Burde arbejde

Men det gør jeg ikke. Forkølelsen hænger stadig som en dyne over mig. Jeg sover af helvede til om natten (og jeg er ikke engang gravid). Og jeg hoster og hoster og hoster. Øv hvor er jeg træt af det.

Oveni hatten kan jeg mærke at jeg er ved at blive utålmodig igen. Det kommer i bølger. Egentlig har jeg været rimelig afslappet længe, men nu nager det mig, at jeg ikke ved om det bliver til februar eller ej. For æl-testene hjalp ikke meget. De blev mere og mere tydelige indtil den pludselig var mindre tydelig. Jeg skulle vist have taget dem på samme tidspunkt af dagen for at kunne have lært noget. Men min æl har sikkert været mellem lørdag og onsdag... Flot, Solsikke. Så måske kan det lade sig gøre inden mit kursus og måske kan det ikke.

Heldigvis ved jeg først hvis det ikke kan lade sig gøre ret sent, og så er der ikke så meget ventetid.

Men nu vil jeg bare gerne i gang. Og jeg vil have en regelmæssig cyklus igen. Og den skal være kort. Er det for meget forlangt? Er jeg bare besværlig.

Oveni alle ulykkerne er Didrik blevet syg, så jeg har måttet opgive min sædvanlige sofaplads om aftenen. Øv altså. Men heldigvis har vi kunnet putte os sammen engang imellem. Og så er han så dejlig varm.

Ellers går det godt. Jeg er virkelig glad for at jeg skiftede job, og her er fuld tryk på. Derudover er min chef rigtig sød, så jeg gruer faktisk ikke engang for at skulle fortælle hende om situationen. Dog vil jeg heller ikke gøre det før det er nødvendigt, men det er mest af hensyn til mit privatliv. Det er jo ikke fordi "almindelige mennesker" (læs: fertile, red) fortæller deres arbejdsplads at de prøver. Næ nej, de kan vente til de er 12 uger henne. "Vi" kan risikere at fortælle det når vi er -24 uger henne, eller -4 år. Det er jo ikke fair.

Nå, surt opstød fra Solsikke, som vist bare er i et mærkeligt småvinterdepressivt januar-humør.

Glædelig lillefredag!