"Men I har det jo godt...."

For noget tid siden havde jeg en samtale med Finn (tidligere omtalt, men jeg kan ikke hitte ud af at sætte smarte links ind til det jeg tidligere har skrevet, men kort fortalt er Finn en gammel ven hvis forlovede venter sig). Den satte en masse tanker igang.

Kort fortalt mente Finn ikke, at vi havde det værre end mange andre. Vi har jo hinanden osv. Og at selvom andre mennesker måske er hyper fertile kan de også have problemer. Han eksemplificerede det ved nogle venner som venter barn nr. 3 indenfor fire år, men som havde så travlt med jobs og de to de allerede har, at de næsten ikke kunne styre børnene, som var temmelig voldelige.

Ergo er Didrik og mit liv jo mindst lige så godt som disse menneskers, eftersom vi har tid til os selv osv.

Jeg forstår ikke hvor denne "du har det men mangler det - og han har det her men mangler noget andet = I er lige lykkelige"-mentalitet kommer fra. Er det så svært at forstå, at det at være barnløs ikke handler om at "have" en eller anden mængde goder? Det er en sorg. Hvis man møder én, hvis mor lige er død, siger man heller ikke: "Nåha, det var da synd for dig, men altså tænk lige på Lis og Per, de er begge to arbejdsløse og har knap nok til salt til et æg - og du har et godt job - så du behøver da ikke at være ulykkelig."

Nej, det siger man ikke. Nu er der sikkert nogle, der ville hævde, at det er mere traumatisk at miste sin mor end at være barnløs. Men er det det? Kan man kvantificere sorg? Noget tager længere tid at komme sig over end andet, men udeforstående kan ikke "dømme" et andet menneskes sorg.

Så for at vende tilbage til disse to fertile mennesker, som har det så hårdt. Ja, det kan da godt være. Men jeg har altså meget svært ved at have ondt af dem. Har de hørt om prævention nogensinde? Det er sådan noget man kan anvende, hvis man ikke har tid/lyst/råd/overskud til at få børn.

Måske i et andet liv, ville jeg have ondt af dem. Måske endda i dette, hvis jeg var et sødere menneske, med mere empati. Men for pokker! De må da prioritere deres liv, og hvis han har en lederstilling og lang transporttid og de skal have tre børn, så kunne de jo vælge at prioritere hans arbejdssituation anderledes etc. så deres hverdag ikke behøver at være så sur, og så de kan opdrage deres unger til ikke at slå og bide hinanden.

Uh, det gør mig faktisk ganske hidsig at høre om folk, der ikke opdrager deres børn ordentligt, og som bliver ved med at få flere.... Men det følger nok med barnløsheden. Det gør også ondt på mig at læse om børnemishandling osv. Det er så uretfærdigt at nogle børn skal opleve så meget smerte når nogle mennesker ville give deres højre arm, for at give børn en tryg opvækst.

Hvorfor siger jeg så at det er en sorg? Mange vil nok mene at så længe man har muligheden for at få børn en dag, er man ikke ægte barnløs, og man har ikke mistet noget. Men det har man. Jeg føler i hvert fald at jeg har mistet noget. Som Amocca er inde på i dag, har jeg i hvert fald mistet meget værdighed. Jeg har også mistet en god del af min uskyld. Det at få børn er ikke længere noget eventyrligt, hyggeligt og privat noget. Det er klinisk, ubehageligt og invaderende. Min kvindelighed har fået sig noget af et knæk. Jeg er jo ikke nogen moder jord, som spytter børn ud af mit skød. Jeg er gold - om ikke endelig klinisk defineret, så i hvert fald i mit hoved. Jeg føler mig gold.

Men værst af alt. Værre end alle "lykkes det mon nogensinde"-tankerne. Så savner jeg min lille. Jeg ved ikke om det er en dreng eller en pige. Jeg føler bare at mit barn findes. Didriks og mit lille barn, som bare venter på et komme ind i denne verden. Jeg savner mit barn helt enormt. Tanken om at der kan gå årevis før jeg endelig kan få lov at møde dette fantastiske væsen.

Det lyder måske mærkeligt, men jeg føler mig virkelig som en mor. Bare en meget amputeret en af slagsen. Måske det er noget af det samme man kan føle efter en abort. Måske det er "forkert" at føle, når jeg ikke har oplevet en abort. Måske det er meget værre at miste et foster eller et nyfødt barn. Det er det ganske givet. Men jeg føler at jeg mister et barn hver eneste evige måned, dag, time, minut. Det lyder måske højstemt og selvhøjtideligt, men bare fordi jeg ikke har haft et barn i mit mave betyder det ikke, at jeg ikke har kunnet knytte mig til barnet, jeg har bare ikke kunnet gøre det i omgivelsernes øjne, for der er jo ikke noget.

Egentlig betyder det ikke noget for mig, om andre synes mine følelser er fjollede eller ej, for de er nu engang mine følelser. Jeg ville bare ønske at folk ville holde op med at skulle bestemme hvor lykkelig man er udfra kriterier så som parforhold, bolig, job/uddannelse, løn, venskaber, børn osv. Man kan ikke sidestille det. Jeg ved udmærket godt at mit liv er helt og aldeles fantastisk. Jeg ville vitterlig ikke dele liv med nogen og jeg ville ikke bytte min Didrik for en milliard trillioner. Men det betyder bare ikke at jeg ikke kan føle sorg. Ingen mennesker er hævet over denne følelse - heller ikke mig. Så en anelse mere forståelse for at barnløshed ikke svarer til ikke at køre i den bil man helst ville have, ville nu være dejligt at møde.