Arbejde

Tja, egentlig ville jeg gerne skrive en masse lange indlæg - og gerne hver dag - men det bliver bare næsten ikke til noget. Måske jeg skulle være arbejdsløs igen? Nå, spøg til side. Jeg kan godt mærke at mit liv bliver mindre funderende jo mere jeg har "at rive i" til daglig. Og så har jeg simpelthen bare ikke tid til det. Nu har jeg så snydt lidt, og sidder på mit arbejde og skriver. Men det kan jeg ikke lide at gøre for tit. Jeg får jo trods alt løn for at være her. Desuden vender min computer ud mod gangen, så jeg kan kun skrive lidt i frokostpausen eller som nu når jeg møder tidligt.

IVM er begyndt at spøge rigtig meget i mine tanker. Nu burde der kun være 8 dage til vi kan melde os til. Jeg har fået svar inde på Lindenbergs hjemmeside, at det starter op efter sommerferien. Man kan selvfølgelig aldrig være 100 % sikker - for jeg kan også stadig være i en cyklus der er uegnet - men jeg regner med at vi kommer til. Så behøver jeg ikke at blive så deprimeret når de sædvanlige smerter sætter ind.

Jeg håber virkelig at det var en SA jeg havde i sidste måned. Hvis min menstruation ellers har tænkt sig at gøre så ondt hver gang, så bliver jeg godt nok bange. Jeg kan mærke at jo tættere det rykker på, jo mere bekymret bliver jeg for smerterne. Egentlig var mine smerter på retur. Jeg tror det hænger lidt sammen med kostomlægning, men sidst var de stygge.

Jeg har fået set lidt vel meget til babyer for tiden. Det er altså slet ikke sundt for mig. Jeg kan sagtens være ude sammen med dem, og føle mig i godt humør, og nyde at holde dem osv. Men når jeg så kommer hjem igen, og i det hele taget i dagene derefter, så er jeg lidt mere mut og lidt mere indadvendt og tænksom. Så gør såret derinde ondt igen. Så kommer alle tankerne i stil med "hvad nu hvis det aldrig lykkes?" op igen. De tanker som jeg ellers havde nogenlunde under kontrol, og som for det meste er afløst af "hvorfor skulle det ikke det - vi har tiden foran os" og videre i den dur. Men lige efter sådan et babybesøg er jeg meget mere bange for aldrig at opleve det.

Tja, i virkeligheden gør det måske ikke så meget, at jeg ikke skriver så tit. Det er de samme gamle tanker, der flyver rundt med lidt forskellig frekvens. Men det er nu dejligt at kunne læsse lidt af her. Desværre får jeg heller ikke fulgt så meget med i blogland. Det savner jeg. Men disse hjemmesider skriger langt væk af ikke-arbejde, så det er lidt svært. Specielt fordi jeg virkelig er i en savne-min-dejlige-mand fase. Jeg er helt dårlig med ham. Hvor længe kan man egentlig være nyforelsket? Vi har en joke kørende. Dengang vi mødtes var der et par måneder til eksamensmåneden. Jeg sagde så at "det er godt der er så lang tid til eksamen, så vi kan nå at koncentrere os om den, når den kommer" og selvfølgelig kunne vi ikke det - hverken til den første eller den et halvt år efter eller den næste eller den næste igen. Faktisk tror jeg ikke rigtig at vi er ovre det endnu. Sidste uge havde Didrik noget ferie, og jeg kunne næsten ikke holde ud at være på arbejde, fordi jeg vidste at han var hjemme. Nu lyder jeg godt nok syg i bøtten, men det er nok heller ikke helt forkert.

Nu vil jeg kaste mig over nogle spændende arbejdsopgaver.