Igang igen

Mandag morgen fik jeg fat på en sygeplejerske, der lovede at jeg ville blive ringet op senere på formiddagen af en anden sygeplejerske. Hun ringede aldrig.

I morges prøvede jeg så at ringe igen, om morgenen. Det var godt at jeg gjorde det, for åbenbart havde jeg fået en tid. Sygeplejersken havde åbenbart troet at hun havde lagt en besked på min telefonsvarer. Gad vide hvem der har fået den besked.

Men heldigvis kunne jeg godt tage på hospitalet. Det gik som det plejer at gå: En ny læge, scanning og blodprøve. I morgen må jeg så ringe og få svaret på blodprøven, og fredag skal jeg derind igen, hvis blodprøver er god nok.

Derudover har jeg brugt dagen på at fortælle min chef om situationen. Hun tog det virkelig pænt, og jeg er sikker på, at hun mente det oprigtigt, da hun sagde, at hun håber for mig, at det lykkes. Hun sagde desuden at hun selvfølgelig havde overvejet at jeg skulle på barsel, da hun ansatte mig i og med, at jeg er ung og nygift. Samtidig fik jeg ros. Hun var rigtig glad for mig; syntes både at jeg er dygtig og fungerer godt socialt. Og derudover syntes hun at det var rigtigt af mig, at have et liv ved siden af behandlingen, og at hun godt kunne forstå at det havde topprioritet.

Så alt i alt gik det rigtig fint. Jeg sagde at jeg helst ikke ville have at hele afdelingen vidste det, men at hun nu vidste hvorfor jeg kom og gik på mærkelige tidspunkter. Det skulle jeg ENDELIG gøre, og det var HELT i orden.

Jeg fortalte ikke hospitalet om mit kursus, men det må jo give sig selv, når vi kommer lidt tættere på. Det værste der kan ske, er at det ikke bliver denne måned, men den næste.

I øvrigt kunne de slet ikke finde cysten, da jeg spurgte til den. Lad os håbe at den også er væk næste gang.