Så bristede boblen

Hmmm åbenbart var al min optimisme kun et tyndt lag. Der skulle i hvert fald ikke meget til at reducere mig til et grædende selvmordstruet individ i går. Blot en lille historie fra det virkelige liv om to mennesker, som jeg mente var de sidste, der havde lyst til at få børn, som skal have lille til juni. Det var nok. Det var alt.

Og resten af dagen gik med at overveje hvordan HUN kunne være så fertil når nu JEG er så gold. Hvorfor DE kan få lov til at planlægge deres familieforøgelse, når nu VI bare bliver skubbet bagerst i køen igen og igen. Hvad JEG havde gjort for at fortjene min skæbne når nu HUN har gjort dit og dat og så videre i den dur. Kort sagt fjollede irrationelle åndsvage tanker som ikke førte mig nogen vegne.

Sådan kan en søndag også gå.

I dag ser det hele ikke helt så sort ud. Men jeg ved nu at det der med at vente til januar, det bliver ikke med min gode vilje. Måske bliver det nødt til at være sådan, men jeg vil igang så snart min TÅBELIGE krop vil lade mig (og hospitalets julebemanding og hvad der nu ellers er nødvendigt for at lave en baby, når man er mig).

Jeg har det virkelig dårligt med alle de ting jeg sagde om hende. Det er jo ikke hendes skyld, og det er da dejligt for dem. Hvorfor virker min hjerne så primitivt?

Heldigvis er der ikke lang tid til min konsultation på hospitalet. Så får jeg forhåbentlig en ventetid stukket ud, og så kan jeg enten fordybe mig i arbejde og juleshopping eller komme I GANG!