Rødvinsfjols?

Som det måske fremgik af min sidste post var jeg ganske glad i går. Det holdt hele arbejdsdagen ud, og jeg kom hjem til en lige så glad mand. Så nu måtte det være på sin plads at dele en flaske rødvin. Det har vi ikke gjort i umindelige tider, fordi jeg ville optimere chancerne for en graviditet og ikke havde syntes at jeg manglede vin i mit liv. Men i går var en festdag og jeg havde virkelig lyst.

Hold da op. Jeg blev godt nok fjollet i hovedet. Desværre rodede jeg også rundt i sengen i nat, åbenbart så meget at min stakkels mand på et tidspunkt opgav at sove. Og da jeg selv vågnede og skulle tisse havde jeg fornemmelsen som efter en rigtig grum bytur med den dårlige smag i munden og det hele.

Så det der med at tro at jeg da sagtens kan drikke en halv flaske rødvin når jeg ikke plejer at drikke noget, den går altså bare ikke.

Men jeg er nu stadig glad. Jeg glæder mig faktisk helt vildt. På en eller anden måde har jeg det også bedre og bedre med iui. Jeg er spændt på på lørdag. Hvor mange follikler er der? Og jeg tror lidt mere på at det kan lykkes. Ikke at jeg regner med det. Det gør jeg langt fra. Men jeg er nu egentlig meget glad for at det får en chance før vi går i gang med ægudtagninger osv.

En anden ting jeg er spændt på er den undersøgelse jeg skal til i slutningen af august. Hvad nu hvis de mener at min udposning på urinrøret er så alvorlig at den bør opereres før en graviditet? Og hvad nu hvis der er laaaang ventetid på operationen. Jeg tror ikke at det bliver så slemt, men det er vist det eneste der rigtig kan ødelægge ivm-planen nu (ud over selvfølgelig det glædelige tilfælde med iui).

Sikke dog jeg egentlig kører i ring. Det er ikke fordi mine tanker bliver mere strukturerede af at jeg er glad end af at jeg er ked af det. Same same but different. Meget anderledes.

Ventetid er nu også noget pudsigt noget. Egentlig havde jeg det rimelig fint med ventetiden i sommer. Men nu hvor jeg ved at ventetiden faktisk er meget begrænset, er jeg helt vildt utålmodig. Det skal være NU. De næste uger skal bare flyve afsted.

Men så må jeg prøve at minde mig selv om at det er disse uger, som jeg ønsker langt væk, som er mit liv. Det er i disse uger jeg kan leve den sidste del af mit liv uden gravid mave eller unger. Det er NU hvor Didrik og jeg bare kan være nygifte. Så det gælder jo faktisk om at udnytte alle mulighederne nu.

Vi talte i går om det der med at tro på projektet. Jeg forklarede hvordan jeg sagtens kunne glæde mig til at flytte f.eks. fordi det vil ske. Mens jeg ikke kan glæde mig til en graviditet og baby, fordi jeg ikke ved om det nogensinde kan opnås. Jeg ved godt at statistikken taler for at vi opnår det, men det er ikke sikkert. Så det er meget svært at glæde sig til det. Didrik havde det helt anderledes. Han følte sig helt sikker på at vi nok skulle blive forældre. Han kunne nu ikke forklare det nærmere, men han følte sig helt sikker. Så han glæder sig.

Et eller andet sted skulle man også tro at jeg tror på det, når man tænker på hvad jeg har navngivet denne blog. Men titlen refererer til at jeg føler mig sikker på, at vi ikke forbliver barnløse, hvis behandling ikke lykkes, men at vi adopterer en dag. Jeg føler mig overhovedet ikke klar til at adoptere, men jeg er sikker på at det kommer en dag. Så derfor er jeg også sikker på at blive forældre, men ikke til en baby.

Alt i alt er det nu dejligt at min kære mand tror på det. Det betyder meget for mig. Han betyder meget for mig.