederlig sortseer, eller også var det bare det værste, der kunne overkomme mig?

Nu fyldte frygten jo ikke hele mit liv. Det var mere tanker om hvordan og hvornår det skulle være at blive gravid og mor. Hver eneste måned, når menstruationen kom, blev jeg rigtig sur og trist. Så var der jo EN HEL MÅNED til det kunne være at det var. Det var jo en evighed og ganske forfærdeligt.

Jeg kan huske at jeg færdedes på Netdoktor. Der var tit nogle, der var ved at gå fuldstændig ud af deres god skind af at vente og vente, som havde prøvet i 2 måneder. Ind imellem var der en ægte BIB'er der svarede igen i stil med: "Lad være med at pive - jeg har prøvet i 7 år og har været gennem 17 inseminationer og 7 reagensglasbehandlinger og haft 8 aborter osv." Der var mange af de "fertile", der blev sure og ikke mente at man kunne sammenligne. Jeg blev utrolig trist. Jeg syntes, at det var så uendeligt uretfærdigt, at nogle skulle opleve alle disse rædsler og denne ventetid, når jeg selv var ved at dø over 4 måneder. Samtidig frygtede jeg, at det blev mig.

Nu er det så "blevet mig". Egentlig har jeg ikke så ondt af mig selv, som jeg troede at jeg ville have. Samtidig er jeg blevet en helt anden person, end den naive lille pige, som hver eneste måned troligt regnede sin terminsdato ud og fantaserede om hvordan alle skulle have den gode nyhed overbragt. Jeg kan på mange måder bedre lide mit "nye" jeg, samtidig med at jeg føler mig uendelig gammel.

Vi talte igår om hvordan det værste ved hvis det ikke lykkes denne gang, er ventetiden til næste gang. Nu hedder det ikke længere en hel måned. Nu hedder det 3 måneder med stik og smerter, HVIS vi ikke ryger ind i sommerferie- eller julelukninger. Det er hårdt. Vi er nu heldigvis blevet bedre til at gøre noget for os selv ind imellem, så det ikke føles som en lang venten. Vi har f.eks. en ferie til maj, som vi kan glæde os til lige meget hvad udfaldet bliver denne gang.

I hvert fald har vi en plan: A) Blive ved med ivf så længe der er håb. B) Ægdonation (hvis mine æg viser sig genstridige). C) Adoption.

Jeg er vist nødt til at vide at der er andre muligheder. Hvis jeg kun kunne se 3 ivf-forsøg foran mig ville jeg være seriøst bange og bekymret. Jeg ved at et barn kommer. Spørgsmålet er om det bliver en baby og hvornår.

Foreløbig gode nyheder

Så oprandt dagen for den længe ventede scanning. Der var 2-3 follikler i hver side. De største var 10 mm. Jeg skal foreløbig fortsætte på den samme dosis, og så muligvis sættes op på tirsdag. De vil dog være meget forsigtige med ikke at sætte mig op for tidligt.

Sandsynligvis bliver ægudtagning på dag 16-17 i cyklus, så der er stadig et stykke tid til. Det hele går ganske langsomt når jeg skal have så lidt hormon. Men det lød da som om lægen var helt overrasket over at der var sket så "meget" med så lidt hormon, så det er da positivt.

Nu vil jeg nyde min weekend videre. Jeg synes godt nok at den var hårdt tiltrængt nu.

God weekend til alle jer andre.