Et hurtigt spørgsmål
Jeg er jo ret glad for børn og babier, og har i den forbindelse tænkt over noget. Når nu forældre går rundt med en baby, kan jeg så forvente at de vil spørge mig om jeg vil holde og sådan noget, eller skal jeg selv spørge om lov?
Jeg har oplevet begge typer forældre. Ærligt talt bryder jeg mig ikke om at spørge dem, da jeg ikke vil have at forældrene tror at jeg prøver at stjæle ungen. Dog bliver jeg så samtidig lidt fornærmet når nu jeg ikke får tilbuddet af nære venner og familie og sådan. Men er jeg bare pernittengryn? Jeg vil bare så nødigt opfattes som værende irriterende.
Man kan selvfølgelig sige at jeg bare kan spørge i stedet for at gå og være fornærmet - det er bare så grænseoverskridende for mig.
posted by Solsikke @ 4:10 PM
9 comments
9 Comments:
Jeg har aldrig spurgt. Som regel har moderen selv tilbudt at jeg kunne holde.
Og den ene gang jeg ikke er blevet spurgt ja der spurgte jeg ikke selv. Måske moren bare havde det bedst med at ingen andre holdt hendes barn.
Man kan godt være ret følsom overfor sin nyfødte de første par uge, det anede jeg ikke før, men det er man, sådan helt uforklarlig hele tiden på vagt selv overfor faren og andre nærmeste. Jeg lod dem holde alligevel, men puha jeg skulle liiige trække vejret imens. Uanset hvem det er der spør'. Men når det så er sagt, så har jeg ikke noget imod at "låne baby ud" - og min må du i hvert fald gerne holde :-) Men først når PUK har holdt ham :-)
Slfli må du det :-)
Det er os ok at spørge selv, tit så tænker man bare ikke over at give baby til andre fordi man er så meget i sin egen lille verden. Men, hvis du spørger skal du slfli være forberedt på at nogen godt kan finde på at sige nej.
Kh Stina
Jeg synes at man skal lade være med at spørge og afvente til man bliver det tilbudt. Tænk hvis moren ikke har lyst til at man holder hendes barn - mon ikke det er grænseoverskridende for hende og samtidigt svært at få sagt nej?
Der kan være mange årsager til at mødre ikke tilbyder en at holde barnet. En er selvfølgelig hendes sårbarhed, men en anden er hvis barnet er inde i en svær periode, morsyg og bange for fremmede. Så mener jeg at man skal respektere barnets behov for at blive i trygge og kendte arme. Små børn kan også blive helt rundtforvirrede af at skifte arm mange gange under et stort familiekomsammen med det resultat at ungen bliver helt umulig og det er jo ikke i nogens interesse.
Hvis vi taler om adoptivbørn skal du slet ikke forvente at du får lov at have fysisk kontakt med barnet før forældrene selv har etableret tilknytningen - og der kan gå rigtigt længe.
Tak for svar. Jeg er da glad for at høre, at jeg ikke er helt tosset, når jeg ikke selv har lyst til at fare ud og flå barnet ud af moderens arme.
Jeg vil så uddybe og sige at det drejer sig om min svoger og svigerindes barn. Det er deres andet, og han er ca. 2 måneder gammel.
De lader hjertens gerne bedsteforældrene holde i tide og utide, men Didrik og jeg er åbenbart bare ikke gode nok til det. Det var faktisk fuldstændig det samme, med det første barn.
I øvrigt skal det lige siges at både Didrik og jeg har et rigtig godt forhold til disse mennesker.
Men tak for jeres svar i hvert fald. Jeg vil håbe på, at jeg får tilbuddet og prøve at lade være med at lade det gå mig på i mellemtiden - fet går jeg jo ikke noget ud af.
Solsikke
Jeg tror at du skal lade være med at tænke på det som om I 'ikke er gode nok'. Måske synes de heller ikke at det er fedt at bedsteforældrene tager barnet, men kan ikke få sagt fra? Det ved jeg at jeg selv ville have svært ved overfor min mor.
Faktisk vil jeg takke dig for denne tråd, for den har sat gang i en masse tanker i mit hoved - det er jo snart mig der skal stå og bestemme om mit barn skal i fremmede hænder eller ej.
Solsikke måske er de usikker på, om du vil holde barnet!
Måske venter begge parter på at den anden siger noget???
Du kunne måske sige til dem, at du er i tvivl om, hvorvidt de har det ok med det eller ej, men at du gerne vil, når de er klar til det!
Øh...hvis jeg lige må indskyde en bemærkning!
Jeg har selv 2 børn, og jeg har aldrig haft noget imod at andre gerne ville holde mine børn - tværtimod. Men jeg har altid ventet til de selv har spurgt om de måtte holde - fordi jeg går ud fra, at det ikke er alle der er lige trygge ved at holde sådan en lille størrelse!
Så sådan kan man altså også have det - og sådan har din svoger og svigerinde det sikkert også - de regner med du spørger hvis du har lyst.
(det er noget andet med bedsteforældre, de har bare at stille op! ;-))
Mvh. A
Spørg bare, hvis det er en du kender godt! Det er min mening ;-)
Det er ikke altid, at mødrene er gode til at spørge andre om de vil... Men det er dejligt at blive spurgt, og jeg har endnu ikke sagt nej. Når du spørger, udviser du interesse for barnet (og for moren), og det er altid rart, når nogen interessere sig for ens guldklump.
Måske tror de ikke, at du har lyst til at holde barnet? Jeg synes i hvert fald, at du skal spørge, når nu I kender dem godt og ellers har et godt forhold til hinanden.
Jeg tror bare ikke, at de er opmærksomme på det.. Jeg har ikke tænkt over problematikken før nu, men kan da godt se, at der kan være noget der...
Jeg spørger, om jeg må holde, hvis jeg kender moren godt og har lyst til at holde - ellers ikke. Som mor har jeg ikke været den bedste til at spørge andre, om de ville holde, men der har aldrig været bagtanker ved det.
Tak for jeres svar allesammen. Det giver stof til eftertanke.
Knus,
Solsikke
Send en kommentar
<< Home