Spirende forår?

Så er der gået en uge siden scanningen. Jeg er nu 13+5 ifølge den seneste vurdering fra jordemoderen og 13+2 ifølge ægudtagningen.

Jeg er blevet stor nu. Min mave buler synligt og mærkbart og jeg kan mærke hvordan den velkendte klodsethed og distræthed er ved at sætte voldsomt ind.

De seneste dage har budt på rejseaktivitet og jeg er TRÆT nu. Har hovedpine som ikke vil slippe og en ryg som gør ondt og generelt ubehag. Sjovt nok har jeg det faktisk fint når jeg får tid og mulighed for at gå rundt udenfor, så det må være planen for i dag - ture i det friske vejr. Og så skal jeg have genfundet alle mine øvelser, så jeg kan slippe af med hovedpinen. Jeg er sikker på at det er en spændingshovedpine. For nogle måneder siden ville jeg kunne løbe en tur og slippe af med den på den måde, men det er jeg slet ikke i form til nu. Jeg kan måske prøve?? Nå, det skal nok lykkes, det er jeg sikker på.

Hvordan står det ellers til? Jeg plages stadig af mit lave blodtryk. Har dog ikke haft flere nærbesvimelsesanfald siden forrige mandag. Og jeg tænker meget over det, når jeg rejser mig osv. Jeg er heldigvis ovre min forkølelse og er begyndt at kunne trække vejret igen – det er skønt. Mit nattetisseri vil dog ikke slippe. Men sådan var det også sidst. Selvom det kun skulle være 1. + 3. trimester det skal drille, så var det også sådan gennem hele 2. trimester sidst. Eneste forskel er at når man når 3. trimester begynder det at være flere gange pr. nat.

Mentalt har jeg det så som så. Ikke så meget nyt under solen. Jeg har nydt forårsdagene i fulde drag og suger energi ud af solen og de spirende blomster. De seneste dages sne og kulde er dog ikke lige min kop te, og jeg føler at jeg ryger dybt ned i det sorte hul igen. Energien ER dog på vej tilbage. Altså jeg får mere energi. Det trænger jeg til.

Men hele situationen med min mor tærer på mig. Jeg fortrænger det lige nu. Det ved jeg at jeg gør og egentlig er det vel aldrig godt at fortrænge. Men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det. Med den viden jeg har – objektivt – kan jeg godt regne ud at hun er døende. Jeg har ingen anelse om vi taler uger, måneder eller år, og tvivler på at nogen har det. Måske når vi får de første tilbagemeldinger på kemoens effekt. Men det er nu heller ikke det der betyder noget, synes jeg. Hun er døende, og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg bør gøre for hende og hvad jeg bør gøre for mig.

For noget tid siden brugte jeg meget krudt på at vende det med Didrik. Hvem er min mor? Hvad kan hun lide? Hvorfor har hun valgt at leve sit liv som hun har gjort det?

Jeg har ingen anelse. Jeg kender hende ikke. Og så burde jeg måske prøve at lære hende at kende? Men hun er bare så forandret. Eller også har hun altid været sådan. Hver gang man taler om fortiden med hende, så er den lyserød. Hun kan slet ikke huske noget dårligt. Og alle de situationer som jeg kan huske, og ved er ”dårlige”, jamen de ser bare ud på en helt anden måde, når hun genfortæller. Så jeg føler mig temmelig sikker på at hun enten har fortrængt alt det grimme fra sit liv, eller ikke ønsker at stå ved det, og derfor pynter på historien.

Og er det så vigtigt? Min mors liv er jo ikke mit liv længere. Jeg har en familie. Jeg har et helt klart pejlemærke: At gøre alting anderledes end mine forældre. Det fungerer fint. Hvor meget betyder det for mig, at føle mig uelsket af min mor? Betyder det noget længere? Burde det betyde noget?

Og ikke engang her kan jeg svare. Jeg ved at jeg føler mig uelsker af min mor, men jeg ved ikke om jeg egentlig har forsonet mig med det, eller om det nager et eller andet sted. Måske gør det. Og måske er det ikke så mærkeligt. Men kan det overhovedet ændres her i den sidste tid? Og hvilken forskel gør det.

Et eller andet sted har min mor en historie. Det har vi alle. Hun har gennemlevet nogle grimme ting i sit liv, og har formentlig ikke haft den ballast med hjemmefra, som vi alle burde have. Hun har ikke vidst hvordan hun skulle tackle det, og er derfor blevet det svage menneske, jeg kender hende som, som har ofret alt og alle på sin vej, for at stille manden tilfreds og fokuseret på statussymbolerne som et mål for succes. Og måske burde jeg bare forlige mig med at hun ikke har haft noget valg, med de forudsætninger hun har i bagagen? Måske er jeg allerede nået hertil?

Hun er ikke noget ondt menneske. Hun har altid været mor med kæmpe stort M. Så længe børnene var små. Og kun et af gangen. Måske skal jeg bare holde fast i at hun altid har ØNSKET at gøre det rette, men bare ikke har formået det?

Jeg tror ikke at jeg får noget ud af at stille hende opklarende spørgsmål nu. Jeg tror at jeg må fokusere på det voksende liv i min mave og på at hjælpe hende, så godt jeg kan, når jeg har overskuddet. Og at hjælpe min far og søster. Og så må jeg se hvad der sker hen ad vejen.

Junior er en skøn skøn knægt. Han er simpelthen så glad og dejlig og dygtig. I går kom jeg hjem med taxa og da jeg trådte ind af døren kunne jeg høre ham råbe: ”Der ER MOR!” Han var i gang med at spille huskespil med sin far (han ELSKER huskespil for tiden). ”Mor laver spil – du må gerne være med”. ”Hvor har du været, mor?” Så svarede jeg på det, og sagde at jeg lige var kommet hjem med taxa. ”Åååå-ååh”, var svaret. Og så pludrede han ellers løs. Han smilede og hyggede og ville absolut ikke i seng. Han er bare en glad og dejlig og venlig dreng. Jeg føler mig så uendelig stolt af ham.

Og så er vi blevet spurgt om han vil starte i børnehave til maj. Altså når han er 2,5 år. Han går i en integreret institution. De er ca. 10-12 børn på vuggestuen, resten af børnene går på de to børnehavestuer. Han leger rigtig meget med 3 piger, som alle er lidt ældre end ham. De 3 skal starte i børnehave til maj, og pædagogerne har spurgt om vi vil have at Junior kommer med. Han leger tit på børnehavestuerne og er som sagt rigtig glad for pigerne, så vi har sagt ja tak. Han kommer stadig til at være et vuggestuebarn, med mad dernedefra, og han kan sove til middag osv. (Hvis han ellers gider det – han har kun sovet 1 dag i ugen, de øvrige har han holdt sig vågen og ikke sovet mere end 10-11 timer om natten.)

Så han bliver stor den lille! Stor og dygtig. Jeg håber at han bliver ved med at være min kærlige kysse-kramme-dreng lidt endnu!

Nakkefoldsscanning

Nu har blogspot ædt mit indlæg 2 gange og jeg er lidt træt af det her.

Summasummarum: Det gik fint. Baby har det godt. Risikovurdering følger – jeg fik først taget bp i dag.
Jeg var meget nervøs, men det var skønt at se den lille tone frem på skærmen, og den gjorde sig rigtig til. Dejlig-dejlig oplevelse!

11+0

Ej, der skal lige være tid til en lille opdatering her på ugedagen.

Hvordan går det så? Tjo tja, det afhænger nok af hvilket minut jeg bliver spurgt. Umiddelbart har jeg været trist denne uge. Jeg havde forventet og håbet at energien ville vende tilbage. Det er bare ikke sket. Til gengæld er det gået gevaldigt ned ad bakke for min mor, og jeg kan mærke at det tærer på mine kræfter.

I tirsdags begyndte hun at kaste voldsomt op og om lørdagen bliver hun så indlagt. Så vidt jeg ved er hun der endnu. Min far har haft fødselsdag i ugens løb og jeg har sjældent hørt ham så trist. Min mor har virkelig ændret personlighed. Hun er blevet ubehagelig og kommanderende, og jeg kan mærke at min far virkelig prøver at gøre det så godt han kan, og så bliver han bare mødt af en mur, som slet ikke vil lukke ham ind.

Jeg har dog også haft nogle opløftende oplevelser. Jeg var ved læge i mandags, og det var slet ikke så tosset. Hun kunne nu ikke rigtig fremtrylle den samme terminsdato, som jeg mener jeg har, men til gengæld var vi enige om at jeg var 10+5 – mærkeligt nok. Men sådan er der åbenbart så meget. Jeg ved jo at scanningen kommer til at sætte trumf på, så jeg ville ikke brokke mig. Håber nu at jeg kommer de to dage tilbage igen, for jeg kan forestille mig at dagene betyder noget, når barslen nærmer sig.

Og apropos barsel. Jeg kan gå fra når jeg er 36+0. I dag er jeg 11+0, dvs om 25 uger. Derudover har jeg mine 5 ugers ferie og så er der jo dejligt mange helligdage hen over foråret, så alt i alt er der kun ca. 19 arbejdsuger til. Skøøøøøønt!

Jeg var forbi en hudlæge for en uges tid siden. Jeg havde bestilt tiden 2 måneder før, men de er vist nogle populære mennesker. Hun har endelig givet mig en mirakelkur så jeg ikke længere ligner en fisk i ansigtet. Min hud er også helt dejlig at røre ved. Ikke tør og trist. Jeg var på apoteket og hente det i fredags og smurte mig for første gang om formiddagen (havde taget en sygedag, jeg var virkelig langt nede der) og da Didrik kom hjem stod han bare og stirrede på mig. Forskellen er enorm. Det er så skønt. Så nu er jeg i gang med nedtrapning over et par uger på den til ansigtet og har et par dage endnu på cremen til ryggen før den også står på nedtrapning. Håber at det holder sig væk denne gang. Håret er dog lidt sværere at få styr på. Jeg har fået noget tjære til at smøre i, men efter 2 kure synes jeg nu stadig at der er skæl. Meeen måske lidt mindre? Svært at afgøre.

Jeg fortalte lægen at jeg var gravid, og hun mente ikke at der var problemer i at bruge cremerne. Hun er eksperten, jeg bøjer mig og er i mit stille sind glad for at jeg har passeret de allermest kritiske uger. Ellers ville jeg nok ikke være så tryg ved det.

Jeg har også besluttet mig for at genindføre min næsespray i mit liv. Den får jeg fordi jeg er tæt i næsen når jeg sover, hvilket betyder at jeg snorker og sover dårligt (nåja, og Didrik sover også dårligt). Den røg langt væk da jeg gik i gang med ivf igen, sammen med nogle tabletter. Tabletterne bliver væk – jeg skal ikke nyde noget, men næsesprayen blev genindviet for et par dage siden. Der står at den slet ikke absorberes så der er ingen problemer ved at bruge den som gravid. Så det vil jeg stole på, og igen – jeg er nu i 12. uge, så det værste tidspunkt for den slags kemi er overstået.

Så alt i alt kan jeg mærke at optimismen er ved at snige sig lidt tilbage. Det hjælper også at Junior er et præmiebarn. Han havde været på udflugt i lørdags og sovet hos sin fætter – alene. Det er første gang han har sovet sammen med andre end os eller farforældrene. Men det gik fint. De vil gerne have ham tilbage, fordi ungerne bare legede så fint. Så bliver man jo helt stolt og varm indeni. Da jeg kom for at hente ham, skulle jeg læse ”Lille sorte Sambo” for ham, men derudover ville han ”IKKE HJEM!” Så det kunne ikke være bedre.

Det blev alligevel en lidt længere opdatering. Nu vil jeg snart køre hjem i det dejlige solskinsvejr!

10+0 !

Så nåede jeg et tocifret tal. Der var ellers en mikrosmule rødt i trusserne i går eftermiddags. Men jeg har besluttet at det var ingenting. Ligesom nogle små "streger". Helt tynde og helt røde, og ikke mere end 3-4 mm lange. Så det må være de berømte sarte slimhinder. Der har ikke været noget siden. Men jeg nåede da lige at tænke igennem hvad jeg ville gøre, hvis der kom mere. Men det gider jeg ikke at bekymre mig om.

Ellers har jeg lagt mig ud må jeg sige! Jeg målte 75 cm i taljemål omkring ægudtagning. Nu måler jeg - gisp - 84 cm! Det er da ikke så lidt. Men det ser altså også voldsomt ud. Jeg må se at få sporet mine graviditetsbukser fra sidst. Jeg ved hvem der har dem, men det er lidt kompliceret, når nu jeg har skiftet arbejde. Samtidig var de fleste af mine bukser sidst også lånebukser, fra en pige som ikke længere er kæreste med min ven, så dem kan jeg nok ikke få fat på igen. Jeg var endda taget i H&M for at købe nogle jeans, men den størrelse som jeg havde med i prøverummet var forkert. Der var enorm lang kø, så jeg gad ikke at stå i den igen. Så overvejede jeg at købe den størrelse jeg troede passede, men tænkte at jeg lige så godt kunne købe over nettet så. Så indtil videre nøjes jeg med at bruge nogle bukser jeg har arvet fra min søster som normalt er ALT for store. De sidder heller ikke særligt godt, men de er i det mindste store nok til min mave og det er rart.

Jeg har ellers masser af ventebluser og kjoler og sådan, så det er fint. Det er bare lige bukserne der mangler. Men jeg ved jo hvor jeg kan finde nogle.

Jeg synes stadig at jeg er meget træt, men har besluttet mig for at det er nu det skal lette, så lad os se om det gør det. Jeg er begyndt at få rigtig irriterende hovedpine. Ved ikke om det skyldes at min evige hoste-halssygdom har sat sig i bihulerne, at jeg er for dårlig til at drikke vand (det synes jeg nu ellers ikke), at jeg ikke får jern nok (men det burde heller ikke være det - jeg får faktisk så meget at min mave er gået helt i stå) eller om det bare er et graviditetstegn. Jeg må spørge min læge på mandag. Jeps, jeg skal endelig til læge!

Ellers er vi jo gået ind i marts. Forårsmåneden (jaja, jeg ved godt at vinteren først startede i marts sidste år, men det er altså stadig en forårsmåned, vil jeg hævde). Marts bliver måneden for første lægebesøg og nakkefoldsscanning. Derudover bliver det måneden hvor 2. trimester starter og hvor jeg forhåbentlig får al min energi tilbage. Jeg glæder mig allerede!

Og så er det vildt at jeg er så langt nu. Kan stadig ikke rigtig forholde mig til det. Så "Mission Baby" igår. Det virkede så fjernt, når de talte om graviditeter og flere børn og alt det der. Altså at der virkelig lever en baby i min mave. Men mon ikke den kommer til at gøre opmærksom på sig selv hen ad vejen? Det håber jeg, og glæder jeg mig til.

Junior har nu annonceret (på spørgsmålet om han helst vil have en lillebror eller lillesøster) at han helst vil have en lillesøster! Jeg gad godt at vide hvad der foregår i hans lille dejlige hoved. Nogle gange virker det som om han ved så meget og forstår så meget, men han er jo kun 2 år. Han må virkelig samle meget op rundt omkring, som han kan putte ind i nogle kasser og bruge til at svare på mærkelige spørgsmål.

Han er sgi en dejlig knægt. Hvis det barn jeg bærer i min mave bliver bare halvt så skønt som Junior, så er vi i sandhed en meget heldig familie!