fredag, oktober 21, 2005

Videre

I dag skulle jeg så til "eftersyn" inden ferien. Mine æggestokke er stadig alt for store, så lægen kunne sagtens forstå hvis jeg var øm - men det er jeg nu ikke. Alt i alt er jeg vist sluppet ganske let over denne omgang. Fysisk i hvert fald.

Nu er mit humør også langt om længe tilbage i noget man kunne kalde normallejet. Jeg var ellers lidt gnaven de seneste par dage, men det var vist bare pms, for min menstruation startede så småt i går. Den er nu ikke engang taget til, men lægen sagde også at "sådan nogle" som mig typisk ikke ville bløde så meget. Det tror da også pokker med al den nedregulering. Min slimhinde må jo være mikroskopisk.

Heller ingen smerter :-) DET er dejligt.

Så nu står den på p-piller. Jeg skal minimum tage dem i 3 uger men sandsynligvis også 30 dage, før æggestokke er nogenlunde normale igen så vi kan prøve igen. Så planen er at jeg må ringe ind når jeg har lyst til at se dem igen, og så kan jeg starte efter det. Når jeg er på p-piller kan jeg starte direkte på nedregulering fra dem.

Vi talte dog igen om IVM, og det er umiddelbart det smarteste for mig. Der er ikke nogen nedregulering, så der må jeg stoppe fra pillerne, bløde og så starte op.

Så nu bestemmer vi selv. Hvor er det dog en dejlig følelse. Jeg vil forsøge at få en tid i morgen til nyt eftersyn i slutningen af november.

Didrik og jeg diskuterede hvornår vi egentlig havde lyst til at gå i gang igen. Jeg er meget i tvivl. Umiddelbart har projektet første prioritet, så at jeg starter nyt job til november betyder ikke nødvendigvis at vi skal vente. Men samtidig er jeg lidt bange for at det er for meget at have læggende på mine skuldre at gå direkte i gang i slutningen af november. Så bliver det også december med alt hvad det indebærer af stress og jag og mangel på sollys, og endelig jul - i år med helt ny baby i familien. Der er masser af ting at blive stresset over UDEN behandlingen.

Så af hensyn til først og fremmest mig er vi blevet enige om at vi formentlig starter op first thing i januar. Med ret til at skifte mening.

I mellemtiden vil jeg så glæde mig over vores lækre daseferie de næste par uger, samt nyt super spændende arbejde. Og når vi kommer hjem fra ferien er der mindre end 2 måneder til januar. Det bliver så vel at mærke to måneder uden skyggen af menstruationssmerter, for jeg får ikke menstruation når jeg tager p-piller uafbrudt. Det bliver bare skønt.

Og det bliver også skønt at kunne tænke på noget helt helt andet de næste par måneder. Jeg kan gå til julefrokoster, fejre nytår og tage til arrangementer uden at have projektet i baghovedet hele tiden. Jeg kan nyde vores nye kaffemaskine uden at tænke på procenter og chancer. Jeg ved endda at den behandling vi går i gang med passer perfekt til os, den er udviklet pga. sådan nogle som mig. Sådan nogle med fjollede ovarier. Og jeg slipper i lang tid for at tænke over hvad arbejdet mon synes om at jeg er i behandling plus hvad de mon siger til alle mine sygedage pga. endometriosen.

Kort sagt har jeg det skønt!

Muligvis når jeg ikke at få skrevet mere inden ferien. I det tilfælde vil jeg ønske Monja al mulig held og lykke med scanningen. Jeg glæder mig til at høre om der er 1 eller 2 små ønskebørn derinde. Derudover føler jeg mig sikker på at Søsterlystigs twinners falder til og bliver der 8 måneders tid endnu. Jeg krydser også fingre for at HBT og Signe har rigtig gode nyheder klar når jeg kommer hjem.

Og alle jer jeg ikke har nævnt - I skal altså også endelig blive gravide. Jeg regner med minimum 3 nygravide inden jeg kommer hjem!

8 Comments:

At 11:06 PM, Blogger HBT said...

Hej kære Solsikke

Det lyder i hvert fald som om der er mange gode grunde til at vente til efter nytår med at gå i gang igen - ikke mindst de dejlige julefrokoster ;-) med tilhørende genstande men også at så risikerer i da ikke at ramle ind i en dum juleferie lukning.

Kan I nu have en RIGTIG god ferie - men god mad og vin - og husk nu at NYDE hinanden.

Tak for dine ønsker for os.

Knus

 
At 8:50 AM, Blogger soesterlystig said...

Tak fordi du har troen for mig - og rigtig god tur:-) NYD DET!!!

 
At 10:09 AM, Blogger GitteK said...

rigtig rigtig god tur

kæmpeknus

 
At 10:57 AM, Blogger Signe og Jan said...

God tur! Jeg synes det lyder som om næste gang er jeres gang!!

 
At 1:49 PM, Blogger Spirren said...

God ferie Solsikke og god pause fra behandlingen.
Sådan en pause kan gøre underværker :-)

Knus M.S

 
At 4:04 PM, Blogger Solsikke said...

Tak for jeres hilsener.

I må passe godt på hinanden hjemme i blogland!

Vinke vinke.

 
At 10:46 PM, Anonymous Anonym said...

Nyd ferien :o)

 
At 10:51 AM, Blogger Amocca said...

hav en god ferie - jeg har jo selv lige stået i din situation og bestemte mig altså for at gå i gang... for os handler det om desperat trang for vished....

Hygge til dig og dine

 

Send en kommentar

<< Home