Ægudtagning

Så har jeg fået sat mig godt tilrette hjemme foran computeren, så det bliver nok langt.

Som sagt skulle vi møde torsdag morgen til måske ægudtagning, måske tid til ægudtagning, måske nyheden om at cyklussen var "dum" eller måske at det hele var for sent. Så forventningerne var mildest talt ikke høje. Vi havde planlagt hele dagen udfra at det ikke blev.

Men da jeg blev scannet kunne jeg godt selv se (!) at det så rigtigt ud. Det er jeg lidt imponeret over, men jeg er ved at have gennemskuet hvad de kigger efter, og hvor hvilke tal står. Men jeg forstår stadig ikke helt hvordan de ser hvor tyk livmoderslimhinden er. Hvorom alting er var den største follikel over 10 mm og livmoderslimhinden var over 5 mm. Så lægen gav besked om at de skulle ud.

Pyha, hvor blev jeg bare glad. Tror at de andre på stuen undrede sig over at jeg gik rundt med et bredt smil, når nu de var nervøse (vi delte ventestue med 2 andre par, der skulle have taget æg ud efter ivf, så de vidste jo godt hvad de skulle den dag - det var kun mig der var sådan en måske'er).

Jeg fik ringet mig syg på arbejdet, og så skulle jeg have lagt drop og tappet noget blod, så æggene kan modne i mit serum.

Det var dagens første store oplevelse. De var 2 sygeplejersker høj om at tappe mig, men det til trods lykkedes det dem at spilde blod ud over det hele. Meget dramatisk. Jeg kigger normalt aldrig på nålen eller noget, når jeg bliver stukket, da jeg har haft voldsom nåleskræk. Men da jeg mærkede det tykke klistrede blod VÆLTE ud over min arm blev det mig for meget. Jeg blev voldsomt dårlig og fik besked på at holde hovedet mellem benene. Jeg fik så senere at vide at blodet løb ud over det klæde jeg (heldigvis) var dækket af og ned på gulvet.

Så jeg blev ført svimmel og dårlig tilbage til stuen og op i en seng. (De to andre havde fået lagt deres drop uden besvær eller drama!)

Af en eller anden grund var jeg den første der skulle hives æg ud af, selvom de andre havde fået deres beroligende tablet længe før mig (ja, min kunne næppe nå at virke).

Op på lejet, afvaskning (avav - behøver de at være så voldsomme?). Morfin i armen. Lokalbedøvelse. Det gik faktisk fint. Men så skulle æggene ud.

AV FOR SØRENSEN DA! Det var faktisk ikke særlig sjovt. Men det var jo så heller ikke værre end jeg egentlig havde forestillet mig (men jeg er måske heller ikke det mest optimistiske menneske). Jeg fik mange omgange ekstra morfin undervejs, men blev ved med tydeligt at kunne mærke stikkene. Der var dog forskel på stikkene. Så noget må bedøvelsen have hjulpet.

Undervejs mente lægen dog, at der var endometriose på den ene æggestok, så de opgav at få noget fornuftigt ud af den.

Jeg havde inden læst mig til, at de siger undervejs når der er æg. Men de sagde ingenting. På et tidspunkt var der dog en der råbte "æg", og jeg blev meget forvirret, for det passede ikke på at de sugede noget ud af mig, så jeg blev enig med mig selv om at der måtte være en anden ægudtagning i gang et sted - lidt forvirret var jeg nok, selvom jeg selv ville hævde at jeg var fuldstændig klar i hovedet.

Men da det var slut, spurgte jeg, hvor mange æg, der var og fik svaret "2 indtil videre". Det mystificerede mig endnu mere. De var jo slut!?!? Det var først senere at jeg fandt ud af at de ikke aner om der er æg, før laboranten har kigget på dem.

Eftersom jeg havde fået så umådelig meget morfin, mente de ikke, at jeg selv kunne gå. Så der blev hentet en seng til mig, og jeg blev kørt tilbage på stuen med besked om at sove. De to andre fik klaret deres ægudtagninger og begge GIK tilbage uden at se særligt plagede ud. Tal om at være DRAMA QUEEN. Pinligt.

Jeg skylder vist også at indskyde at Didrik var helt utrolig fantastisk dejlig gennem alt dette her. Der blev aet hår og kinder, og han holdt til at jeg klemte hans hånd helt blå og gul undervejs. Han er min klippe!

Men jeg kunne nu ikke sove. Der var jo sket alt for meget. Og hvad mente de med "2 indtil videre" osv. osv. Så jeg prøvede at drikke noget væske og fik i øvrigt slappet godt og grundigt af.

Så kom lægen endelig med beskeden om de 3 æg - "det er fint". Videre over til de næste "19". Hmmm. Men i det mindste har de andre jo også kæmpet noget mere for deres. Jeg ved jo hvad det kræver at gennemgå et IVF-forløb, og man kan vist ikke bruge tallene til noget som sammenligning.

Efter godt 1 1/2 time på stuen lykkedes det at tisse. Og så kunne vi få lov til at gå. Først fik vi dog nogle recepter og en masse vejledninger. Jeg skulle begynde på Østradiol samme dag, 3 tabletter dagligt. I dag (dvs. dagen efter) skulle Didrik aflevere svømmere - æggene skal befrugtes efter de har vokset i 30 timer, så det må være her i eftermiddag). I morgen skal jeg starte på Progestan vagitorier. 2 styks 3 gange daglig med 8 timers mellemrum - jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bære mig ad med at sove mere end 8 timer om natten, når de skal tages med det interval, men løsningen bliver nok at jeg lader være.

Mandag skal de så tilbage. Så har de brugt godt et døgn på at modne, og der er gået knap 3 døgn efter befrugtningen.

Vi spurgte om det var muligt at høre noget inden mandag. Men sygeplejersken sagde at det ikke var muligt at få statusrapport undervejs. Så det er bare om at udholde spændingen. De vil ringe mellem 8.45 og 9, hvis vi ikke skal møde. Jeg spurgte hende hvordan chancerne så ud med 3 æg, og hun mener at vi har rigtig gode chancer for at der er æg på mandag, når jeg er så ung. Hvor ville det bare være dejligt.

Inden i går var vi enige om, at hvis vi bare nåede en ægudtagning var vi kommet længere end nogensinde før. Det er vi jo også. Men det er bare ikke sådan rigtig rigtig. Vi vidste jo godt at jeg lavede æg. Men vi aner ikke om de kan vokse ved ivm, og om de kan befrugtes med Didriks svømmere. Så egentlig er det først på mandag vi for alvor er nået længere. Hvis der er æg til oplægning.

Mit hoved er også begyndt at svømme over med alternativ scenarier. Hvis ingen af æggene overlever er det meget usandsynligt at vi får lov til at prøve ivm igen. MEN det VAR jo en mærkelig cyklus - fik taget æg ud på 14. dagen og har normalt en cyklus på 27-29 dage - det giver jo ingen mening. Og der var trods alt 3 æg selvom de ikke ville røre den ene ovarie. Så hvis de vil lade os prøve ivm igen, skal vi springe en måned over. Hvis de ikke vil lade os prøve det igen, så er det ivf, og så må man vel gerne melde sig til med det samme? Jeg har jo ikke fået hormoner som sådan, og det er kun af hensyn til ægudtagningsgener at de vil have at man springer en måned over, og ved ivf er der jo 2 måneder til ægudtagning når man melder sig til. Så aktion ser ud til at fortsætte i februar, hvis og hvis og hvis.

Jeg håber bare at vi kan få et lille æg at håbe på. Det passer ligesom til juletiden.

I øvrigt så havde jeg det fint resten af dagen. Jeg tog Panodil for at forebygge at få kraftige smerter, men allerede 4-5 timer efter udtagningen mærkede jeg ikke noget til den længere. Og jeg har også haft det fint i dag. Jeg troede at jeg ville sove som en sten i nat, da jeg faktisk slet ikke sov efter udtagningen til trods for den heftige dosis morfin, men det gjorde jeg egentlig ikke. Måske det kommer i nat? Eller måske jeg bare ikke er så sart med morfin som lægerne troede?

Nå. Status er at æggene måske er befrugtede nu. Om ca. 66 timer er ægget/æggene tilbage, hvis de har klaret mosten. Endnu en weekend der kan gå med at vente på at det bliver mandag - dårlig vane egentlig. Men så er det også snart jul, og dermed en HEL ekstra fridag. Hvor er det bare vildt!

Nu vil jeg se om jeg kan finde på noget, som kan distrahere mig fra alt denne venten, og bringe mig ind i nuet. Hvis der er gode nyheder på mandag, bliver ventetiden jo endnu længere og muligvis endnu mere nervepirrende. Men jeg bilder mig nu ind, at jeg vil være glad for "delresultatet", hvis der er gode nyheder. Men lad os nu se...