Dumme mig

Så er luftkastellet for 17. gang brast. Denne gang nåede det bare at blive højere end det plejer.

Lad mig starte med begyndelsen, hvilket også er grunden til at jeg ikke har skrevet noget så længe: For over en uge siden, om lørdagen, sagde min dejlige mand til mig, at jeg var gravid. Jeg kan ikke lige huske sammenhængen, men han sagde det sådan helt henkastet tilfældigt, og jeg smilede bare og tænkte at det var pudsigt at høre det fra ham. Normalt er det mig, der går og lægger mærke til den mindste smule, mens han altid synes at man skal slå koldt vand i blodet.

Jeg forventede min menstruation mellem mandag og onsdag. Den svinger mellem 27 og 29 dage. Har dog været på 29 dage det sidste stykke tid, så jeg satsede på onsdag. Jeg plejer at pletbløde inden. Det er dog kortet ned til kun at vare et døgns tid.

Tirsdag kom og gik uden en pletblødning. Onsdag kom og gik ligeledes. Min mave rumlede og regerede. Ikke ligesom når jeg er ved at få menstruation, men mere sporadisk. Enkelte niv og enkelte stik og jag. Ikke særlig smertefuldt, det var der bare.

Jeg spurgte så min dejlige mand, hvorfor han havde ment at jeg var gravid. Svaret var ”at jeg strålede”. Så han følte sig helt sikker. Han har ALDRIG og lad mig gentage ALDRIG sagt sådan noget før.

Vi var nu ganske nysgerrige. Tidligere har jeg dog testet flere gange og aldrig nået en positiv test, hvilke er ganske rædselsfuldt – men jeg behøvede jo heller ikke at teste før menstruationen udeblev vel? Jeg turde derfor ikke teste før en uge efter forventet menstruation. Dvs. i overmorgen onsdag. Så dagene gik med neglebidning og ekstra meget opmærksomhed på kroppen. Der var lidt kvalme, men ikke tydeligt. Mine br(y)ster var lidt ømme, men på en anden måde end de plejer at være op til menstruation (de plejer at være meget ømme). Osv.

Jeg havde utrolig meget udflåd. Helt klart og gennemsigtigt. Det løb praktisk talt ud af mig. Ganske besynderligt. Kan faktisk allerede huske at det startede forige lørdag, men jeg tænkte ikke særlig over det.

I løbet af lørdagen efter, dvs. 4 dage efter den forventede menstruation, holdt den kraftige mængde udflåd dog op. Samtidig skiftede den farve. Den var ikke en pletblødning, men gul-agtig. Ganske lidt farve, men nok til at mit humør faldt en tak. Søndag fik jeg så den første pletblødning. I morges rumlede min mave så som den plejer op til menstruation, pletblødningerne havde samlet sig i løbet af natten, og der var ganske meget. Det stoppede dog - for at kunne overraske mig med en rigtig god gammeldaws menstruation her ved middagstid.

Så græd jeg.

Og så tog jeg hjem fra arbejde.

Jeg har egentlig ikke specielt ondt i maven, men jeg er helt ødelagt. Hvor naiv kan man være? Hvordan kunne jeg bare overveje at tro en lillebitte smule på det? Hvorfor kan min krop ikke finde ud af sådan en simpel ting? Det er da for pokker det den er skabt til? Og sgu og helvede.

Hvis nogen har bevæget rundt i hovedstaden i dag har de muligvis set en stortudende Solsikke, der forsøgte at cykle så hurtigt som muligt hjem, så hendes dumme krop kunne gøre mest muligt ondt.

Den åndsvage krop kan bare tro jeg tager smertestillende i dag – nænej, den kan få lov til at lide, hvis det skal være på den måde.

Jeg ved godt, at jeg bør tænke positive tanker, men lige nu har jeg bare lyst til at skælde ud på hele verden og skrige min afmagt ud. Hvorfor i alverden skal min åndsvage cyklus blive en uge forsinket? Jeg kan jo ikke lade være med at håbe, når jeg får muligheden for det. Dumme dumme mig.