Status (2004/)2005/2006

Så er det for alvor blevet statustid.

2005 var i sandhed et begivenhedsrigt år på uddannelses-, job- og behandlingsfronten. Men først vil jeg hoppe tilbage til 2004.

2004 var året, hvor jeg blev fru ved at gifte mig med min fantastiske Didrik, og hvor jeg burde være blevet færdig med min uddannelse. Lige omkring brylluppet fandt min kære mand dog ud af at jeg havde endometriose (ja, jeg havde faktisk aldrig undret mig over at mine menstruationssmerter var så kraftige, jeg troede bare, at jeg var uheldig). Det resulterede i at en venlig gynækolog sendte mig fluks videre til en fertilitetsklinik da vi på det tidspunkt havde prøvet et halvt års tid.

På fertilitetsklinikken tog de mig ikke så særlig alvorligt. Jeg var jo meget ung, og der var sikkert ikke noget i vejen. De ville dog gerne lave en vandscanning på mig, og da den viste at mine æggeledere var lukkede faldt min verden sammen. Fuldstændig.

Så 2004 blev ikke året hvor jeg færdiggjorde min uddannelse. Det blev tværtimod året for de største glæder og sorger i mit liv. Da min veninde annoncerede sin graviditet omkring samtidig med vandscanningen kunne jeg slet ikke hænge sammen.

Dog bød slutningen af året på bedring. Jeg fik en tid til en laparoskopi, og jeg kunne igen koncentrere mig om resten af mit liv. Det gav ro i mit sind at vide, at jeg kunne blive ordentligt undersøgt.

Således startede 2005 i relativt fattet tilstand. Jeg fik stille og roligt færdiggjort det sejlende speciale, mens jeg fik laparokospien overstået. Den viste det helt fantastiske resultat at æggelederne ikke var lukkede, faktisk var der ikke endometriose i hele området omkring æggestokke og -ledere. Men der var endometriose på livmoderen, som giver mig alle mine smerter.

Midt i glæden over ikke at være helt så meget i stykker som jeg havde troet, undrede jeg mig over hvorfor der så ikke var nogen voksende mave på den unge frue, nu hvor vi havde prøvet aktivt i et år.

Efter 3 måneders pause fik vi lov til at gå i gang med insemination. Det blev til 2 forsøg adskilt af en sommerferie på hospitalet, og i mellemtiden fik jeg mit første job - et vikariat nuvel, men stadig et job. Derudover fik jeg også repareret på min næse, så jeg nu rent faktisk kan trække vejret. Det har givet mig et gevaldigt hop i livskvalitet, men det giver vel næsten sig selv.

Behandlingsåret har også budt på flirt med IVM og IVF. Inden sommerferien blev jeg fundet egnet til IVM. Der var dog en lille cyste på min ene æggestok, men den var sandsynligvis bare en rest af en ægløsning. Da jeg mødte op for at starte på IVM blev den dog tolket til at være en cyste, og så var IVM ikke muligt og jeg blev konverteret til IVF.

IVF var noget af en oplevelse. Jeg har altid haft nåleskræk, men heldigvis sprang min fantastiske mand til som "stikker". Så det var det store samarbejde at administrere alle hormonpræparaterne. Egentlig kunne jeg godt lide den periode. Jeg havde ingen bivirkninger af nedreguleringen, og følte næste at jeg voksede for hver dag. Samtidig var vi for første gang i gang med en behandling som jeg kunne tro bare lidt på.

Men det endte brat. Fra scanning om fredagen, hvor der var 14 follikler og jeg blev sat ned i dosis, var der over 40 om mandagen, og vi blev aflyst og fik strenge ordrer om IKKE at tage ÆL-sprøjten. Det var en hård tid. Uden sammenligning har den uge været den sværeste at komme igennem i 2005, dels pga. de skuffede forventninger, men også pga. den rutchetur min krop kom ud på af de ekstreme hormonniveauer.

Didrik og jeg fik dog skrabet os op fra gulvet og tog på en dejlig ferie sammen (som dog hele tiden havde været planlagt, men den var ekstra tiltrængt efter overstimuleringen).

I mellemtiden havde jeg fundet mig et andet job. Jeg klarede 2. samtale midt i nedreguleringen åbenbart så overbevisende at det var mig de ville have, selvom jeg kun havde ganske få måneders erhvervserfaring.

Jeg fik p-piller efter overstimuleringen og havde faktisk glædet mig, da jeg regnede med at de kunne betyde at jeg ikke fik smerter osv. Dog pletblødte jeg mere eller mindre konstant mens jeg tog dem, og havde menstruationslignende smerter på sporadiske tidspunkter.

I slutningen af november skulle jeg så til follow-up samtale, og her mente lægen at IVM var en god idé, og at jeg kunne starte lige så snart jeg var klar. Det var jeg med det samme. Så i gang med os. Nu betød cysten ikke noget, da jeg havde vist at jeg kunne danne mange follikler på IVF.

Og de scannede og de scannede og de scannede. Åbenbart var min ellers regelmæssige (og korte) cyklus blevet forstyrret af overstimulering og/eller p-piller. Men det lykkedes at få æg ud på dag 15. Dog var der kun 3, til dels fordi den æggestok cysten sad på, var svær at få æg ud fra. Og oplægning nåede vi aldrig. Der var ingen der havde overlevet.

Så 2005 har været et år, der har stået i behandlingens tegn. Det har været en fremgang i forhold til 2004, der blot var et venteår. Samtidig har det været et styrkende år. Og på forunderlig vis har det givet mig en tiltro til fremtiden midt i aflyste forsøg. Pludselig tror jeg på det. Jeg tror på at det skal lykkes. Det SKAL lykkes. Om det så bliver i 2006, det ved jeg ikke. Jeg håber det.

Derudover håber jeg at 2006 giver mere ro. Jeg skal IKKE skifte job (medmindre de pludselig bliver trætte af mig). Jeg vil fortælle min chef om behandling, så jeg kan få mere ro på de(t?) næste forsøg. Vi skal flytte. Og vi har allerede booket årets første ferie. Så der er mange ting at glæde sig til som VIL ske. Derudover betyder min nyfunde optimisme at jeg vil glæde mig til de ting som MÅSKE sker.

Vi har fået lov til at prøve IVM igen. Jeg ved ikke hvor mange gange de vil prøve det, men både lægerne og vi tror på at cyklus har været mærkelig sidst og at det var forklaringen på de få og dårlige æg. Nu håber jeg så at min krop har fundet sig selv igen, og IVM bliver vejen for os. Hvis det ikke lykkes er jeg dog helt frisk på IVF igen. Vi klarede det jo så fint, og jeg vil insistere på at vi bliver fulgt nøjere, så vi ikke ryger ud i overstimulering igen.

Nu må vi se. Hvad end fremtiden bringer føler jeg mig lige nu klar til det.