Count your blessings

Suk. Er han ikke dejlig min lille guldklump?

Så blev han 3 måneder gammel. Sikke meget der er sket. Jeg havde troet at det var dejligt at have sådan en lille størrelse at tage mig af, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig sådan en lykke. Jeg elsker den lille gut over alt på Jorden og glæder mig hver dag over at kunne tilbringe den med ham.

Ud over min nye status som mor, har jeg meget at være lykkelig for: Min dejlige mand, som har været en utrolig støtte gennem fertilitetsbehandlingen og som stadig behandler mig som en prinsesse; mine venner og veninder som jeg virkelig kan regne med; mit fantastiske job, som jeg godt nok ikke tænker meget på for tiden, men som udfordrer mig fagligt og har givet nogle fantastiske kollegaer; min skønne bolig, som giver de perfekte rammer at opfostre Junior i; mine søstre, som trods afstand er de bedste søstre man kunne ønske sig; mine svigerforældre, som jeg nok i virkeligheden mere betragter som forældre end som svigerforældre; de fantastiske blogger-babes, som har hjulpet mig gennem en af de sværeste perioder i mit liv; osv.

Jeg er et meget heldigt menneske. Tak.

Lidt om mig

I går på vej hjem fra spinning kørte mine tanker rundt omkring hvorfor det betyder så meget for mig at være i gang med at træne. Der er mange årsager. Jeg kan ikke sige mig fri fra at være lidt (meget) forfængelig. Jeg vil sgu gerne have en smækker-lækker krop igen og ikke ligne én som lige har født. Tror egentlig at jeg har lidt mindreværdskomplekser over ikke at kunne blive gravid uden hjælp og derfor skal gøre alt andet perfekt.

Men de grunde som jeg selv mener er vigtigst er mit helbred og dermed mine muligheder for at være noget for Junior og min chance for at blive gravid igen.

Lige efter fødslen kunne jeg slet ikke forestille mig endnu en baby. Ikke pga fødslen eller noget i den stil, men simpelthen fordi jeg ikke kunne bære tanken om at nogen skulle fjerne fokus fra Junior! Nu kan jeg så se hvordan Junior stille og roligt bliver mere og mere selvstændig og jeg kan nu bedre forestille mig ham som "en rigtig dreng" som ikke har brug for sin mor og far 24 timer i døgnet. Og dermed kan jeg bedre forestille mig endnu en baby i vores liv. Ikke nu - ikke nu. Og når det så er sagt så bruger vi ikke beskyttelse. En del af mig synes at det er ufattelig dumt, for jeg KAN jo (teoretisk) blive gravid. Men en anden del af mig kan simpelthen ikke bære at beskytte sig mod en graviditet. Et nyt vidunder. Hvordan kan man det? Jeg ved at jeg vil beskytte mig på en eller anden måde, når vi har de børn vi skal have, men indtil da, så kan jeg nok ikke få mig selv til det. Selvom jeg spurgte lægen hvordan og hvorledes med hurtige graviditeter og hun sagde at der minimum bør gå 6 måneder af hensyn dels til børnene og dels til kroppen. Det er simpelthen for hårdt at være gravid igen.

Men vi booker ikke tid på fertilitetsklinikken endnu. Jeg ved ikke hvornår vi gør, men ikke nu. Vi har dog planen linet op - mest fordi vi talte om det under graviditeten og ikke fordi vi har talt særlig meget om det efter fødslen.

Vi kontakter overlægens privatklinik. Han har behandlet mig før. Så giver vi ham en kopi af min journal, hvis han ikke selv kan se den, og så diskuterer vi om det skal være "same procedure" eller om vi evt. kunne overveje naturlig cyklus ivf. Jeg synes umiddelbart at det er fjollet at gennemføre hele det lange dumme ivf-forløb for at få 2 æg ud, når man kan få 1 æg ud på den halve tid uden hormoner. Og måske endda 2 på en lidt behandling som Pergotime. Men det må vi vende med lægen til den tid.

Hvad har træning så med graviditet at gøre? Undersøgelser viser at der er færrest komplikationer for de andengangsgravide som nåede ned på deres før-graviditetsvægt inden de blev gravide. Jeg ved det naturligvis ikke, men jeg tror ikke at vægten er afgørende for det resultat, jeg tror nærmere at det er en indikator for hvor god en form man er i. Så min hjemmestrikkede teori er at jeg nemmere kan klare en ny graviditet hvis jeg kommer i super form end hvis jeg ikke gør noget for at stramme op inden en ny omgang. Samtidig har man nemmere ved at blive gravid jo tættere bmi er på normalområdet. Så alt i alt bilder jeg mig ind at det gør det nemmere for os at forøge familien når vi vil det. Og eftersom jeg ikke ved hvornår vi vil det, vil jeg skynde mig at være klar, så det ikke bliver mig der spænder ben for projektet når den dag kommer.

Det er sikkert noget vås, men jeg tror på, at det gælder om at have noget at tro på.

Endnu en effekt ved træningen; hvor er det bare skønt at koncentrere sig om mig. Det er noget af en omvæltning at blive mor (det siger du ikke!). Fra at min tid handlede om Didrik og mig handler den nu om Junior, Junior, Sønnike, Junior og måske en smule om Didrik og mig. Så de timer jeg er afsted alene er virkelig en afkobling som er helt utrolig skøn. Når jeg så kommer hjem plejer jeg at flå Junior ud af armene på faren og kysse løs på ham, fordi jeg lige pludselig kan mærke et hul indeni af mangel på Junior. Egentlig savner jeg ham ikke som sådan mens jeg er væk, men når jeg ser ham igen bliver jeg helt dårlig over at have været væk. Men jeg har heller ikke været så længe væk af gangen endnu. Jeg plejer at bade herhjemme, og træningscentret ligger ret tæt på. Men nu hvor jeg snart intensiverer træningen lidt bliver det nogle længere perioder afsted. Så når jeg nok at savne min lille solstråle.

Og så lidt om Junior igen: For et par dage siden lagde jeg ham på maven på legetæppet. Vi har ikke været så gode til at lægge ham på maven men er begyndt at gøre det rigtig meget. Så trillede han om på siden, lå lidt og grinede og så trillede han hele vejen om på ryggen og grinede videre! Han er ikke engang 3 måneder gammel. Spørg lige om moren er stolt??? Jeg vendte ham tilbage og han gentog kunsstykket. Sådan prøvede vi i alt 4 gange og han trillede bare rundt. Men så var det heller ikke sjovt længere (det var meget tæt på sengetid, og så kan humøret hurtigt skifte). Om morgenen lagde vi ham på maven i sengen, og han trillede med det samme til den anden side og om på ryggen. Men da jeg lagde ham tilbage kunne han ikke huske hvordan han havde gjort, og det irriterede ham at han ikke kunne trille.

Og så er han begyndt virkelig at le. Ikke bare smile og grine med lidt lyd, men virkelig slå en latter op. Det er simpelthen så morsomt. Da jeg kom hjem i går aftes grinede Junior virkelig højt og ha-ha-ha-agtigt. Det var så sjovt. Jeg var ved at dø af grin. (Specielt fordi han begyndte at grine da Didrik sagde "far er så klog". Det mente Junior åbenbart var det sjoveste han nogensinde havde hørt.)

Det er så mærkeligt. Alt hvad der sker med Junior for tiden, sker for ALLE babyer og jeg syntes i gamle dage at det var SÅ kedeligt at høre om hvad andres poder kunne og ikke kunne. Jeg kunne forholde mig til at de begyndte at gå, eller at de lærte at tale, men alt andet var da evigt kedeligt. Nu synes jeg at det er fantastisk hvergang Junior pludselig kan noget mere. Det er fascinerende at følge den udvikling, fra et lillebitte spædbarn som kom ud af min krop, til en dygtig baby som er bevidst om verden omkring sig og kan røre, se og bevæge sig. Men nu skal jeg nok stoppe mit ævl om moderskabets lyksaligheder - for nu.

I går var jeg faktisk helt bekymret for Junior. Han var meget ulykkelig i perioder, og skulle være helt tæt for at falde til ro. Han ville IKKE ned og ligge selv. Men mens jeg var væk fandt Didrik ud af at bukserne generede ham. I hvert fald holdt han op da han fik nye bukser på og var sit sædvanlige glade jeg. Det passede også med at problemerne startede efter han fik nyt tøj på. Det mærkelige er bare at han har haft dem på før uden problemer. Men det var i hvert fald dejligt at finde problemet så vi ikke behøvede at være helt bekymrede for ham.

Nå, nu er det snart tid til en omgang mødregruppe. Så må vi se hvordan det går med sovningen i dag. Sidste gang var han faktisk vågen og glad det meste af tiden. Så helt intimiderende er det da trods alt ikke for min lille søn.

Kæmpe baby

Først og fremmest tak for feedback til mit forrige indlæg. Ja, jeg vil også tro at søvnen er Juniors måde at holde pause på, og nej, han skal ikke vækkes. Jeg synes nu bare at det er synd at jeg nogle gange er nødt til at putte ham i barnevognen for at gå over til mødregruppen, når han lige er vågnet, så skal han jo lege.... Men vi finder nok ud af det, og han tager jo nok heller ikke skade. Jeg er nok bare en pyldremor.

Sundhedsplejersken har i mellemtiden været forbi. Min "lille" basse er nu oppe på 7,5 kg og 65 cm. Det er helt vildt. Han er sprunget en vækstkurve op. Heldigvis passer målene sammen, så selv om forældrene synes at han er tyk, er han velproportioneret. Hmmm, det er vist noget andet for babyer end det er for os andre. Hvis jeg havde lige så mange dobbelthager som Junior ville jeg være ked af det i hvert fald. Men han er dejlig!

Jeg er meget stolt af den lille trold. Når jeg tænker på hvor ulykkelig jeg var, da han havde tabt et kg 2 uger gammel, så er det jo skønt at han nu bare vokser og vokser og vokser. Men han er godt nok også blevet en tung én at bære rundt på.

Ellers går det stille og roligt. Han er blevet bedre til at få fat på de ting han prøver at få fat i, og nu skal de også tit lige i munden. Lydene er han også blevet rigtig god til. Særligt om morgenen kan man sludre med ham i lang tid af gangen. Da farmor og farfar var forbi blev de også lige charmet af hans leen og grinen med lyd. Det er SÅ sødt at høre det lille menneske le så hjerteligt. Og så ser han også bare nuser ud, øjnene stråler og munden er et kæmpe grin.

Sundhedsplejersken blev også lige charmet. Det er vist noget han gør hver gang han ser en hvilken som helst kvinde som giver ham opmærksomhed. Men det er dejligt at andre også ser ham fra den bedste side.

Åh, hvor gør mine mænd mig lykkelig!

Men jeg er nu også blevet bedre til selv at gøre mig glad. Mit nye fitness-trip er jeg bare så glad for. Didrik er også sød til at kommentere at det hjælper (jeg er ikke sikker på at min mås vitterlig er blevet mere fast, men det er da sødt af ham at sige det). Jeg har også været god og været til en masse forskellige timer. I aften står den på spinning igen. Det er en skøn følelse at stige ned af cyklen og vide at jeg har givet ALT (og så i øvrigt skulle cykle hjem... jaja, det må jeg jo tage med, og det hjælper vel alt sammen). Jeg har det bare så godt med at jeg nu gør noget for at komme tilbage i form. Jeg har da tænkt lidt over hvordan det bliver når jeg begynder at arbejde igen, men indtil videre vil jeg bare forsøge at komme i form, og så se hvor meget det bliver til når der også er et arbejde der skal passes. Måske jeg kan løbe til den tid, så hele familien kan løbe rundt med babyjogger? Det lyder da hyggeligt. Didrik er i hvert fald med på den.

I går aftes var ikke så sjov. Junior gylpede ekstra meget, og det virkede som om det generede ham. Han havde også haft en lang pause uden afføring (normalt laver han noget 2-3 gange dagligt, men han havde kun lavet en lille ble om morgenen). Så om aftenen var han rigtig trist og ville ikke rigtig noget. Hverken leges med eller siddes med eller ligge på maven eller ryggen. Han ville faktisk kun gås med. Efter jeg havde prøvet at lægge ham et utal af gange lykkedes det Didrik mens jeg var på toilettet. Det var en lidt mærkelig oplevelse. Jeg var selvfølgelig lykkelig for at Junior endelig fik sovet, men lidt ked af at jeg ikke kunne få ham til det. Men nogle gange er det nok bare far, der skal til. Heldigvis sov han godt i nat indtil omkring klokken 6, hvor han kom op på min mave og sov videre. (Der er også tidspunkter hvor det kun er mor der dur.) Her sov han i en time, og så blev han urolig igen. Så havde han heldigvis fyldt en ble rigtig godt op og siden har han været sit sædvanlige glade jeg. Det var også en grim ble, så jeg kan godt forstå at han har haft ondt i maven.

Det bliver dejligt når hans mave snart kommer i orden. Sundhedsplejersken mener at det hele virker meget bedre, når han bliver 3 måneder gammel, og det er jo lige om hjørnet.

Nå, jeg må hellere gøre hans flasker klar, mens han sover. Vi er begyndt at lave nogle stykker af gangen, så der ikke er så meget panik når han bliver sulten. Det fungerer rigtig godt.

Mødregruppe

Nu har jeg været til mødregruppe to gange. Det er rigtig hyggeligt, og vi er et forbavsende "ens" hold. Vi er alle lige gamle og vores børn er meget tæt på hinanden i alder. Samtidig bor vi også utrolig tæt. Så det ser ud til at der er basis for at få nogle berigende bekendtskaber.

Det eneste problem er Juniors soverytme. Når jeg pludselig har noget jeg skal på et bestemt tidspunkt kommer Junior jo i barnevognen når han skal transporteres, og ikke nødvendigvis når det passer hans rytme. Egentlig gik det fint sidst. Han kom i vognen da han alligevel skulle sove til formiddag. Men så sover han ellers bare.... Jeg har oplevet det flere gange, at han sover og sover og sover når vi er ude med ham. Måske det er hans måde at flygte på, når han er utryg? Jeg ved det ikke, men det er lidt mærkeligt synes jeg. Jeg har overvejet at vække ham, men det synes jeg bare er synd. Især hvis det bare er hans måde at reagere på en uvant situation.

Da han endelig vågnede var han sød og glad som altid, så jeg er ikke decideret urolig for ham. Men det er altså sværere at have rytmer og rutiner når man forsøger at nå noget samtidig.

Men mon ikke vi lærer det? Møderne er foreløbig planlagt til at foregå ugentligt, så jeg vil da tro at han kan vænne sig til det. Desuden vil jeg til at transportere ham i bæreselen for fremtiden. Så undgår jeg at han falder alt for dybt i søvn (han vågner i hvert fald når jeg tager ham ud).

Det går altså bare super med den lille. Jeg føler mig så utrolig heldig at stå med sådan et nemt barn. Der er enkelte i min mødregruppe som slet ikke får noget søvn og en enkelt som slås med sygdom. Hvor må det bare være hårdt at have et sygt barn. Jeg håber aldrig at jeg skal opleve at Junior kommer til at fejle noget alvorligt.

Vi var ellers ved lægen den anden dag. Junior havde let forhøjet temperatur, men jeg havde en bog som sagde at fra 37,5 grader er det feber, og det skulle ses af en læge. Så som den førstegangsmor jeg er, tog jeg ham til lægen. Hun mente heldigvis at alt var i sin skønneste orden og at han nok skulle blive frisk i løbet af nogle dage. Det gjorde han også. Selvom han kun var let utilpas og bare havde brug for lidt mere nærhed end normalt, så kan det virkelig gøre mig bekymret. Jeg vil jo have at han har det godt.

I øvrigt har Junior lige lært sig noget nyt: Høje lyde! og at gribe. Tænk så stolt en forælder kan blive. Jeg har lyst til at ringe til alle og fortælle om alle hans kompetencer... Heldigvis har Didrik og jeg hinanden så vi kan være glade sammen. Så slipper jeg for at være (alt for meget) en pestilens for mine omgivelser. For helt ærligt, det ER jo ikke særlig spændende at høre om for udenforstående.

Jeg fik trænet i går. Avavav. Jeg glæder mig sådan til at komme i form!

Igang igen

Så er første dag i motionscentret overstået. Det er nu officielt: Jeg har INGEN mavemuskler. Jeg kunne ikke lave én eneste sit-up. Det var vist ikke et sekund for tidligt jeg kom igang igen....