Kovending

Jeg fik fat i sygeplejersken i går. De skal først have fastlagt betingelserne i weekenden, så jeg kan ringe på tirsdag og få at vide hvad der bliver af ivm, men ikke nå at komme med i denne måned. Øvbøv. Så er der jo ikke andet for end at vente og håbe at næste måned kan bringe noget med sig.

Men så fik jeg et uskyldigt spørgsmål fra en af mine ”gamle” infertilitetsveninder. ”Starter I så på insemination nu hvor ivm er udelukket.” ”Nej da, svarede jeg” efterfulgt af den sædvanlige remse. Og mens jeg svarede hende begyndte forskellige brudstykker af hukommelse at dukke op i mit hoved. Lægen der diktere: ”Patienten kan starte på ivm til august, hvis det starter op, ellers et andet iui-forsøg”. Tanken om at de måske vil insistere på at vi gennemfører iui før vi kan få lov til at fortsætte på ivf, og at det dermed skal forsinke det hele 2 måneder (fordi der skal være en hormonfri måned mellem hvert forsøg med hormoner).

Så fløj jeg ind til min kalender og opdagede at det meste faktisk ville kunne klares i en weekend. Dernæst konsultation af mine gamle iui-papirer, hvorpå der står at man skal tage Pergotime fra dag 3-7 (som er i dag hvorved det er muligt for mig at nå at købe dem).

Og så ind til Didrik og dele mine tanker. Han var heldigvis enig. Det er dumt at skulle vente på iui, hvis de insisterer. Desuden står der faktisk i en af de bøger jeg senest har lånt om endometriose at insemination giver en 3-5 gange øget chance for graviditet i forhold til ingen behandling.

Så jeg ringede til hospitalet (igen) i dag, og meldte os til. Så nu skal jeg scannes lørdag den 13. Med lidt held skal jeg kun bruge en enkelt eftermiddag på det (selve inseminationen) muligvis bliver der også endnu en scanning på en hverdag, men det kan lige så vel være at jeg slipper. Så alle mine argumenter imod iui er hermed blevet gjort til skamme.

Til slut mangler jeg bare at skrive: Tak Sally!