"Undskyld, kunne du ikke være rar at give mig en subcutan injektion?"

Så blev første scanning overstået. Der var en super fin follikel, og jeg skal allerede insemineres mandag. Såe æl-sprøjten skulle tages samme aften - hvor jeg skulle til fest - uden min mand...

Jeg havde opgivet selv at prøve denne gang. Jeg tror, at jeg skal varme op med nogle nemmere sprøjten før jeg selv kan. Og så syntes jeg, at det gjorde HERRE-ondt sidst (jaja, jeg er jo køwenhavner).

Så hvad gør man så?

Man stiller selvfølgelig titelspørgsmålet til en til festen! Og han var rigtig god. Super god! Det gjorde slet ikke ondt. Det hjælper måske også at være uddannet bioanalytiker i denne sammenhæng.

Han var faktisk ikke alene rigtig god til det tekniske, han var også rigtig glad for at jeg havde spurgt ham, og ganske omsorgsfuld resten af aftenen - selvom jeg nu slet ikke trængte til omsorg - jeg er sgu ved at blive rigtig god til at kapere de dersens nåle. Men det hjælper nu også såre når man knap nok mærker dem.

Så nu er jeg glad og lettet.

Insemination er som sagt allerede i morgen. Det bliver kun én sølle dag jeg bliver nødt til at smutte tidligt fra arbejde. Det er dejligt. Min største anke mod iui er netop blevet gjort sørgeligt til skamme. Så jeg er MEGET glad for at vi valgte at tage dette forsøg med.

Jo mere jeg tænker på det, jo mere er jeg også blevet enig med mig selv om, at jeg rigtig gerne vil have at det lykkes. Majbaby i forhold til ægudtagning?!?!?! Nja, det er jo et svært valg. Men jeg tror nu stadig ikke på det. Det tør jeg ikke. Men jeg vil forbeholde mig retten til at synes at det var fornuftigt at prøve, når nu lægerne mener at det er værd at gennemgå. Som alle herinde også HAR fortalt mig. Jaja, jeg er en stædig kanalje.

Og mht. mit indlæg sidst. Jeg ved godt at man altid sammenligner hinanden. Men jeg ville ønske at folk kunne indse at børn ikke er et gode på linje med job, bolig, bil og vovse. Det er hele ens biologiske trang og fremtidsdrømme. Og det er den der tanke om for evigt at være uden for fællesskabet og mærkelig. Og så er det den fysiske trang til at trøste hver evig eneste barn jeg hører der græder. Det skærer i mig. Jeg har lyst til at flå babyen ud af moderens arme, eller hvem der nu sidder med den, og trøste og ae og sige at det nok skal gå. Jeg kan slet ikke forklare den trang. Den er dybt ulogisk og meget udholdende.

Nu må det snart være morgenmadstid for Solsikke.