Tilbage på arbejdet

Så er jeg i gang igen. Endda med en rigtig hård dag. Jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn i går, fordi jeg lå og tænkte på hvordan det hele skulle gå, og vågnede også en milliard gange, selvom Junior faktisk sov helt fint (han vågnede kun en gang, min lille dygtige skat).

Nu er han så puttet, og jeg er alene hjemme.

Egentlig var det ikke så svært som jeg havde frygtet. Mest af alt føler jeg mig følelsesløs. Jeg har egentlig ikke savnet noget, mens jeg var afsted. Jeg var bare. Tilbage igen. Tilbage til noget helt nyt. Nye fysiske rammer og nyt job. En gammel computer som jeg selvfølgelig ikke kunne logge på og alt det der. Så dagen er bare gået med aflevering, arbejde, hentning, pasning og putning og nu føler jeg mig egentlig stadig følelsesløs, og træt.

Måske er det bare en form for forskaning jeg praktiserer, så jeg ikke bliver så ked af det, eller også er jeg bare afklaret? Jeg ved at Junior elsker sin vuggestue. Han er kommet ind i en god søvnrytme om dagen og natten (takket være vuggestuen). Jeg er 100 % tryg ved pædagogerne, og jeg ved at Junior nu oplever mere end jeg kan give ham herhjemme. Vi har nu en base, som er så perfekt at man næsten ikke forstår det, så måske er det bare alle de faktorer som gør at jeg måske så småt er ved at glæde mig over mit arbejde igen? Over hvad JEG kan gøre og opnå og ikke kun at være mor for Junior. Ikke at det ikke er stort, men jeg skal jo trods alt stadig leve mit eget liv. Det ville i hvert fald være trist at lægge på hylden før jeg blev 30, og mærkeligt når han en dag er helt uafhængig af mig.

Der var Boel-prøve i går. Bortset fra en klokke han ikke hørte på det ene øre, gik det perfekt. Sp mente at det er forkølelsen der har sat sig på øret, så hun kommer igen og tjekker ham om nogle uger.

Han er en stor dreng min lille basse. 11 kg og 76 cm, hvilket bekræfter at han har tabt sig efter han er blevet så aktiv - og har været syg.

Nå, nu kalder sofaen.....